Hove-topchef stopper efter knap to år

Vækstbørs: Indtil en ny adm. direktør er fundet, tager den tidligere adm. direktør Hans Christian Hansen over midlertidigt.
Foto: Hove
Foto: Hove

Efter knap to år på posten stopper Maja Vondsild Jørgensen som Hoves adm. direktør.

Den afgående direktør har indgivet sin opsigelse til bestyrelsen, som henter den tidligere adm. direktør for smøringspumpeproducenten, Hans Christian Hansen, ind som midlertidig direktør.

Det skriver Hove i en pressemeddelelse.

Hans Christian Hansen skal varetage direktørposten, indtil bestyrelsen har fundet Maja Vonsild Jørgensens arvetager.

“På trods af at vi er kede af Maja Vonsild Jørgensens beslutning om at forlade stillingen hos Hove A/S, så er Hove A/S i en meget stærkere position som noteret på First North sammenlignet med bare for få år siden. Vi har et solidt strategisk, kommercielt, geografisk og operationelt fundament,” siger bestyrelsesformand Knud Andersen og fortsætter:

”Ligeledes har vi en stærk ledergruppe – både i Danmark og i datterselskaberne – som kan deployere strategiplanen. Jeg har fuld tillid til, at den positive udvikling, vi har set under Maja Vonsild Jørgensens ledelse vil kunne fortsættes og at vi derved kan fortsætte den stærke udvikling i omsætning og indtjening fremover.”

Maja Vonsild Jørgensen har været Hoves adm. direktør siden juni 2021, hvor hun blandt andet har gennemført en børsnotering af selskabet samt udarbejdet og eksekveret selskabets strategiplan.

Årsagen til opsigelsen fremgår ikke, men i meddelelsen udtaler hun:

“I Hove A/S har jeg været utrolig glad for at arbejde med et fantastisk team og en kompetent organisation, som har muliggjort eksekveringen af Hoves strategiplan som også på den korte bane, i et meget svært marked, har dokumenteret at den besluttede strategiplan er rigtig og giver de ønskede resultater. Hove står et stærkt sted, og jeg ser frem til at følge selskabets videre udvikling.”

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også