Investeringsfonden N2F rejser første store millionbeløb til ny fond

Erfaringerne fra den første fond har givet investorer og de to stiftere af Nordic Secondary Fund, Peter Sandberg og Frank Lyhne, svar på tre centrale spørgsmål, da de besluttede sig for at rejse kapital og investere i "brugte ejerandele". Nu styrer de mod 100 mio. euro i Fond II.
Peter Sandberg (tv.) og Frank Lyhne | Foto: N2F
Peter Sandberg (tv.) og Frank Lyhne | Foto: N2F

Med bl.a. Pandora-grundlæggernes familiekontor North-East Family Office som betydelig investor vil den danske investeringsfond Nordic Secondary Fund, N2F, i sidste uge af oktober gennemføre første del af kapitalrejsningen i sin nye Fond II med et samlet tilsagn på over 400 mio. kr. fra omkring 150 investorer i en first closing.

Ambitionen er at rejse 100 mio. euro, ca, 750 mio. kr., eller dobbelt så meget som N2F's første fond etableret for blot to år siden.

Nordic Secondary Fund blev etableret for få år siden af Peter Sandberg og Frank Lyhne og fonden blev dermed den første af sin art herhjemme og på vores breddegrader, der har specialiseret sig i at købe "brugte" ejerandele, såkaldte secondaries, i unoterede iværksætterselskaber, der er i vækst og i en skaleringsproces, og hvor fonden køber ejerandele af stiftere, nøglemedarbejdere eller tidlige investorer, som ønsker at sælge ud af deres ejerandele.

N2F's første fund er tæt på at være fuldt investeret med i alt 20 investeringer. I alt er omkring 25 pct. af fondens investeringer placeret i de baltiske lande.

Tre centrale spørgsmål

Renset for tre exits, der alene sendte 30 mio. kr. tilbage til investorerne, har den første fond forrentet investorernes penge med ca. 24 pct. årligt.

Erfaringerne fra Fond I har samtidig givet de to stiftere og deres investorer svar på tre centrale spørgsmål, da de besluttede sig for at rejse kapital og investere i secondaries.

"Den omstændighed at vi har gennemført tre exits inden for det sidste år gør selvfølgelig, at vi i høj grad har fået dokumenteret flere af de tre spørgsmål, der fyldte mest hos os selv og dem, vi talte med, da vi startede," siger Peter Sandberg:

"Det første spørgsmål var, om deal flowet var stort nok, og om der simpelthen var tilstrækkeligt med secondary-muligheder. Vi er blevet vist over 400 cases og har lavet due diligence på over 100 af dem. Og svaret er ja. Der er rigtig, rigtig mange. Og selskaberne bliver større og større, og dermed bliver stifterne og øvrige medejere på papiret rigere og rigere."

Et andet væsentligt spørgsmål var, om N2F kunne hente en rabat på ca. 25 pct. på secondarys, som ligeledes var og er en vigtig del af forretningsmodellen bag fonden.

"Til det kan vi også svare ja. Vi får i gennemsnit 25 pct. i rabat i forhold til seneste fundingrunde, men vi fortæller ikke, hvad rabatten er på den enkelte investering. Det har de enkelte selskaber ingen interesse i," siger Peter Sandberg:

"Det er klart, at i og med, at selskaberne ofte er blevet store, er det nogle gange 4-5 mio. euro og fremadrettet op til 10 mio. euro i fond 2, vi har investeret. Det er rigtig mange penge at investere i unoterede ejerandele. Men vi er den første og eneste fond i Norden og Baltikum, der kun laver det her, og det giver selvfølgelig en komparativ fordel at være first mover," tilføjer han.

Kortere løbetid

For det tredje havde de to stiftere en forventning forud for etablering af den første fond, at løbetiden, tilbagebetalingen, med 7-8 år ville være kortere end klassisk venture, der typisk arbejder med løbetider på deres investeringer på måske 10, 12 eller 14 år.

"Netop fordi vi investerer i selskaber, der er mere modne og som er i gang med at skalere, bliver vores forventede løbetid kortere.  Derfor spiller vi meget godt ind som et supplement til de investorer, og det har vist sig, at secondarys er en god forretning. Med tre exits har vi vist, at det er muligt at komme ind i modne selskaber med udsigt til en hurtigere exit end ellers," fastslår Peter Sandberg:

Foruden en lang række familiekontorer og omkring 80 business angels optræder også stiftere af selskaber, som N2F tidligere har købt secondarys af, i kredsen af investorer i Fond II.

"Det er rart for os at se og meget positivt, at nogle af dem, vi egentlig har givet likviditet, kommer tilbage og putter penge i fonden i en tro på, at vi kan finde andre stærke virksomheder at investere i."

Den nye Fond II, planlægger en second closing ultimo december i år, og der bliver allersenest lukket for kapitaltilsagn i marts i 2022.

Fænomenet med såkaldte secondaries er langt mere udbredt i USA end Europa, men er langsomt begyndt at sprede sig til EU i takt med, at antallet af startups, og især tech-starups, vokser.

Hvor en venturefond køber sig ind i en vækstvirksomhed i de tidlige faser, f.eks. ved en serie A-investeringsrunde, så køber secondary-fonde sig typisk ind mellem investeringsrunderne.

Nordic Secondary Fund vil rejse ny og dobbelt så stor fond på 750 mio. kr.

N2F laver hidtil største enkeltinvestering: Køber sig ind i lettisk investeringsplatform 

Dansk secondary-fond investerer i tidligere Noma-folk 

Dansk fond investerer i e-sportsplatform med Zlatan Ibrahimović i ejerkredsen

Sådan scorede N2F unik adgangsbillet til europæisk virtuel reality-stjerne 

Europæisk secondary-fond har købt 15 selskaber i 2020 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også