Nasdaq-direktør: Kritikere misforstår grundlæggende vækstbørs' formål

Vækstbørs: Danske virksomheders appetit efter at blive børsnoteret var stor i 2021. Også på vækstbørsen First North, som ellers har modtaget en del kritik. Direktøren for Nasdaq i København mener, at kritikerne har misforstået, hvad vækstbørsen er til for.
Nikolaj Kosakewitsch, adm. direktør hos Nasdaq Copenhagen | Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Nikolaj Kosakewitsch, adm. direktør hos Nasdaq Copenhagen | Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Sidste år lod det højeste antal nye virksomheder sig notere på en af Nasdaqs børser i København siden 2007.

Og der er fortsat rigtig stor efterspørgsel efter at komme på børsen og rejse kapital, lyder det fra Nikolaj Kosakewitsch, adm. direktør hos Nasdaq Copenhagen.

Til KapitalWatchs søstermedie FinansWatch forklarer han, at interessen er stor for både hovedbørsen, Nasdaq OMX Copenhagen, og på vækstbørsen First North – også selvom sidstnævnte har lagt ryg til en del kritik, bl.a. om for store løfter fra selskaberne, for få succeshistorier og for få stigende aktiekurser.

Ifølge Nikolaj Kosakewitsch har mange af kritikerne dog grundlæggende misforstået, hvad First North egentlig er til for.

"Der er mange forskelle mellem en vækstbørs og en hovedbørs. Der er en form for narrativ omkring, at barren skal hæves for adgangskravene til First North, så de stort set er på niveau med hovedbørsen. Men det er slet ikke formålet med en vækstbørs," siger han til FinansWatch.

Nasdaq-direktøren peger på, at kravene er anderledes for virksomheder, der gerne vil rejse penge på en vækstbørs, i prospektforordningen, der regulerer prospekternes udformning, og at det er en del af ønsket med EU's kapitalmarkedsunion, at det skal være nemmere for mindre virksomheder at rejse kapital.

Han afviser dog ikke, at man fremover vil gøre noget anderledes med noteringerne på First North.

"Vi er selvfølgelig interesserede i at deltage i en aktiv dialog om, hvad vi som platform kan gøre bedre. Men vi bliver nødt til også at få kridtet banen op og sige, at man ikke skal forvente, det bliver lige så krævende at rejse kapital på First North som på hovedbørsen," siger han.

Nasdaq fik rekordår i Europa i 2021

Bawat vil skaffe frisk kapital med notering på First North Premier

Ny forening: Dansk vækstbørs skal fungere ligeså godt som venture- og business angel-markedet 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også