Rekord-år for danske virksomhedshandler rummer "interessant" udvikling

Antallet af handler med danske virksomheder slog rekord i 2021. Det er konklusionen fra flere rådgivningshuse. Der gemmer sig dog også en interessant udvikling, som gav små udslag i slutningen af året.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

Det er fortsat fuld fart på markedet for virksomhedshandler. Det gælder ikke bare for handler med danske virksomheder, men generelt for handler, hvor danske virksomheder er involveret.

Det viser tal fra en række rådgivningshuse, som i løbet af årets første måned er udkommet med analyser på området, herunder Clearwater og Oaklins, som hhv. Børsen og Finans har skrevet om.

Ifølge Clearwater, der læner sig op ad tal fra analysevirksomheden Mergermarket, var der i 2021 424 handler med danske virksomheder. Ifølge Oaklins var der 423. Ny rekord, lyder det fra begge.

Samme konklusion når et tredje rådgivningshus, EY, frem til, ligeledes på baggrund af tal fra Mergermarket. Ifølge EY var der 420 handler med dansk target, som Søren P. Krejler, partner og leder af afdelingen Strategy and Transactions i EY Danmark, formulerer det.

Medtages handler med en dansk køber af et udenlandsk selskab, ender det samlede antal transaktioner med dansk involvering på 564, oplyser EY.

Den lille forskel i antallet af handler med danske virksomheder kan sandsynligvis tilskrives, at de respektive rådgivningshuse har trukket tallene på forskellige tidspunkter.

Ifølge Søren P. Krejler kan der sagtens være en forsinkelse, mellem tidspunktet handlerne er gennemført på, og til de bliver indrapporteret. Endda op til flere uger, hvilket også kan forklare, hvorfor det opgjorte antal handler i tredje kvartal 2021 er steget med et par stykker siden EY’s rapport herom.

Forskellene ændrer dog ikke ved den endelige konklusion. Antallet af handler med danske virksomheder slog rekord sidste år. Og er samtidig nogenlunde på niveau med resten af Norden, forklarer Søren P. Krejler.

Det er således ikke unikt for Danmark, at der er travlt på M&A-markedet.

”Det ser vi også globalt,” siger han og fortsætter:

”Der hvor vi er unikke i Danmark er, at vi er stærke på det primære råstof, vi har, som er vores hjerner, og vi har været dygtige til at lave startups inden for it. Så det er mere typen af virksomheder end antallet, der er særligt for Danmark.”

Mere effektive beslutningsprocesser

Virksomhedstypen spiller også ind i den overordnede trend for 2021, som EY og Søren P. Krejler har lagt mærke til. Adspurgt, hvilken overskrift han vil give året for virksomhedshandler, svarer han, at ”det nok vil være noget i retning af digital transformation.”

”Man skulle egentlig tro, at mange virksomheder tænkte, at de ikke skulle lave opkøb nu, fordi der er usikkerheder både politisk og grundet den globale pandemi, men egentlig har tankegangen været, at det er farligere ikke at gøre noget,” siger han og tilføjer:

”Vi har set rigtig mange handler inden for tech-spacet. Det er typisk virksomheder med en speciel teknologi eller nogle særlige data, der er interessante for andre, som bliver solgt. Og så er køberne et mix af klassiske industrivirksomheder som Mærsk og private equity-fonde, der vil ind og udvikle de her virksomheder.”

Samtidig har pandemien tvunget digital kommunikation ind i M&A-processerne, hvilket har vist sig meget effektivt, og derfor også har spillet ind på antallet af transaktioner i løbet af året. Hvor der tidligere har været stor vægt på fysiske møder, er videokommunikation kommet til at spille en større rolle.

”Det har givet mere effektive beslutningsprocesser, fordi det sker elektronisk, i stedet for at man fysisk skal samle bestyrelse og investeringskomité – det har betydet, at mange virksomheder har eksekveret opkøb hurtigere, hvilket også var med til at sætte fart i det hele,” siger Søren P. Krejler.

En interessant udvikling

De hurtigere forløb og samtidig højere antal transaktioner har dog også en bagside.

Efterspørgslen på rådgivere er som konsekvens røget i vejret, og selvom det isoleret set er positivt for rådgivningshusene, at efterspørgslen på deres ydelser er meget høj, betyder det omvendt, at de i flere tilfælde ikke har hænder nok til at følge med.

Det har også været med til at skærpe jagten på talent inden for særligt M&A.

En ”interessant” udvikling, som allerede kan have givet udslag i antallet af virksomhedshandler. Antallet af handler med danske virksomheder var nemlig for andet kvartal i træk lavere end i det foregående i fjerde kvartal 2021.

”Det har vi selv siddet og kigget på,” konstaterer Søren P. Krejler.

Hans umiddelbare bud er, at faldet skyldes en kombination af, at rådgivningshusene ikke kan følge med den stadigt tiltagende efterspørgsel, at køberne gerne vil afvente helårstal for 2021, og at flere opkøbsprocesser igen er begyndt at tage lidt længere tid.

”Det kan godt være, at virksomhederne selv er klar til at eksekvere, men både de interne M&A-afdelinger og private equity-huse er presset til deres maks., og samme gælder for stort set alle rådgivere,” siger han og fortsætter:

”Og så tror jeg, at noget af faldet skyldes, at man globalt er begyndt igen at give lidt mere tid i processerne – forstået på den måde, at det ikke skal overstås på en eller to måneder, men man lægger mere luft ind.”

Intet tyder på fald

Søren P. Krejler kalder det for ”en lidt speciel situation.” For der er ifølge ham ikke noget, der indikerer, at opkøbsinteressen er faldende, eller at M&A-aktiviteten vil lande på et lavere niveau i 2022 end i 2021.

”Det er der ikke noget, der tyder på, når vi kigger rundt i Danmark, Norden eller globalt,” siger han og afviser samtidig at høje priser på køb af virksomheder kan spille ind.

”Grunden til at priserne umiddelbart ser høje ud er, at mange af forventningerne til fremtiden er blevet meget mere positive. Folk ser mere positivt på fremtiden, og dermed bliver værdiansættelserne højere,” siger han og tilføjer:

”For der er rigtig meget likviditet i markedet og en rigtig stor appetit på at investere. Investorerne er der, og de vil gerne investere i de rigtige virksomheder.”

Handelsaktiviteten med danske virksomheder er fortsat ”meget stor”

Hård konkurrence om de bedste M&A-rådgivere

Stor udenlandsk appetit på danske virksomheder

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også