Brøndby IF bekræfter dialog med investorer

Fodboldklubben bekræfter i en meddelelse, at den aktuelt er i dialog med mulige investorer. Ifølge Ekstra Bladet er udenlandske konsortier interesserede. Flere danske fodboldklubber har det seneste år tiltrukket nye investorer.
Jan Bech Andersen, bestyrelsesformand og storaktionær i Brøndby IF | Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
Jan Bech Andersen, bestyrelsesformand og storaktionær i Brøndby IF | Foto: Jens Dresling / Ritzau Scanpix
Af Marketwire og Jesper Elkjær Jensen

Fodboldklubben Brøndby IF bekræfter, at der er løbende interesse for at købe og investere i selskabet.

Det sker i en børsmeddelelse, efter bestyrelsesformand Jan Bech Andersen forleden over for Ekstra Bladet meldte om opkøbsinteresse.

”Under henvisning til omtale i flere medier dags dato om aktuelle drøftelser med mulige investorer vedrørende et muligt salg af aktier og investering i Brøndby IF, skal vi hermed meddele, at Brøndby IF løbende modtager henvendelser fra interesserede investorer,” skriver selskabet bag fodboldklubben.

”Aktuelt er der dialog med mulige investorer, hvor man afdækker mulighederne for et muligt salg af aktier og investering i Brøndby IF,” lyder det videre.

Klubben forsikrer samtidig om, at hvis drøftelserne resulterer i konkrete aftaler, vil markedet straks blive orienteret.

Udenlandsk interesse

Jan Bech Andersen er både formand for Brøndby IF og storaktionær med en ejerandel på 54,6 pct. af klubben.

Han understregede, at der endnu ikke er noget konkret på plads, men at der er en proces i gang, som skrider fremad. Ifølge Ekstra Bladet er et spansk og et amerikansk konsortium ”i spidsen for processen.”

Dermed kan klubben på den københavnske vestegn blive den seneste i rækken af danske fodboldklubber på udenlandske hænder.

Det gælder i øjeblikket bl.a. Esbjerg FB og FC Nordsjælland med hhv. amerikanske og egyptiske ejere.

I april blev omvendte tilfældet i Fremad Amager, hvor de hidtidige amerikanske ejere, Josh Wallace og Richard Finger, efter et tumultarisk ejerskab solgte klubben til en dansk investorgruppe bestående af ejerne bag energiselskabet Velkommen.

De er ikke de eneste danske investorer, som det seneste år har skudt penge i dansk fodbold. Det gælder også Anders Holch Povlsen og Better Collective-duoen Jesper Søgaard og Christian Kirk Rasmussen, som sidste år trådte ind i ejerkredsen hos hhv. FC Midtjylland og Viborg FF.

Er blevet gældfri

Efter flere år med underskud er der kommet styr på forretningen i Brøndby, der i 2021 leverede et overskud på 83,4 mio. kr. Samtidig er superligaklubben blevet gældfri.

Jan Bech Andersen gik ind i Brøndby som investor i 2013, og han har løbende investeret i klubben. Ekstra Bladet skriver, at formanden har brugt op mod 275 mio. kr. i Brøndby over en niårig periode.

Ifølge Berlingske startede salgsprocessen af Brøndby IF allerede i starten af 2020, hvor Jan Bech Andersen ifølge mediet ”bekræftede, at det var tid til at finde nye investorer” til klubben.

Forening vil skærpe kontrol med investorer i fodboldklubber

Fremad Amager-direktør er tryg ved nye ejere

Fodboldboss vil skabe imperium: Vil købe flere klubber

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også