Kapitalfond rejser trecifret millionbeløb til sociale indsatser for kommunerne

Den Sociale Kapitalfond rejser fond II til sociale investeringer, som skal hjælpe kommuner med mennesker med sociale problemer. Risikoen ligger hos kommuner efter forløb.
Medarbejderne i Den Sociale Kapitalfonds effekt-team (fra venstre): partner Alexander Bjerregaard-Nielsen, investeringschef Caroline Jaksland, ledende partner Jannik Tharben Buchholz og finanschef Michelle Rosendal. | Foto: Sine Nielsen
Medarbejderne i Den Sociale Kapitalfonds effekt-team (fra venstre): partner Alexander Bjerregaard-Nielsen, investeringschef Caroline Jaksland, ledende partner Jannik Tharben Buchholz og finanschef Michelle Rosendal. | Foto: Sine Nielsen

Millionerne ruller så villigt fra landets kommunekasser til Den Sociale Kapitalfond (SKF), at fonden nu lancerer en ny investeringspulje for såkaldte ”sociale effektinvesteringer”, der skal løse sociale problemer for kommunerne.

Den nye fond, Effekt II, er, som navnet angiver, SKF’s anden fond for sociale effektinvesteringer, og denne gang har fonden rejst 114 mio. kr. fra en investorkreds, der blandt andre tæller PKA, Lind Foundation, Lauritzen Fonden og Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo).

Pengene skal gå til sociale projekter i kommunerne, og ”målet er at forbedre livskvaliteten for 4.000 mennesker i Danmark og skabe offentlige besparelser på en milliard kroner”, ifølge en pressemeddelelse fra SKF.

Den Sociale Kapitalfonds første fond fra 2021 af denne type, Effekt I, førte ifølge meddelelsen til, at flere end 500 personer kom i arbejde eller blev selvforsørgende gennem 20 projekter i samarbejde med 16 kommuner.

Indsatsen skal have sikret offentlige besparelser på over 90 mio. kr., og SKF forventer, at de samlede besparelser vil vokse til over 250 mio. kr., når fondsperioden udløber.

”Det var en stor bedrift at lancere den første skandinaviske fond til sociale effektinvesteringer, men det her er en endnu større bedrift. For nu er det ikke længere kun en teoretisk god ide – vi har bevist, at konceptet virker i praksis,” siger Jannik Tharben Buchholz, der er ledende partner for sociale effektinvesteringer i SKF, i meddelelsen.

Han henviser til, at de positive resultater fra projekterne i Effekt I-fonden har overbevist investorerne om, at der er penge at tjene på at løse sociale problemer, så kommunerne sparer udgifter.

Profitabel trekant

Forretningsmodellen bag SKF’s sociale effektinvesteringer er en profitabel trekant mellem kapitalfonden, private leverandører og kommunerne.

Fonden giver et lån til en privat leverandør, som skal levere en specifik social ydelse ifølge en aftale med en kommune, eksempelvis at få et givet antal langtidsledige i beskæftigelse.

Når den private leverandør har løst sin opgave, og dermed sikret kommunen en besparelse, betaler kommunen leverandøren med en del af den opnåede besparelse. Dermed kan virksomheden betale lånet fra SKF tilbage, inklusive et finansielt afkast til fonden.

Kommunen skal kun betale for ydelsen, hvis den private leverandør har løst den aftalte opgave. Hvis det ikke er tilfældet, bærer SKF risikoen.

Langtidsledige i job

Ifølge SKF’s hjemmeside har fonden blandt andre gennemført sociale effektinvesteringer i samarbejde med kommuner som Haderslev, Kolding, Norddjurs, Randers, Egedal, Hillerød og Holbæk.

Som et eksempel på en social effektinvestering peger SKF på et projekt fra Kolding Kommune, hvor opgaven var at få flest muligt i en gruppe på 70 personer i beskæftigelse.

Flere af deltagerne havde været på offentlig forsørgelse i mange år, men det lykkedes at få flere end halvdelen af deltagerne i job.

”Der er brug for, at vi tænker langsigtet og udvikler nye finansieringsformer. Det handler om at forebygge, fremfor at behandle – og det er ikke kun det rigtige at gøre socialt, men det kan også betale sig økonomisk,” siger Jannik Tharben Buchholz i meddelelsen.

Vil måle langvarige effekter

SKF-projekterne bliver løbende målt på, om de leverer bedre resultater, end kommunerne selv ville kunne forventes at gøre, og hvor længe resultaterne holder - for eksempel hvor længe en ledig forbliver i job i løbet af projektperioden på to-tre år.

Betyder det, at personerne i projekterne igen er kommunernes ansvar, når projektperioden udløber?

”Den risiko står kommunerne så med på det tidspunkt,” siger Jannik Tharben Buchholz, der understreger, at SKF så vidt muligt vil følge deltagerne i projekterne ud over projektperioden.

”Nu kan vi vise, at det virker i projektperioden. Laver vi også langvarige effekter? Det er vi gerne kunne dokumentere. Det bliver en del af det nye, at vi vil dokumentere effekten ud over perioden,” siger Jannik Tharben Buchholz.

Projekterne i den første Effekt-fond har hovedsagelig drejet sig om at få ledige i job. I alt 2000 personer har deltaget i 22 projekter, og flere projekter løber stadig.

Kun et af projekterne ser ud til at efterlade SKF uden betaling.

”Vi har et projekt, hvor vi kommer til at tabe penge. I alle de andre får vi alle vores penge tilbage og et finansielt afkast,” siger han.

Han mener, at en vigtig grund til, at det lykkes for SKF-projekterne at få flere i job, end kommunerne ofte er i stand til, er, at projekterne støtter de ledige i to-tre år, mens kommunerne typisk opererer med indsatsperioder på et antal uger.

”Mange af de pågældende personer kan godt varetage et arbejde. Udfordringen for dem er at varetage et arbejde samtidig med alle de andre udfordringer, de også har i livet,” siger Jannik Tharben Buchholz og tilføjer:

”Her får de en person, de kan støtte sig til i to-tre år i en skræddersyet indsats”.

Hvis projekterne ikke giver bedre resultater, end kommunerne selv kunne have opnået, vil SKF ”typisk tabe penge” ifølge Jannik Tharben Buchholz, fordi betalingen så bliver for lille.

Med den nye fond er det planen at have en større bredde i de sociale investeringer, så projekterne ikke alle drejer sig om beskæftigelse.

Tilfredse investorer

Flere investorer erklærer deres tilfredshed med de hidtidige SKF-projekters resultater. En af dem er Michael Nellemann Pedersen, der er investeringsdirektør i PKA.

”Som investor i Effekt I har vi set, at modellen i Den Sociale Kapitalfond virker, og derfor er vi glade for igen at kunne investere i det gode arbejde via fonden Effekt II samtidig med, at vi opnår et konkurrencedygtigt afkast til vores medlemmers pensioner,” siger han i meddelelsen.

Ved siden af de sociale effektinvesteringer investerer SKF også direkte i virksomheder via Den Sociale Kapitalfond Invest med det formål at opnå en social effekt ud over det finansielle afkast.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også