KapitalWatch

Pensionsselskab skyder rekordstort milliardbeløb i dansk solcelle-eventyr

Pensionsselskabet Industriens Pension og solcellevirksomheden Better Energy indgår historisk aftale på fire mia. kr., erfarer KapitalWatch. Ambitionen er at skabe et nyt Ørsted-eventyr i solenergi.

Foto: Better Energy

Pensionsselskabet Industriens Pension og den fremadstormende danske solcellevirksomhed Better Energy er tæt på offentliggøre en milliardaftale, der bliver danmarkshistoriens hidtil største investering i solcelleanlæg.

Det erfarer KapitalWatch.

Den samlede aftale mellem de to parter udgør i alt fire mia. kroner.

Hovedparten af den massive investering skal anvendes til etablering af nye solcelleparker i 2021 og 2022, mens en mindre del af pengene går til fem nyopførte parker, oplyser kilder til KapitalWatch.

Better Energy, der især er kendt for at have bygget store solcelleanlæg til virksomheder som Bestseller og Google i Danmark, og Industriens Pension, kommer hver især til at gå ind i partnerskabet med op til 750 mio. kr., mens den sidste del af investeringen på 2,5 mia. kr. optages som lån. Det vil sige, at den samlede værdi af investeringen forventes at lande på knap 4 mia. kr.

Det er Better Energy, som kommer til at stå for driften af solcelleanlæggene, men ejerskabet er ligeligt fordelt mellem de to parter.

Industriens Pension ønsker ikke at kommentere oplysningerne om en forestående milliardaftale, men henviser til at parterne først udtaler sig på et senere tidspunkt.

Der er tale om den største danske solcelleinvestering nogensinde og et gennembrud for solcellemarkedet i Danmark.

I dag kan solceller i Danmark producere ca. 1,2 GW, men den nye aftale vil alene kunne levere yderligere 1 GW, det vil sige næsten en fordobling af den nuværende kapacitet.

Jagt på kapital

Better Energy er en relativt ny spiller på det danske energimarked, og derfor ikke særlig økonomisk stærk. Selskabets egenkapital er 370 mio. kr.

Når de så alligevel kan komme med 1,5 mia. kr., skyldes det blandt andet, at den franske kapitalfond Omnes i januar købte sig ind i Better Energy, da de fire ejere solgte en mindre del af energivirksomheden, 15-20 pct. Det kostede fonden 30 mio. euro, ca. 225 mio. kr., at få fat i en bid af selskabet. En pris der dengang værdiansatte Better Energy til et sted mellem 1,1 mia. kr. og 1,5 mia. kr.

"Vi mener, at et strategisk partnerskab og en kapitalinvestering fra Omnes passer perfekt inde i Better Energys strategiske mål om at levere næste skridt i den grønne omstilling i de nordeuropæiske markeder," lød det fra adm. direktør Rasmus Lildholdt Kjær om aftalen med Omnes.

I det seneste årti har Ørsted været en af de mest markante erhvervssuccesser. Det mener jeg, at Better Energy kan blive i dette årti.

Christian Motzfeldt, bestyrelsesformand i Better Energy, i EnergiWatch, 28. jan. 2020.

I oktober fik Better Energi så som den første virksomhed et lån på ca. 250 mio. kr. fra Danmarks Grønne Investeringsfond. Lånet fra investeringsfonden skal indgå i finansieringen af Danmarks første solcellepark uden statsstøtte til elprisen ved Næstved samt finansieringen af Better Energys voksende portefølje af egne solcelleparker.

"Formålet er at bringe finansieringen i spil der, hvor den har størst positiv effekt på Better Energys arbejde med udbygning af ny solcellekapacitet," fremgik det af en meddelelse fra den statslige investeringsfond Vækstfonden.

Manden bag Ørsted-ambitionen

Den tidligere og mangeårige adm. direktør i Vækstfonden, Christian Motzfeldt, tiltrådte i januar i år som bestyrelsesformand i Better Energy. Han drog med det samme paralleller til udviklingen i energikoncernen Ørsted.

"Better Energy bliver med stor sandsynlighed en af de største leverandører af grøn energi i Norden og muligvis hele Nordeuropa. Når man ser på den pipeline, der ligger klar nu, er den helt på linje med de allerstørste."

"I det seneste årti har Ørsted været en af de mest markante erhvervssuccesser. Det mener jeg, at Better Energy kan blive i dette årti. Det er en virksomhed, der i en vis skala allerede er Ørsted med Vestas indeni. Hvor Vestas køber komponenter og samler møller af dem, som bliver til parker, der drives af Ørsted, så gør Better Energy det hele selv," sagde Christian Motzfeldt i et interview med EnergiWatch i forbindelse med sin tiltræden.

I samme forbindelse understregede han, at hans hovedopgave var at bringe investorer sammen og finde de rette kapitalkilder.

"Der er behov for massiv tilførsel af kapital," lød det fra Christian Motzfeldt.

Bestseller-ejer vil lave stor solcellepark på landbrugsjord til over 500 millioner

"Vi skal være Ørsted med Vestas indeni"

Relaterede

Kapital Watch trial 14 dage

Seneste nyt

Jobs

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch