Klimafond lander investeringer fra kemivirksomhed, dansk bank og fagforbund

Climentum Capitals første fond, der har fokus på investeringer i at reducere CO2-udledning, har landet en investering fra den tyske kemivirksomhed BASF gennem dennes venturearm. Også Vækstfonden, dansk bank og fagforbund er blandt investorerne.
Morten Halborg, Managing Partner & Founder i Climentum Capital. | Foto: Climentum Capital / PR
Morten Halborg, Managing Partner & Founder i Climentum Capital. | Foto: Climentum Capital / PR

BASF’s investeringsenhed BASF Venture Capital har investeret i Climentum Capitals første venturefond, der forventes at blive på i alt 150 mio. euro, svarende til godt 1,1 mia. kr.

”Climentums brede og erfarne team afsætter fra start fuldtidsressourcer til at udarbejde CO2-regnskaber og yde rådgivning for porteføljevirksomhederne,” siger Markus Solibieda, Managing Director BASF Venture Capital i en pressemeddelelse om investeringen.

Mark Meier, nordisk og baltisk VP i BASF, tilføjer:

”Partnerskabet giver BASF Venture Capital et stærkt fodaftryk i Norden og vil fremskynde vores samarbejde med nystartede virksomheder og vores eksterne innovationsaktiviteter.”

Foruden BASF har også Arbejdernes Landsbank investeret ca. 6 mio. euro, godt 44,6 mio. kr., i Climentum Capitals første fond som led i bankens bæredygtighedsstrategi.

”Investeringen i Climentum Capital har fokus på både at skabe et finansielt afkast og samtidig bidrage til den positive udvikling i samfundet ved at have klima og bæredygtighed som integreret målsætning,” siger projektchef for bæredygtighed i Arbejdernes Landsbank, Maria B. Rasmussen i en pressemeddelelse fra banken.

”Hvis vi skal lykkes med at opfylde Parisaftalen og Danmarks mål om at blive et klimaneutralt samfund i 2050, er det indlysende, at den finansielle sektor – herunder også Arbejdernes Landsbank - bidrager til at investere i den transition,” tilføjer Maria B. Rasmussen.

”Climentum Capital er et eksempel på netop dette.”

Foruden BASF Venture Capital og Arbejdernes Landsbank, er også Vækstfonden og fagforeningen 3F blandt investorerne. Størrelsen på BASF’s investering fremgår ikke.

Morten Halborg, managing partner i Climentum Capital, fortæller, at bankens investering har haft ”stor betydning” for venturefondens opstart. Derfor er han glad for at tilbyde et alternativ til klassiske ventureinvesteringer.

”Vi har skabt et stærkt og målbart investeringsalternativ til mange andre ventureinvesteringer – og som har potentiale til at kunne skabe en reel bæredygtig forandring i samfundet,” siger Morten Halborg.

Skal investeres i 25 virksomheder

Som tidligere beskrevet vil Climentum Capital igennem sin første fond investere i klima og bæredygtighed.

Ved at investere i bl.a. kommercielt skalerbare klima-teknologier, som skal levere dokumenterede klima-effekter for at sikre partnernes bonus, håber fonden at have skabt en konstruktion, der kan præge markedet generelt.

”Når det nu er muligt at dokumentere klima-effekter videnskabeligt, hvorfor så ikke cementere det fokus, så investorer og virksomheder kan være sikre på, at vi er mission-aligned?” har Morten Halborg, tidligere sagt til KapitalWatch.

Climentum Capital blev stiftet i 2020 og har kontorer i København, Stockholm og Berlin. Målet med den første fond er at investere i 25 virksomheder over fire år i den første fond med et gennemsnitligt initialt investeringsbeløb i spændet en-fem mio. euro.

Det bliver primært i Norden samt Østrig, Tyskland og Schweitz, Climentum Capital vil finde sine investeringscases.

Investeringerne vil blive inden for de seks vertikaler vedvarende energi, fødevarer og landbrug, industri og produktion, bygninger og arkitektur, transport og mobilitet samt affald og materialer.

Fonden er en såkaldt artikel 9 fond i henhold til EU’s disclosureforordning, hvilket betyder, at fondens investeringer har bæredygtighed og bekæmpelse af klimaforandringer som integreret målsætning.

Partner i ny klimafond: Vi kan ikke bare fedte rundt i metaverset

Ny impact-fond vil ”være med til at løse systemiske udfordringer”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også