Investorer bestormer dansk fodbold – og de er velkomne

Danske klubber ved, at tiden er inde til at hente både kapital og indsigt, vurderer chefredaktør på det internationale fodboldmedie Off The Pitch efter en række investeringer. Det er dog ikke altid, det går godt. Advokatfirma på vej med M&A-afdeling for fodbold.
Chefredaktør Kasper Kronenberg
Chefredaktør Kasper Kronenberg

Danske rigmænd, amerikanere, egyptere – og mange flere.

Investorerne vælter ind i danske fodboldklubber, senest en lille håndfuld i første halvår 2021, og der er nu så stor investor-interesse for danske fodboldklubber, at advokatfirmaet Dahl er i gang med at etablere en M&A-afdeling målrettet fodbold.

Det skriver det internationale, danskejede fodboldmedie Off The Pitch, hvis fokus er business i de europæiske fodboldklubber.

Dahl er bl.a. husadvokat for Viborg FF og FC Midtjylland, der for nylig har hentet kapital, og firmaets specialist på området, advokat Frederik Bruhn, siger til Off The Pitch, at der er mere på vej:

"Mange danske klubber formår lige netop at få break-even eller taber penge, og det betyder, at klubberne ikke er specielt dyre, når du anvender multipler. Hvis du for eksempel køber aktiemajoriteten i en klub for syv mio. euro, skal der ikke mange spiller-transfers til for at hente investeringen hjem."

Flere årsager til handlerne

Chefredaktør og medstifter på Off The Pitch, Kasper Kronenberg, siger til KapitalWatch, at der efter hans mening er flere årsager til, at vi ser investeringerne netop nu i dansk fodbold.

"En af de primære årsager er, at der skal være nogen, der er villige til at sælge, og det er mange nu. De har set i øjnene, at næste skridt i deres udvikling kræver kapital og viden, som de ikke selv har."

Han tilføjer, at hele setup'et omkring de ambitiøse fodboldklubber i dag er blevet meget professionaliseret. De tider er forbi, hvor der var en cheftræner, en assistent eller to og så en læge, en massør og en fysioterapeut på halv tid.

Hvis man skal konkurrere på øverste niveau, er stabene omkring førsteholdene 7-10 fuldtidsansatte, inklusive flere fysiske trænere, transitions-trænere og taktiske analytikere, så den faste omkostningsbase har været støt stigende.

Og i takt med den udvikling er kompleksiteten stigende, hvorfor en række ejere måske har indset, at de ikke har den fornødne indsigt til at drive en så stor organisation.

"Jeg tror sådan set, at investorerne har banket på dørene i årevis, men først nu er klubberne klar. Først nu kan de se, at det er nødvendigt at få supplerende kapital og viden ind," pointerer Kasper Kronenberg.

Fascineret af foldbold

Han fremhæver også, at mange rigmænd altid har været fascineret af medier og fodbold, og det er de fortsat. Men hvor de måske tidligere kunne købe sig ind i klubber i de store europæiske ligaer, så er det ikke tilfældet i dag, hvor man skal være mange-milliardær, hvis man eksempelvis skal købe en Premier League-klub.

Derfor er de fodbold-interesserede rigmænd nødt til at vende blikket mod de mindre ligaer, og det er her, Danmark kommer ind i billedet.

Adgangsbarriererne for at komme ind i de danske klubber er lave, der er ikke de store restriktioner, der er sælgere herhjemme, og så er de danske klubber blandt andet gode til at udvikle og sælge spillere sammenlignet med deres nordiske naboer.

Priserne på klubberne er ikke voldsomt høje, de færreste tjener penge på bundlinjen, men sigtet er ofte at opbygge og optimere hele infrastrukturen i klubben, både den kommercielle samt den tekniske del, forklarer han. Eller med andre ord: De investerer tid og midler i at optimere det aktiv, de har købt, som de så på et tidspunkt kan sælge videre.

Nu skal klubber tjene penge

De røde tal på bundlinjerne, eller meget beskedne overskud, er ikke et dansk fænomen, men gældende – med undtagelser – for en lang række europæiske klubber.

"Langt størstedelen af klubberne tjener ikke penge, og man kan sige, at den erhvervsøkonomiske logik på en eller anden måde er ude af drift i fodbold. Når det er sagt, så ser vi i dag en tydelig bevægelse både mentalt og lovgivningsmæssigt mod, at klubberne skal tjene penge. Det bliver de mere og mere bevidste om," pointerer Kasper Kronenberg.

Investorer køber Viborg FF

KapitalWatch har i en række artikler dækket investeringerne i de danske fodboldklubber og senest Viborg FF, der solgte 70 procent af aktierne til en investorgruppe. Klubben er netop rykket op i superligaen.

AGF spiller imod Viborg på Aarhus Stadion | Foto: Søren Vendelbo / Ritzau Scanpix
AGF spiller imod Viborg på Aarhus Stadion | Foto: Søren Vendelbo / Ritzau Scanpix

Prisen for aktierne var på 42,3 millioner kroner, og bag investeringen står Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen, begge fra Viborg-egnen og stiftere af marketingvirksomheden Better Collective og analysefirmaet Football Radar. I 2019 købte de den engelske klub Notts County, som spiller i den femtebedste række.

De nye investorer håber på yderligere fremgang for klubben.

"Vi ser investeringen i et langsigtet perspektiv, fordi vi ser et stort potentiale i klubben. For os handler investeringen både om passion for Viborg og fodbold, og så tror vi også på, at vi med vores ressourcer kan skabe nye muligheder og løfte klubben, hvilket også kan være med til at skabe yderligere værdi for hele lokalområdet," sagde Jesper Søgaard til Ritzau.

Bestseller-ejer ind i FCM

I begyndelsen af juni i år var det en af sværvægterne i dansk erhvervsliv, den stenrige Bestseller-ejer Anders Holch Povlsen, der gennem sit investeringsselskab Heartland købte sig ind i superliga-klubben FC Midtjylland. Ifølge Børsen var der tale om en kapitalindsprøjtning på 125 mio. kr., der sikrede ham en ejerandel på 25 procent.

Anders Holch Povlsen, adm. direktør for Bestseller | Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
Anders Holch Povlsen, adm. direktør for Bestseller | Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix

Formålet med kapitaludvidelsen er at løfte klubben op blandt de 50 bedste europæiske klubber ved bl.a. at skabe de bedste træningsfaciliteter for de etablerede spillere og unge talenter.

FC Midtjyllands administrerende direktør Claus Steinlein hæfter sig i en kommentar på klubbens hjemmeside ved, at det er en lokal erhvervsmand, der nu bliver en del af ejerkredsen.

"Det er det perfekte match. Anders er vokset op i en lille by i lokalområdet, og det er her i området, han har sin virksomhed. Lokalområdet er en stor del af vores identitet i FC Midtjylland," siger Claus Steinlein og tilføjer, at den nye storinvestor i klubben tilfører mere værdi end bare penge:

"De skridt, vi (FCM, red.) skal tage nu, tog han for 20 år siden, og det har han prøvet med så mange virksomheder, så nu skal vi egentlig bare lytte og lære."

Holch Povlsen deltog ikke selv på pressemødet og har ikke kommenteret investeringen.

Amerikanere til Esbjerg

I februar i år overtog amerikanske investorer aktiemajoriteten i EfB Elite A/S, ejer af Esbjerg fB. Investorkredsen, der ifølge selskabets meddelelse også er involveret i fodboldklubber i England, Frankrig, Schweiz og Belgien, består af Chien Lee, Partners Path Capital, Pacific Media Group og Krishen Sud. Investorkredsen kom med 30 millioner kr.

Samtidig indskød den lokale investor Claus Sørensen Gruppen 10 millioner kr. i ny aktiekapital, ligesom det er aftalt, at der kan indskydes op til 5,5 millioner kr. fra lokale investorer.

Egyptisk koncern sætter sig på FCN

En måned tidligere overtog den familieejede egyptiske koncern Mansour Group majoriteten af aktierne i fodboldklubben FC Nordsjælland. Mansour-familien, der bl.a. har en kapitalfond, købte aktierne gennem et nyt investeringsselskab, Man Sports.

Ifølge FCN vil det nye partnerskab give omkring 100 millioner euro (744 millioner kr.) fordelt over adskillige år til forbedringer af blandt andet superligaklubben. Engelske investorer købte i 2015 FCN af den tidligere majoritetsejer Allan K. Pedersen.

Investorernes indtog i dansk fodbold har ikke alene fundet sted i 2021, men også adskillige gange i de forgangne år.

Banede vejen for Daniel Aggers ansættelse

Capelli Sport med virksomhedsejeren George Altirs i spidsen er hovedaktionær i HB Køge A/S, og det er i sagens natur dem, der har gjort det muligt at hyre trænerduoen Daniel Agger og Lars Christensen.

Og så er der selvfølgelig den nok mest kendte investor i dansk fodbold, Lars Seier, der for et par år siden, via Seier Capital, betalte knap en kvart milliard kroner for en ejerandel i Parken Sport & Entertainment, der bl.a. ejer fodboldklubben FC København. På pressemødet sagde han ifølge Finans, at han er fan af FCK:

"Jeg er her for at vinde fodboldkampe og pokaler, men også for at styrke Parken økonomisk. Skulle der en dag blive brug for flere penge, så vil jeg også være parat til det," pointerede han.

Et kortvarigt forhold

Selv om de udenlandske investorer kan tilføre såvel indsigt som kapital, er det ikke altid, at opkøbene får en positiv udgang. Fredag den 2. juli 2021 kom det således frem, at udenlandske investorer efter ni måneders ejerskab ikke længere er en del af Vendsyssel FF. Klubben er tilbage på lokale hænder, skrev Ritzau med henvisning til Det Centrale Virksomhedsregister, hvor tidligere bestyrelsesformand Jacob Andersen står registreret som ejer og direktør.

Samme sted oplyses det, at Ahmet Schäfer, Jerome Champagne og Yannick Flavien fra det schweiziske selskab Core Sports Capital (CSC) ikke længere er ejere af klubben.

Vendsyssel skriver samme nyhed på sin hjemmeside:

"Jeg er på klubbens, spillernes, medarbejdernes, byens, sponsorernes, vores moderklub og ikke mindst vores fans' vegne rigtig glad for at kunne meddele, at jeg per dags dato har købt aktierne i Vendsyssel FF tilbage af CSC," siger Jacob Andersen og tilføjer:

"Vores ni måneders "ægteskab" med CSC blev meget hurtigt et ulykkeligt "ægteskab”, men det er noget, vi nu lægger bag os."

Lokale investorer overtager fodboldklubben Vendsyssel 

Bestseller-ejer investerer trecifret millionbeløb i dansk topklub

Fodboldklubben Esbjerg får amerikanske ejere og flere penge 

Investorgruppe køber 70 procent af superligaklubben Viborg 

Fodboldklub jagter 150 mio. kr. til nyt stadion tegnet af Aarstiderne

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også