Investor, marinebiolog og klimaaktivist er med: Dansk selskab vil digitalisere lystsejlernes milliardmarked

Jacob Jelsing, der grundlagde sin formue på en børsnotering af sit livsværk, har skudt kapital i selskab på Risø, der i 2025 forventes at lancere erstatningen for lystsejlernes dieselmotor. 
Internationalt udvikles der på løsninger til det milliardstore, globale bådmarked, når fossile dieselmotorer skal erstattes af eldrevne motorer. | Foto: Angela Weiss
Internationalt udvikles der på løsninger til det milliardstore, globale bådmarked, når fossile dieselmotorer skal erstattes af eldrevne motorer. | Foto: Angela Weiss

Mens eldrevne biler for længst og i massivt stigende omfang rammer vejene herhjemme og internationalt, er udviklingen af fremtidens el- og batteridrevne motorer til fritidsbåde fortsat en kæmpe joker for både udviklere, producenter og ikke mindst sejlerne selv, der inden for en kort årrække skal erstatte deres fossile dieselmotorer.

Internationalt udvikles der på løsninger til det milliardstore, globale bådmarked, og det gøres der også i lokaler på Risø, hvor det dansk-stiftede selskab Searine netop har fået tilført et mindre tocifret millionbeløb med en forventning om at have et færdigt produkt klar næste år. 

”Med min investering er der kapital til, at vi kan arbejde helt frem til launch ved udgangen af 2025,
”Med min investering er der kapital til, at vi kan arbejde helt frem til launch ved udgangen af 2025," siger Jacob Jelsing. | Foto: Thomas Muus / Gubra / Pr

Kapitalen sikrer Searine en arbejdsmæssig runway til slutningen af 2025, og den kommer primært fra investoren Jacob Jelsing, der udover at have skabt en formue på børsnoteringen af life science-selskabet og livsværket Gubra har en baggrund som marinebiolog. Samtidig er han erklæret klimaaktivist - og sejler. I dag investerer han gennem sit ventureselskab Change Ventures.

Mere kapital

Desuden er virksomhedsejer og stifter af Roskilde-virksomheden Momentum, der administrerer og udvikler sol- og vindmølleprojekter, Kim Madsen, investor i Searine.

Searine er stiftet af den mangeårige softwareudvikler og sejler Anders Hovmøller, der løbende arbejder på at rejse yderligere kapital til virksomheden til videreudvikling og markedsføring af produktet. 

Kernen er et patenterbart, elektronisk såkaldt sejldrev (placeret under vandlinjen på båden, red.), som kan drejes 360 grader. Det betyder ikke mindst, at batterier kan oplades under sejlads og dermed øge rækkevidden markant, ligesom bl.a. havnemanøvrer bliver nemmere. 

Searines elektroniske sejldrev med propel, som kan drejes 360 grader. | Foto: Searine
Searines elektroniske sejldrev med propel, som kan drejes 360 grader. | Foto: Searine

Yderligere er der indbygget et AI-navigationssystem, der guider sejleren under sejlads i forhold til vejrforhold, afstand, opladning og trafik med henblik på at reducere forbruget og optimere batterikapaciteten.

Searine har lige nu 10 ansatte.

Og Jacob Jelsing, der med sin investering på et ikke nærmere specificeret, tocifret millionbeløb også er indtrådt som bestyrelsesformand, ser ikke konkurrencen fra andre fremtidige eldrevne løsninger til lystbåde som en trussel.

”Jeg mener, Searines løsning er unik, når jeg kigger på konkurrenter. Searine har noget afgørende enkelhed, design og teknologi. Jeg tror, at vi med vores tilgang med det specielle sejldrev, genopladning ved hjælp af propellen og vores AI-tilgang kan komme med noget andet end de andre,” siger Jacob Jelsing til KapitalWatch:

”Ligesom der i dag er adskillige producenter af dieselmotorer derude, vil der forventeligt også være plads til flere i markedet for eldrevne løsninger.”

Strategiske muligheder

Han tilføjer, at der er nogle forskellige strategiske muligheder, som selskabet løbende diskuterer.

”Med min investering er der kapital til, at vi kan arbejde helt frem til launch ved udgangen af 2025. Derefter kommer der noget videreudvikling, som vi skal ud at rejse penge til. Vi har tidligere modtaget nogle legater og soft money, og det spor kommer vi også til at køre.”

”Vi taler allerede i dag om, hvordan vi skal løfte virksomheden til næste fase. Om vi skal i samarbejde med andre, eller om vi skal udvikle det hele vejen selv. Det må fremtiden vise,” siger Jacob Jelsing.

Searine-stifter Anders Hovmøller. | Foto: Searine
Searine-stifter Anders Hovmøller. | Foto: Searine

Ifølge Searine-stifter Anders Hovmøller er missionen ikke blot at gå fra sort til grøn for sejlere, men primært at digitalisere sejleroplevelsen.

”Det vil vi gøre ved bl.a. at benytte kunstig intelligens til forudsigelser ved ruteplanlægning i form af vejrdata, vind, bølger og andre forhold, der ofte ændrer sig, når man sejler fra A til B,” siger Anders Hovmøller, og tilføjer, at Searine i højere grad er et softwarefirma mere end en producent af hardware:

”Det sidste udvikler vi også, og vi har også vores egen batteriteknologi, hvor batterimoduler kan sættes sammen i forskellige størrelser. Her har vi valgt en løsning, der er modellerbar, fordi ingen både er ens med forskellige maskinrum, der skal tilpasses,” siger Anders Hovmøller, der tidligere også har drevet en softwarevirksomhed, ligesom han tidligere producerede en elbil, der blev præsenteret under det internationale klimatopmøde, COP15, i København i 2009.

Change Ventures

Selskabets nye storinvestor og bestyrelsesformand, Jacob Jelsing, omdøbte tidligere i år sit holdingselskab til Change Ventures, og da KapitalWatch spurgte ind til årsagen, lød svaret:

”Jeg vil gerne have, at det skulle repræsentere mig og det, som jeg gerne vil med den formue, jeg har i mit holdingselskab. Og det er, som navnet indikerer, at arbejde på en mere bæredygtig forandring af vores samfund og prøve at forandre venturemiljøet. Prøve at tænke venturekapital på en lidt anden måde.” sagde Jacob Jelsing til KapitalWatch:

Er der nogle specielle niche-sektorer, som du er mest varm på inden for den grønne omstilling og bæredygtighed?

”Nej, jeg er forholdsvis bred. Men jeg kommer nok ikke til at kaste mig ind i de her store samfundstransformative idéer som for eksempel nye energiformer. Det er for stort for mig. For mig er det mindre virksomheder, som har en transformativ idé inden for forbrugeradfærd og forbrugerforståelse. Jeg tror, at vi alle sammen skal bidrage til den her grønne omstilling. Det handler ikke kun om politikerne, det handler også om os selv, og at vi selv tager et ansvar og prøver at tænke lidt over vores aftryk i verden. Så hvis jeg kan hjælpe nogle virksomheder, som har en god idé, men som samtidig også kan få folk til at tænke sig om at gøre noget rigtigt, så synes jeg, at det giver rigtig god mening.” 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også