Klimafond fastholder investeringstempo trods energikrise

Energikrisen i Europa har ikke fået betydning for investeringstempoet i den dansk-stiftede klimafond 2150. Tværtimod fastholder 2150 uændret sine aktiviteter og varsler, at en ny investering er på vej. Det bliver i så fald fondens 12. på halvandet år.
Christian Jølck, partner og medstifter af 2150 | Foto: 2150 / PR
Christian Jølck, partner og medstifter af 2150 | Foto: 2150 / PR

For godt en måned siden offentliggjorde klimafonden 2150, der har en række prominente navne i investorkredsen, sin investering i den Florida-baserede aircondition-udvikler Blue Frontier.

Investeringen var 2150’s syvende i år og 11. i alt, siden fondens lancering i begyndelsen af 2021.

2150 har over to mia. kr. i ryggen i sin første fond, og investerings-tempoet fortsætter uændret trods energikrisen i Europa. Der er således endnu en investering på vej.

Det fortæller partner Christian Jølck, som også er en af 2150’s fire stiftere. Han har tidligere været hos bl.a. Rockwool og Coloplast og været med til at stifte bæredygtigheds-organisationen Synergi.

”Vi er oppe på 11 investeringer. Blue Frontier er den seneste, vi har kommunikeret ud omkring, og så kommer der endnu en snart,” siger han til KapitalWatch.

2150 bliver ofte omtalt som en klimafond. Dens mål er kort og godt at være med til at løse klimakrisen ved at skabe bæredygtige byer. Fondens investeringsfokus er på nye teknologier, som kan være med til at forbedre det urbane miljø i verdens byer, og effekten skal være målbar.

Fonden har bl.a. qua Nrep-stifter Mikkel Bülow-Lehnsbys plads i sin stifterkreds en god relation til ejendomsselskabet, som også var en af 2150’s første investorer.

Christian Jølck understreger dog, at 2150 er en selvstændig og uafhængig fond, der samarbejder bredt med en række aktører i forskellige brancher.

”Hvis vi skal løse klimaforandringerne med ny teknologi, er det også vigtigt, at vi får teknologierne rullet ud. Hvis de ikke kommer ud i den virkelige verden, så ændrer de ikke noget,” konstaterer han og tilføjer:

”Derfor har vi opbygget en investorkreds og et netværk, der udover flere ejendomsejere inkluderer ejere af infrastruktur og inden for mobilitet, som også har udfordringer med at reducere CO2, og som kan være med til at brede teknologierne ud.”

Stor interesse fra investorer

Blandt 2150’s investorer finder man bilproducenterne BMW og Toyota, den norske statsfond Nysnø, den schweiziske finanskoncern Credit Suisse, den svenske ejendomsinvestor Heimstaden og danske investorer som Nrep, Novo Holdings, Chr. Augustinus Fabrikker og Vækstfonden.

Derudover er der flere investorer, som Christian Jølck ikke har mulighed for at oplyse. Men ifølge ham har klimafonden et netværk af 15-20 strategiske investorer inden for forskellige segmenter.

Og det kunne sagtens være blevet til endnu flere.

”Efter vi gik ud med fonden i starten af 2021 og begyndte at fortælle, hvad vi laver, fik vi en række henvendelser fra interesserede investorer, og vi endte med at have flere interesserede, end vi havde plads til,” fortæller Christian Jølck:

”Og som vi laver flere investeringer, er der fortsat flere, som henvender sig for at komme med ombord i vores næste fond.”

Blandt de seneste investeringer er amerikanske Nabr med Bjarke Ingels i stifterkredsen og en opfølgningsinvestering i svenske Normative. Begge blev offentliggjort i juli.

Som det er tilfældet med 2150’s investorkreds, bærer fondens portefølje også et særligt internationalt præg. Det er der en ganske enkelt grund til.

”Vi vil hellere vælge en virksomhed i Europa, hvis den har den rigtige løsning på et problem, end at vi bare skal investere i en virksomhed i vores nærområde for at prøve at hjælpe dem på vej. Det handler om at finde den rette løsning på problemerne og skalere løsningerne globalt,” siger Christian Jølck.

Er ikke velgørenhed

2150 har kontorer i både København, London og Berlin og har derfor et nordeuropæisk udgangspunkt. Men strategien er international ligesom målet.

Derfor kræver det et internationalt netværk, så vel som et internationalt udsyn, ligesom 2150 har nedsat en dedikeret research-gruppe, som arbejder specifikt med at forstå, hvilke teknologier, der findes på området, og hvilke startups, som har udviklet dem.

”Hvis man gerne vil gøre en forskel, skal man finde ud af, hvad de bedste teknologier er, og hvor de bedste teams til at lykkes med dem befinder sig,” fortæller Christian Jølck.

2150 er dog ikke en velgørende fond. Den investerer typisk i virksomheder, som har et valideret produkt, dvs. de kan fremvise de første salg, og dermed står over for en skalering af sin forretning.

Det er her, 2150 kan gøre den største forskel for virksomhederne – og egen bundlinje.

”Vi ser ikke, at det ene udelukker det andet. Den største krise, vi har i det her århundrede, er klimakrisen, og den skal vi løse i fællesskab. Samtidig ser vi det som en af de største muligheder i de næste årtier for at få et attraktivt afkast,” siger Christian Jølck, der fortsætter:

”Nogle vil sige, at humanisme og kapitalisme ikke kan undvære hinanden. Det er en meget filosofisk måde at sige det på, men du skal jo tjene penge, for at du kan investere i fremtiden, ligesom du skal gøre noget godt, for at du kan berettige din eksistens.”

Plads til flere investeringer

Så vidt adskiller 2150 sig ikke fra en typisk ventureinvestor, selvom fonden måske er mere internationalt orienteret end andre dansk-stiftede venturefonde og med et mere ensidigt fokus på et bestemt område.

”Vi har et mantra om, at vi ikke kun er en investor, men også en facilitator. Vi er her for at hjælpe virksomheder med løse nogle af de store problemer, vi har med klimakrisen. Det er vores primære fokus sammen med at levere afkast til vores investorer,” tilføjer han.

Ifølge Christian Jølck har 2150 plads til mellem 15 og 20 virksomheder i sin portefølje. Der er endnu ikke en slutdato for, hvornår de sidste investeringer skal være i hus.

Klimafond fortsætter investeringsridt: Skyder penge i aircondition-udvikler

Klimafond skyder millioner i Bjarke Ingels-startup

Klimafond og Peakon-stifter geninvesterer i svensk CO2-software

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også