Dansk venturebranche i hopla i 2021

Den danske venturebranche har i løbet af fem år mere end tidoblet sine investeringer i startups, fremgår det af netop offentliggjort aktivitetsrapport.
Seed Capital vandt prisen som Årets Venturefond. Ulla Brockenhuus-Schack,managing partner, modtager prisen af Aktive Ejeres formand, Christian Frigast. Moderator er Noa Redington. | Foto: Henrik Tüchsen
Seed Capital vandt prisen som Årets Venturefond. Ulla Brockenhuus-Schack,managing partner, modtager prisen af Aktive Ejeres formand, Christian Frigast. Moderator er Noa Redington. | Foto: Henrik Tüchsen

De danske venturefonde er for alvor ved at sætte deres solide aftryk i dansk erhvervsliv. Fondene pumper således langt flere milliarder i startups end for blot få år tilbage, og fondene har i 2021 kurs mod et rekordhøjt niveau.

Det fremgår af den netop offentliggjorte aktivitetsrapport 2020/2021 fra brancheorganisationen Aktive Ejere. Rapporten blev lanceret i forbindelse med "Topmødet 2021”, hvor medlemmer og aktører i branchen mandag og tirsdag var samlet på Marienlyst Strandhotel i Helsingør.

Startups i Danmark rejste således i 2016 ca. 800 mio. kr. fra venturefonde; et tal der både i 2019 og 2020 steg til 3,9 mia. kr.

”Der er blevet rejst 10 mia. kr. i de første tre kvartaler af 2021, hvilket er fire gange mere kapital end i det tilsvarende periode i 2020. År 2021 skiller sig mærkbart ud fra de tidligere år, bl.a. som følge af Covid-19, som har medført større anvendelse af teknologi, onlinehandel og digitalisering af samfundet,” hedder det i rapporten.

Det er især de mere etablerede startups, der har formået at hente kapital fra ventureselskaberne. Og det er først og fremmest it-selskaber, som venturebranchen har et godt øje til. I perioden 2016-2020 var størstedelen af investeringerne øremærket it-branchen, og i 2020 var mere end halvdelen af alle investeringerne målrettet it-virksomheder.

Også den danske life science ligger pænt i forhold til andre brancher. Af de 65 danske startups, der modtog investeringer fra venturefonde var de 11 investeringer i life science. De meget kapitalkrævende biotek-og medicoselskaber ligger dog i toppen, når det handler om at hente flest millioner per investeringsrunde.

Færre investeringer fra kapitalfonde

Knap så god var udviklingen for kapitalfonde, der har ejerskab i 317 virksomheder i hele landet, og den manglende vækst kædes i branchen sammen med Covid-19:

"Man kan ikke omtale 2020 uden at nævne COVID-19. Pandemien har været en afgørende faktor for at drive virksomhed i 2020, og mange virksomheder har været afhængige af de politiske beslutninger, der blev foretaget i løbet af året.

Kapitalfonde har investeret i 32 danske virksomheder i 2020, hvilket er mindre end i 2018 og 2019. Dertil har kapitalfonde frasolgt markant færre virksomheder i 2020 end i tidligere år. En direkte årsag hertil er, at det var et udfordrende forår, hvor pandemien skabte store usikkerheder, hvilket resulterede i lavere risikovillighed blandt eventuelle købere til de kapitalfondsejede virksomheder," fremgår det af aktivitetsrapporten.

Ikke desto mindre var der en stor stigning i både kapital- og venturefondes kapitalrejsning:

"Danske kapitalfonde modtog i 2020 kapitaltilsagn på 11,5 mia. kr., hvilket er 6,5 mia. kr. mere end i 2019. Kapitaltilsagnet til danske venturefonde var mere end dobbelt så stort i 2020 i forhold til i 2019. Hele 1.713 mio. kr. er givet i kapitaltilsagn til fem forskellige venturefonde, hvoraf de største kapitaltilsagn blev givet til Seed Capital og PreSeed Ventures."

Business angels investerer mere

Også de danske private investorer, business angels samlet i Danban, er en del af brancheforeningen. Og her viser tallene, at den type investorer har vist risikovillighed på trods af Covid-19.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også