Forhandlinger om milliardhandel med aktiepost i Hempel ind i afgørende fase

To internationale kapitalfonde skulle være med i en afsluttende runde om aktiepost i malingsproducenten Hempel A/S.
Foto: Hempel Pr
Foto: Hempel Pr

Hempel Fonden, der står bag en af landets største, ældste og globale industrikoncerner, malingproducenten Hempel A/S, kommer nu tættere på et muligt salg af en større aktiepost i Hempel. Efter en frist for at komme med et indikativt bud den 9. februar i år er to-tre investorer aktuelt ved at kigge virksomheden efter i sømmene, en due dilligence-proces, erfarer KapitalWatch.

Dermed nærmer en proces, der har været i gang knap to år, sig måske snart en afgørelse. KapitalWatch skrev senest om forsøget på at afhænde aktieposten i efteråret 2023. Her pegede kilder på, at den relativt lange proces sandsynligvis skulle ses lyset af de høje renter og stor geopolitisk usikkerhed. En erfaren investor fremhævede dengang, at det er de helt store, kapitaltunge internationale fonde, der kan have interesse i den post.

Ifølge KapitalWatchs oplysninger er det præcis tilfældet. 

Omdrejningspunktet skulle være en 30 procents aktiepost i Hempel og de to internationale kapitalfonde, der skulle være i en due dilligence-proces, er dels CVC, der har hovedsæde i London og Luxembourg, kontorer i en lang række lande verden over og amerikanske KKR, der ligeledes har lokationer verden over, herunder i Danmark. Hensigten med en kapitalindsprøjtning på milliardbeløb skulle være at løfte Hempel til en større aktør på den globale scene og inden for en kort årrække børsnotere selskabet.

Minder om Topsøe

En kilde med meget lang erfaringen inden for corporate finance nævnte i november 2023 for KapitalWatch, at Hempels case minder om Topsøe-familiens salg af af 30 pct. af aktierne til den singaporeanske kapitalfond Temasek i marts 2019. Her fik Haldor Topsøe flere finansielle muskler til opkøb og vækst forud for en potentiel børsnotering om nogle år.

Både CVC og KKR skriver i mails til KapitalWatch, at de ingen kommentarer har.

Hempel Fonden er i dag eneejer af Hempel, og bestyrelsesformanden, advokat Richard Sand, har ved flere lejligheder til såvel KapitalWatch som vores søstersite ShippingWatch sagt, at han ikke kommenterer på rygter.

Formand forlader advokatfirma

Richard Sand med speciale i M&A har i en årrække været ansat i Bech-Bruun, men firmaets ledende partner, Steen Rode, fortalte i december 2023, at Richard Sand ville stoppe i virksomheden. Parterne havde ikke yderligere kommentarer til præcist tidspunkt eller årsag, og det er således uklart, om der kan være en forbindelse til, at Sand som formand for Hempel Fonden er en nøgleperson i transaktionen.

Hempels senest offentliggjorte regnskab for 2022 viste en markant fremgang på såvel omsætning som driftsindtjening.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også