Kapitalfonde kredser om lukrative ingeniørselskaber

Stor omsætning, høj indtjening og stærke vækstudsigter har ifølge mæglerhus gjort rådgivende ingeniørselskaber særdeles interessante for danske og nordiske kapitalfonde. "Vi vil se en ketchup-effekt," siger Peter Rønde, partner i Nordic M&A.
Foto: Envidan / PR
Foto: Envidan / PR

Stærk omsætningsvækst og markant finansiel værdiskabelse i en række rådgivende danske og nordiske ingeniørselskaber har skærpet kapitalfondes appetit på en sektor, som i de kommende år står til at profitere betydeligt på investeringer i klima og infrastruktur.

I en ny analyse, hvor Nordic M&A har målt temperaturen på den danske ingeniørsektor, vurderer mæglerhuset, at antallet af transaktioner vil stige markant i indeværende år.

Udviklingen vil drives frem af især de generelt høje multipelniveauer, kapitalfondenes voksende interesse for sektoren, der hidtil har været præget af industrielle købere, ligesom et generelt fokus på Norden som et attraktivt investeringsområde fra globale aktører vejer tungt.

Mange danske ingeniørselskaber forventede ved indgangen til 2020 et rekordår målt på både omsætning og indtjening. Forventninger, der imidlertid blev ændret radikalt, da Covid-19 lukkede landet ned, og som også dæmpede M&A-aktiviteten voldsomt. Ikke desto mindre havde mange ingeniørselskaber et stærkt udgangspunkt for at håndtere corona-situationen det første halvår.

"Vores nøgletalsanalyse viser, at den generelle finansielle performance blandt danske ingeniørselskaber i 2019 var stærk med fremgang på både omsætningsvækst og indtjeningsmargin," hedder det i analysen.

Danske transaktioner

En af de få transaktioner herhjemme sidste år var salget af Envidan i november til hollandske Waterland Private Equity, som Nordic M&A var rådgiver på i en handel, der havde et bredt køberfelt. Sælger var den danske kapitalfond Via Equity, der som en af de første herhjemme så potentiale i en rådgivende ingeniørvirksomhed, og som havde ejet Envidan siden 2015.

En anden transaktion fandt sted umiddelbart efter nytår i år, da kapitalfonden Blue Equity trådte ind i ejerkredsen som hovedaktionær i det København-baserede rådgivende ingeniørfirma Bang & Beenfeldt.

MOE og Artelia

En af største transaktioner i sektoren herhjemme fandt sted i december 2019, da den rådgivende ingeniørvirksomhed MOE med sine 900 ansatte gik sammen med franske Artelia Group med henblik på at skabe en stærk nordisk aktør.

Ifølge Nordic M&A-analysen ligger MOE efter transaktionen med en indtjeningsevne, der er væsentligt over de øvrige danske aktører i markedet.

Globalt faldt M&A-aktiviten i ingeniørsektoren i 2020 med 32 pct. målt på antal transaktioner, og i Norden blev der sidste år kun gennemført syv transaktioner i det hårdtprøvede coronaår.

Foto: PR
Foto: PR
"Vi har en forventning om, at vi vil få en ketchup-effekt, som vi har set i mange andre markeder, når der har været en pause, og hvor der nu er bygget en pipeline op," siger Peter Rønde, partner i Nordic M&A og medforfatter til analysen, der bl.a. indeholder finansiel værdiskabelse blandt 5.000 danske ingeniørselskaber.

Interessante selskaber

En stor del af disse selskaber er meget små og ikke relevante i et M&A-perspektiv, men Peter Rønde vurderer, at der er omkring 40-50 danske, privatejede selskaber, der vil være relevante for internationale aktører at kigge på.

"Der er helt klart en erkendelse blandt de mindre aktører i sektoren af, at kravene til at drive ingeniørvirksomheder stiger og stiger. Det gælder både i forhold til nye digitale løsninger og serviceydelser til kunderne med softwareprodukter, som understøtter forretningen. Derfor er der en bevægelse i markedet, der driver skala og med flere og flere komplekse løsninger," siger Peter Rønde.

Kapitalfondenes voksende interesse for ingeniørselskaber ligger i forlængelse af deres appetit på konsulent- og rådgivningsvirksomheder, der begyndte med it-selskaber.

Både danske og nordiske fonde har ingeniørsektoren på tavlen.

"Der er en fuldstændig entydig evidens for, at de trends, der ligger bagved markedet, er meget attraktive. Man ved, der kommer store investeringer i infrastruktur, og der sker en international klimatilpasning. Man kigger ind i en organisk markedsvækst på måske fem pct. om året, og for en kapitalfond betyder det, at man får fem pct. foræret årligt. Det er en meget stærk underliggende driver i en case forhold til, at man eksempelvis skal ud at hente nye kunder hos konkurrenterne og andet," siger Peter Rønde.

Samlet platform

Kapitalfonde er dog hæmmet af, at der er få kandidater, der har størrelsen til, at de umiddelbart er relevante som stand alone-selskaber. Det gælder især på det danske marked, ligesom der også er få i de nordiske lande.

"Vi tror, det giver mening for nogle investorer, og som formentlig kommer til at ske, at man vil se kapitalfonde opkøbe flere selskaber og lægge dem sammen i én platform, der vil være attraktiv. Det er jo helt elementært fondenes metier at bygge forretninger op ved at opkøbe mindre forretninger og senere sælge dem videre til en højere pris som en samlet gruppe."

Kapitalfond klar til europæisk opkøbsjagt i Envidan 

Opkøbsivrig kapitalfond overtager Envidan

Nordic M&A: Kapitalfondes høje efterspørgsel på virksomheder har sendt priserne i vejret 

Waterland hovedaktionær i ny dansk-hollandsk konsulentfusion 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også