Flere danske fodboldklubber på danske hænder: "Afspejles ikke i Europa"

Danske fodboldklubber har de senere år inviteret flere lokale end udenlandske investorer ombord. Udviklingen afspejles ifølge medstifter af analysevirksomhed ikke i europæisk fodbold, hvor bl.a. institutionelle investorer i stedet har gjort deres indtog.
Den spanske storklub FC Barcelona har i den forgangne sommer måttet hive i utraditionelle finansielle håndtag for at få råd til en række nye spillere. Her ses to af dem, polske Robert Lewandowski (i midten) og danske Andres Christensen (t.h.). | Foto: Ander Gillenea / AFP / Ritzau Scanpix
Den spanske storklub FC Barcelona har i den forgangne sommer måttet hive i utraditionelle finansielle håndtag for at få råd til en række nye spillere. Her ses to af dem, polske Robert Lewandowski (i midten) og danske Andres Christensen (t.h.). | Foto: Ander Gillenea / AFP / Ritzau Scanpix

For knap et år siden kunne KapitalWatch konstatere, at ”investorerne vælter ind i danske fodboldklubber”.

Det var bl.a. på baggrund af Anders Holch Povlsens investering i FC Midtjylland, Better Collective-stifternes ditto i Viborg FF og erhvervsmand Jacob Andersens redning af Vendsyssel FF.

Siden er flere danske klubber blevet handlet med danske investorer på købersiden. Fremad Amager blev købt af ejerne af energiselskabet Velkommen i begyndelse af 2022, mens to lokale erhvervsfamilier købte Sønderjyske i starten af indeværende måned.

I begge tilfælde overtog de nye danske ejere efter udenlandske investorer. Førstnævnte ovenpå ”en rigtig kaotisk tid”, sidstnævnte efter en sportslig nedtur med nedrykning til landets næstbedste række, 1. division.

Dermed skrev de sig ind i rækken af danske fodboldklubber med knap så stor succes på udenlandske hænder, som man i første omgang havde forhåbninger om.

En række, der også tæller nyligt konkurs-erklærede Jammerbugt FC, som i skrivende stund fortsat er på tyske Klaus-Dieter Müllers hænder, og Esbjerg FB, der for få år siden var en Superliga-klub, men som i dag spiller i den tredje bedste række med et amerikansk selskab som primær ejer.

Det har fået andre klubber til som udgangspunkt at se bort fra interesserede udenlandske investorer som mulige nye ejere.

Det gælder både Superliga-klubberne Randers FC og AC Horsens, samt Hobro IK og Hvidovre IF, der begge er i 1. division, og som alle i en periode enten har været meldt til salg eller fortalt om seriøs og løbende interesse fra investorer.

Ser man overordnet på ejerkredsene i Danmarks bedste fodboldrækker for herrer er størstedelen i dag på danske hænder.

FC Nordsjælland og FC Midtjylland er begge fremtrædende og succesfulde undtagelser, ligesom børsnoterede Brøndby IF af flere medier er rygtet på vej på udenlandske hænder, men her er intet endnu faldet på plads.

Går imod europæisk tendens

Udviklingen på ejersiden i dansk herrefodbold går langt hen ad vejen imod den generelle tendens i europæisk fodbold. Især hvis man ser mod de helt store ligaer med et større internationalt publikum.

Det vurderer Kasper Kronenberg, chefredaktør og medstifter af medie- og analysevirksomheden Off The Pitch, hvis fokus er på forretningssiden af international fodbold.

”Det er noget, som sker i Danmark, men det afspejles ikke i Europa. Her er tendensen, at der kommer flere og flere udenlandske ejere, og den er fortsat meget tydelig,” siger han og fortsætter:

”Der er måske to underspor i den. Det ene er, at de kinesiske ejere er på vej ud, mens de amerikanske ejere er på vej ind. Der er helt vildt mange amerikanske penge på vej ind i europæisk fodbold,” siger han og fremhæver engelske Chelsea FC som seneste eksempel.

Den engelske storklub blev for nyligt købt af et amerikansk konsortium med investoren Todd Boehly i spidsen. Klubben blev sat til salg, efter den hidtidige ejer, russiske Roman Abramovich, blev tvunget til at skille sig af med klubben som følge af Ruslands invasion af Ukraine.

Kasper Kronenberg (billede) står sammen med Mads Meisner bag medie- og analysevirksomheden Off The Pitch. De forlod begge hver deres post som virksomhedsredaktør hos Børsen for at starte mediet, som blev lanceret i 2019. | Foto: TV 2
Kasper Kronenberg (billede) står sammen med Mads Meisner bag medie- og analysevirksomheden Off The Pitch. De forlod begge hver deres post som virksomhedsredaktør hos Børsen for at starte mediet, som blev lanceret i 2019. | Foto: TV 2

Et andet eksempel er de italienske mestre fra AC Milan, der tidligere på sommeren blev handlet mellem de amerikanske selskaber Elliot Management og Redbird Capital. Sidstnævnte var køber i handlen med en formodet værdi på 1,2 mia. euro.

”Det er blevet en ting i USA, at hvis man har pengene til det, så vil man rigtig gerne ind i europæisk fodbold,” forklarer Kasper Kronenberg, der tilføjer, at det ikke kun handler om prestige for de amerikanske investorer, selvom det godt kan være tilfældet for nogle.

”Det er tydeligt, at der kommer flere ind, som har en kommerciel interesse og ønsker at forrente deres investering. Og selvom det ikke altid lykkes med det samme, ser vi flere klubber, der viser positive takter, og som har en god kommerciel side med signifikante indtægter.”

Institutionelle investorer er med

Kasper Kronenberg vil godt gå med til at kalde det en tendens, om end en lille en af slagsen, at flere europæiske fodboldklubber bliver mere veldrevne og forretningsorienterede.

En tendens, der bliver yderligere forstærket af kommende reviderede regler for finansielt fairplay, hvor fokus udvides fra at være på klubbernes underskud til også at sætte rammer for, hvor meget de f.eks. må bruge af deres samlede omsætning på aflønning af spillere.

Sidstnævnte møder bl.a. opbakning fra topfolkene i den bedste spanske række, La Liga, hvor en af de mest berømte fodboldklubber, FC Barcelona, netop kæmper for at få balancen mellem indtægter og spillerlønninger til at gå op.

En kamp, som har fået FC Barcelona til at sælge flere aktiviteter fra til investorer, herunder 25 pct. af indtægterne fra sine fremtidige ligakampe, som er blevet købt af det amerikanske investeringsselskab Sixth Street.

Udover en ubalance mellem løn og omsætning har FC Barcelona også opbygget en markant kortfristet gældspost, som frasalget også skal ses i lyset af, da det styrker klubbens kapitalgrundlag med et milliardbeløb. Til gengæld giver det Sixth Street retten til en fjerdedel af FC Barcelonas tv-indtægter på liga-kampe de næste 25 år.

Handlen ligner i grove træk de milliardaftaler, kapitalfonden CVC Capital Partners har indgået med de bedste rækker i både Spanien og Frankrig om samme type rettigheder – og hvor FC Barcelona som en af få klubber har valgt at stå uden for.

”Der er kommet mange flere seriøse penge og institutionelle investorer ind i europæisk fodbold fra USA. Sixth Street, CVC og andre. De gør det altså ikke for sjov, men udelukkende for at tjene penge,” konstaterer Kasper Kronenberg, som også ser, at et større antal klubber med en veldrevet kommerciel forretning vil trække endnu flere investorer til markedet.

”Da vi startede Off The Pitch for tre og et halvt år siden, kunne vi se, at mængden af klubber i Europa, der lavede overskud, var vokset støt år for år, og det gør den stadigvæk. Vi troede så, det betød, at flere også ville få en lønsom forretning, men det er det stadig et fåtal, der har.”

Retter vi igen blikket mod de danske klubber, er der ifølge Kasper Kronenberg også mange veldrevne klubber at finde her – også når man ser dem i en europæisk kontekst.

”De er ikke rene pengemaskiner, og mange har underskud, men vi ser trods alt og må have respekt for den udvikling, som f.eks. Brøndby og AGF har været igennem. Og FC Midtjylland er bare sindssygt veldrevet,” siger han.

Kan også se mod Danmark

Derfor vurderer han, at danske fodboldklubber også fremover vil være interessante for ikke bare nye udenlandske investorer, men også institutionelle investorer. For sidstnævnte gruppe vil det dog nok kun være for en håndfuld af de danske klubber.

”Top fem-seks-klubberne i Danmark vil godt kunne tiltrække de institutionelle investorers interesse. Hos dem er budgetterne og indtægterne store nok til, at det kan være attraktivt for et investeringsselskab eller en bank at engagere sig,” siger han og tilføjer:

”Men der hvor jeg kan være i tvivl om, hvorvidt det så også kommer til at ske, er, hvor meget lyst man i klubberne har til at sælge til en institutionel investor. I Danmark kan man generelt ikke lide de store investeringsbanker og er skeptisk overfor kapitalfonde.”

”Så jeg tror, interessen er der, men spørgsmålet er, om der er en lyst til at sælge til en investor med en meget Wall Street-agtig tilgang. Og det kan jeg godt have en tvivl om.”

Denne skepsis er også udbredt blandt fodboldfans, også uden for de danske grænser. Det blev klart, da en række storklubber i europæisk fodbold i foråret 2021 lancerede deres planer om at etablere en paneuropæisk superliga.

Grundet vedvarende, voldsomme og bredt funderede protester trak klubberne liga-forslaget tilbage, og JP Morgan, som var gået med til at finansiere ligaen, var efterfølgende ude med en undskyldning for sin medvirken.

Amerikaner sælger fodboldklub til lokale investorer

Brøndby IF bekræfter dialog med investorer

Forening vil skærpe kontrol med investorer i fodboldklubber

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også