Ny eventplatform vil øge investeringerne i kreative virksomheder

Nephew-guitarist vil sammen med fonde og organisationer holde en række events, hvor målet er at øge investorernes interesse for at skyde penge i den kreative del af det danske marked.
Kristian Riis er gået sammen med blandt andre Dansk Erhverv og Vækstfonden for at sætte skub i investeringerne. | Foto: Volcano/PR
Kristian Riis er gået sammen med blandt andre Dansk Erhverv og Vækstfonden for at sætte skub i investeringerne. | Foto: Volcano/PR

Den danske kreative branche har et langt større potentiale, end den udlever i øjeblikket. Problemet er manglende investeringer, og det går ud over eksporten.

Det mener den tidligere Nephew-guitarist og iværksætter Kristian Riis. Sammen med Industriens Fond, Vækstfonden, Dansk Erhverv og banken Lunar lancerer han derfor platformen Danish Creative Industries (DCI), hvor ambitionen er at gøre afstanden kortere mellem investorer og kreative virksomheder.

"Der er rigtig mange kreative virksomheder, der har brug for hjælp. Mange er gode til at være kreative, men det er svært at bygge og vækste en virksomhed, og den hjælp manglede jeg selv, da jeg startede som selvstændig for 15 år siden," siger Kristian Riis til KapitalWatch og fortsætter:

"En af de største vækstbarrierer er adgangen til kapital og gøre sin virksomhed investeringsparat."

At der er potentiale for mere vækst, bakkes op af tal fra det såkaldte Vækstteam for kreative erhverv – et team af erhvervsledere, der blev oprettet af den daværende VLAK-regering.

I oktober 2018 konkluderede teamet, at eksporten fra branchen var steget fra 48 mia. kr. i 2009 til 92 mia. kr. i 2016. Men samtidig kom teamet med anbefalinger til seks indsatsområder, der samlet vurderes at kunne øge eksporten yderligere med 46 mia. kr.

Et af de seks indsatsområder var at give ”bedre vilkår for investeringer og crowdbaseret finansiering” til branchen, og det er altså dette område, som DCI vil forsøge at forbedre.

Brian Mikkelsen var erhvervsminister, da vækstteamet blev oprettet. Han er sidenhen blevet adm. direktør i Dansk Erhverv, som er blevet projektpartner i DCI.

"Vi ser ind i en fremtid, hvor den tiltagende digitalisering og kamp for bæredygtighed for alvor giver plads til, at de kreative erhverv kan vokse og blive en løftestang for innovation og sætte skub i eksporten. Men for at vi for alvor kan få gang i væksten, kræver det nogle bedre rammevilkår, f.eks. bedre adgang til finansiering og kvalificeret arbejdskraft," siger Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Kristian Riis var som nævnt guitarist i den hedengangne succesfulde rockgruppe Nephew, der har solgt mere end 400.000 albums.

Succesen lå dog ikke altid i kortene for Nephew, der blev dannet i 1996, og Kristian Riis fortæller, at gruppen også oplevede, at det var svært at skrabe penge sammen – om end det er et ældre eksempel.

"Da vi i Nephew skulle lave vores første plade, gik vi ned i banken og spurgte, om vi kunne få en kassekredit på 20.000 kr., og der kiggede de bare på os og sagde ’nej, vi kan jo ikke regne med, at I nogensinde bliver til noget’," fortæller Kristian Riis og siger, at netop dette stadig kan være en udfordring.

"Når vi snakker med en arkitektvirksomhed fra Skive, der siger, at de kan ansætte folk, men ikke har kapitalen til det, eller når vi taler med en tøjvirksomhed, der har brug for kapital til at lave den næste kollektion, så er det bare svært at få banken med på idéen," siger Kristian Riis, men understreger, at han ikke tror, det er af ond vilje.

Ifølge ham har den kreative branche et ry for at være en risikofyldt branche at investere i, men det vil DCI også forsøge at ændre på.

"Vi vil ikke kun gøre virksomhederne bedre til at pitche over for investorer, det handler også om at tage fat i investorerne og fortælle, at der er nogle rigtig gode forretningsmodeller," siger Kristian Riis.

Alt efter hvordan begivenhederne forløber, vil parterne bag tage stilling til, hvad der efterfølgende skal ske. Kristian Riis fortæller, at nogle mulige perspektiver kan være at oprette en kapitalfond rettet mod den kreative branche eller lave acceleratorprogrammer.

Industriens Fond har bidraget med knap 3 mio. kr. til projektet, mens Vækstfonden, Lunar og Dansk Erhverv ikke vil oplyse, hvor meget de har bidraget med.

Projektet startes med et arrangement i København 29. november, mens de seks resterende arrangementer bliver holdt næste år i Aalborg, Struer, Aarhus, Odense, til folkemødet på Bornholm, og i september rundes det af med endnu et arrangement i København.

Tidligere Noma-folks smagsvirksomhed lukker international serie a-runde 

Ny filmfond med kendt branchetrio jagter tocifrede årlige afkast

Kendte internationale navne skyder kapital i dansk mad-startup

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også