Nordic Eye kører selskaber i stilling til milliardsalg

Når ventureselskabet Nordic Eye har en værdiansættelse af sit mest værdifulde selskab, forventer founding partner Peter Warnøe at sælge hele eller dele af sin første fond inden for seks til ni måneder.
"Vi føler os ret sikre på, at køberne af hele eller dele af Fond I vil være investorer, som vil have de fire store selskaber alene," siger Peter Warnøe | Foto: Nordiceye
"Vi føler os ret sikre på, at køberne af hele eller dele af Fond I vil være investorer, som vil have de fire store selskaber alene," siger Peter Warnøe | Foto: Nordiceye

Investorerne i Nordic Eyes første fond, der blev rejst tilbage i 2017/18 står efter alt at dømme til et klækkeligt afkast i kraft af fire selskaber, som det dansk-baserede, internationale ventureselskab agter at sælge i løbet af 2023. 

Et samlet salg af enten hele eller dele af Fond I forventes ifølge founding partner Peter Warnøe at ske inden for de kommende seks til ni måneder. Et salg vil finde sted, når der er en værdiansættelse af det formentlig klart mest værdifulde selskab, det amerikanske software- og healthtech-selskab Bellabeat, der bliver værdiansat i forbindelse med en aktuel private placement. 

Det er en kapitalrejsning forud for enten et salg eller en børsnotering af virksomheden, der ifølge Nordic Eye i foråret 2022 havde en værdiansættelse på omkring fire mia. dollars, 28 mia. kr., og hvor Nordic Eye har ejerandel på ca. 20 pct.

”Den aktuelle kapitalrunde i Bellabeat har skubbet vores salg af Fond I, og vi har afventet, hvad værdien af selskabet bliver. Når runden i selskabet er afsluttet, har vi værdien af alle fire selskaber, og så er vores forventning, at prisdiskussionen ikke bliver så stor,” siger Peter Warnøe til KapitalWatch.

Bellabeat blev stiftet tilbage i 2014 i San Francisco og har udviklet et smykke målrettet kvinder, som blandet andet måler temperatur, puls, søvn og hvor meget, man har motioneret, og overfører oplysningerne til en app, hvor man også kan få råd til at forbedre sin kost, motion og søvn. 

Bellabeat har næsten fem millioner abonnenter, primært i USA og hovedsagelig kvinder.

Unicorn

Nordic Eye investerede i selskabet, der har opnået Unicorn-status (selskaber med en værdi på over 1 mia. USD) i foråret 2018, og har siden arbejdet tæt sammen med selskabets ledelse. 

På Nordic Eyes foranledning blev Jeppe Christiansen, adm. direktør i Maj Invest, valgt ind i Bellabeats bestyrelse i 2021. 

Bellabeat er ifølge Peter Warnøe vokset med 45 pct. det seneste år, og selskabet forventer i 2023 en omsætning i niveauet 750 mio. dollar, over fem mia. kr.

”Og Bellabeat er i dag profitabelt”, siger Peter Warnøe. 

Tilbage efter Covid

De fire selskaber, der udgør ca. 95 pct. af værdien i Nordic Eye Fond 1, er foruden Bellabeat den oprindeligt dansk-stiftede virksomhed Airhelp, som har hovedsæde i Berlin, den danske robotvirksomhed Blue Ocean Robotics samt det amerikanske selskab Boatsetter.

Airhelp yder juridisk rådgivning til passagerer, hvis fly bliver forsinket eller aflyst, og det internationale selskab er siden stiftelsen vokset massivt. I dag har de omkring 350 ansatte rundt om i verden. 

Stifter Henrik Zillmer er i dag bestyrelsesformand i selskabet. Den tidligere formand og investor i Airhelp, Jimmy Maymann, overtog posten som CEO i 2019 og ledte selskabet gennem en svær periode under covid-19. I dag er Jimmy Maymann tilbage i bestyrelsen, og selskabet har fået en ekstern CEO. 

Airhelp blev ligesom andre selskaber med tilknytning til flyindustrien ramt hårdt under den globale Covid-nedlukning.

”Airhelp er fuldstændigt tilbage efter Covid og er også et profitabelt selskab i dag,” siger Peter Warnøe.

Blue Ocean Robotics og Boatsetter

I Blue Ocean Robotics, hvor Nordic Eye har en ejerandel på knap 20 pct., trådte A. P. Møller Holding ind i ejerkredsen i januar 2022 med en investering på 335 mio. kr. 

Dengang blev den fynske robotvirksomhed, der udvikler servicerobotter til hospitaler, værdisat til godt to mia. kr. 

Virksomheden Boatsetter med hovedbase i Miami, Florida, er en slags Airbnb for lystbåde rundt om i verden. Selskabet, der blev stiftet i 2012, rejste sidste sommer 38 mio. dollar fra to store private equity fonde i USA.

Selskabet har det seneste år haft en vækst på 65 pct. I foråret 2022 vurderede Nordic Eye, at Boatsetter havde mere end femdoblet sin værdi siden fondens investering i selskabet, til over 160 mio. dollars.

Peter Warnøe vil ikke afsløre Nordic Eyes vurdering af den samlede værdi af de fire selskaber i porteføljen i Fond I. I Fond I er der i alt 12 selskaber:

”Men vi håber naturligvis, at det bliver en god exit for os og dermed for vores investorer. Og vi føler os ret sikre på, at køberne af hele eller dele af Fond I vil være investorer, som vil have de fire store selskaber alene, mens vi selv skal arbejde videre med de øvrige og mindre virksomheder. Det er fint og helt normalt”, siger han.

Investeringer uden for Danmark

Nordic Eye har taget de indledende skridt til en ny tredje fond, og fortsætter tendensen fra især Fond II vil langt de fleste investeringer ske i selskaber uden for Danmark. Halvdelen af Nordic Eyes investeringer er i dag placeret i USA.

Nordic Eyes første fond blev fuldt investeret i 2019. Siden har Nordic Eye rejst knap 670 mio. kr. i sin anden fond, Nordic Eye Fond II, hvor blot én ud af ca. 20 investeringer er dansk (Mate Bike, elcykler, red.). Målet for Fond III er EUR 200-250 mio. eller små to mia. dkr.

”Inden for de sidste tre-fire år er vi brudt ret godt igennem internationalt. Vi har brugt vores unicorns og vores mange gode investeringer til at få skabt et stærkt netværk i udlandet blandt foundere og andre investorer.”

”Vi har bestemt ikke noget mod danske sager, men Danmark er jo et mindre land, og alene af den grund er der naturligvis færre sager at kigge på end i udlandet. Samtidig er adgangen til kapital ikke helt så nem i forhold til mange andre steder rundt om i verden,” siger Peter Warnøe. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også