Polaris har i flere år holdt hånden under softwarefirma: "Bliver alle pengene værd"

”Det er klart, at det har gjort ondt undervejs,” siger partner i kapitalfonden Polaris, som siden 2016 har været med til at skyde over 200 mio. kr. i udviklingen af softwareselskabet Configit.
”Vi er næsten helt igennem vores transformation, og vi har holdt det tempo, vi satte os for. Nu hvor vi er i Q4, kan vi godt sige, at vi er på vej mod målet om at blive ebitda-positive i kvartalet," siger Johan Salenstedt, adm. direktør i softwareselskabet Configit | Foto: Configit / PR
”Vi er næsten helt igennem vores transformation, og vi har holdt det tempo, vi satte os for. Nu hvor vi er i Q4, kan vi godt sige, at vi er på vej mod målet om at blive ebitda-positive i kvartalet," siger Johan Salenstedt, adm. direktør i softwareselskabet Configit | Foto: Configit / PR

Ledelsen i Configit kan snart se enden på den overgangsperiode, som det danske softwareselskab har været igennem i flere år og på flere fronter. 

Det fortæller adm. direktør Johan Salensted, som sammen med Allan Bach Pedersen, partner i Configits hovedejer, kapitalfonden Polaris, har sat ITWatch stævne på softwareselskabets hovedsæde i København, tæt på Langlinje og Den Lille Havfrue.

Overgangsperioden, Johan Salenstedt henviser til, har først og fremmest været præget af en konvertering af Configits salgsmodel. Fra licens- til abonnementssalg. 

Configit blev stiftet i 2000 og leverer såkaldt konfigurationssoftware til fremstillingsindustrien, herunder bil- og maskinfabrikanter. 

I år er det første, hvor alle ny-salg er af selskabets saas-løsning, som på den ene side gør det nemmere for Configit at forudsige sin fremtidige indtjening, men i overgangen har kostet på både top- og bundlinjen.

”Når du laver konverteringen, gør det ondt. Både cash-flowmæssigt og på resultatopgørelsen. Men det er vi ikke de eneste, der har oplevet, og det er det rigtige at gøre, for på længere sigt er der langt mere værdi at hente i det,” siger han.

Derfor har udviklingen set værre ud i de seneste årsregnskaber, end den reelt set har været, supplerer Allan Bach Pedersen og henleder opmærksomheden på Configts årlige tilbagevendende omsætning (ARR).

”Den underliggende vækst er god, og ARR vokser med 20-30 pct. om året. Den realiserede omsætning er ikke vokset i samme tempo, men der går naturligt længere tid, før den kommer op på sit reelle niveau,” siger han og tilføjer:

”ARR gør det muligt at forudse med ret stor sikkerhed, hvordan det næste år ser ud, og den er i dag det vigtigste parameter i værdiansættelsen af en virksomhed.”

Configit offentliggør ikke tal for hverken ARR eller omsætning, men Allan Bach Pedersen oplyser, at der er tale om trecifrede millionbeløb.

Et udviklingsprojekt

Det samme var der, da Polaris købte aktiemajoriteten i Configit i 2016.

Og det samme er tilfældet med det samlede beløb, som kapitalfonden og resten af ejerkredsen har skudt i Configit i de efterfølgende år for at holde hånden under driften og udviklingen af selskabet.

Historien om Configit har siden kapitalfondens indtræden været præget af de negative tal, som softwareselskabet har haft på bundlinjen. Det har dog været helt efter planen, lader Allan Bach Pedersen forstå. 

For Configit kørte med positive tal på driften, da Polaris kom ind, og det kunne selskabet have fortsat med.

”Men som kapitalfond er vi sat i verden for at investere i og udvikle virksomheder, og hvis vi kan se en mulighed, så skaffer vi pengene til den,” siger Allan Bach Pedersen, der er ansvarlig for investeringen i Configit i Polaris-regi.

Ifølge ham har ejerkredsen med Polaris i spidsen investeret over 200 mio. kr. siden 2016. Det svarer i grove træk til Configits akkumulerede underskud i samme periode. 

Pengene er investeret gennem en blanding af indskudt egenkapital og såkaldte ansvarlige lån. Det er en låntype, hvor långiver venter med at få sit tilgodehavende, indtil andre kreditorer har fået deres i tilfælde af selskabets opløsning.

Det har dog ikke været en bekymring for ejerkredsen, hvis seneste kapitalindsprøjtning på 25 mio. kr. i Configit blev gennemført i juni i år.

”Hvis vi var bange for resultatet, havde vi ikke kørt med det omkostningsniveau, vi har gjort,” siger Allan Bach Pedersen:

”Det har været et udviklingsprojekt for os, hvor vi har opdyrket et nyt marked. Det er ikke en normal case for os, og det er klart, at det har gjort ondt undervejs og taget længere tid, end det skulle, men vi har været tålmodige og kan nu begynde at høste gevinsterne.”

I seneste regnskabsår tabte Configit 31 mio. kr. på driften, ebitda, i holdingselskabet Configit Holding A/S. I driftsselskabet, Configit A/S endte ebitda på minus 29,9 mio. kr.

Positiv drift i horisonten

I 2019 fortalte Allan Bach Pedersen til Børsen, at Polaris havde en plan om at være medejer af Configit i en periode på fem-syv år, og at det dengang lignede, det ville ende tættere på syv end fem.

Vurderingen kom kort tid efter, at Johan Salenstedt var tiltrådt som adm. direktør i Configit, som nogenlunde samtidig havde fået en kapitalindsprøjtning til at bl.a. at sætte gang i skiftet fra licens- til abonnementssalg.

Siden har der været en pandemi, og flere krige er brudt ud, som også har haft en effekt på markedet for Configits såkaldte configuration lifecycle management-software (CLM). En softwarekategori, som Configit i øvrigt har været med til at opfinde, fremhæver ledelsen flere gange.

”En ting var, at vi skulle udvikle et marked, men vi skulle også udvikle vores løsning og håndtere konverteringen til saas. Det viste sig at være sværere, end vi troede ved indgangen til det. Men der hvor vi er nu, kan vi se, at det bliver alle pengene værd – og mere til,” siger Allan Bach Pedersen:

”Der er snart gået otte år, siden vi kom ind, og der kan sagtens gå to-tre år mere, før vi skal videre.”

Det skyldes ikke mindst, at tallene i Configits regnskaber er på vej til at blive sorte. I juli 2021, efter endnu et markant tab, fortalte Johan Salenstedt til ITWatch, at målet var at nå en positiv drift ved udgangen af 2023.

Og det ser ud til at lykkes, siger han i dag, hvor han kalder det et naturligt næste skridt for Configit.

”Vi er næsten helt igennem vores transformation, og vi har holdt det tempo, vi satte os for. Nu hvor vi er i Q4, kan vi godt sige, at vi er på vej mod målet om at blive ebitda-positive i kvartalet. Det samme gælder vores mål om en positiv drift i hele 2024,” fortæller Johan Salenstedt.

Store, globale kunder

Det betyder dog ikke, at Configit stopper udviklingen af sin løsning. Seneste tiltag er et tilbud fra Configit om at drive sin softwareløsning på cloud for sine kunder frem for den eksisterende on-premise-løsning.

Omkring 95 pct. af Configits omsætning kommer fra internationale virksomheder. Blandt kunderne er bilproducenten Jaguar Landrover, teknologiselskabet ABB og trailerudlejeren Krone Fleet.

Ifølge Johan Salenstedt har Configit hidtil haft størst fokus på de tysktalende lande og USA, men han ser også gode muligheder for selskabet på flere andre markeder og områder i fremstillingsindustrien.

Configits softwareplatform er bygget på et grundlag af konfigurationsregler, som den hjælper sine brugere med at overholde i deres produktion, bl.a. i tilpasningen af produkter til specifikke markeder.

”Platformen er mission critical og exceptionelt effektiv til at løse datadrevne og meget komplekse problemstillinger. Hvis kunderne slukker for den, kan de ikke få biler ud af deres produktionssystem. Det er med til at gøre det interessant,” siger Johan Salenstedt. 

Johan Salenstedt overtog direktørposten i september 2019 efter Configit-medstifter Henrik Reif Andersen, som stadig har sin daglige gang i selskabet.

(Denne artikel er leveret af vores søstersite ITWatch)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også