Startup henter millioner til vertikal grøntproduktion

Selskabet Nabo Farm har hentet kapital til at opbygge en ny indendørs grøntproduktion i København.
Foto: PR
Foto: PR

Produktion af grøntsager i vertikale farmanlæg vinder indpas over hele kloden og herhjemme har indendørs landbrug med kustigt lys ligeledes fundet et marked.

Nu har den danske startup Nabo Farm fået 3 mio. kr. fra investorer til at udbygge deres version af et "urbant landbrug" og vil åbne farm nummer to i hovedstaden, rettere bestemt på Amager, lyder det i en pressemeddelelse.

Nabo Farm har siden 2018 haft produktion af grønt fra et nedlagt autoværksted i det nordvestlige København, men vil nu udvide med endnu en farm, der blot skal blive den første i rækken af flere, lyder det fra stifterne Sebastian Dragelykke og Jens Juul Krogshede.

"For os som nystartet virksomhed er det en stor ting, at vi er lykkedes med at rejse så betydeligt et beløb, for det betyder, at vi nu kan fokusere på at skalere Nabo Farm-konceptet yderligere ved at åbne endnu en farm. Samtidig betyder investeringen fra Danban og Vækstfonden også, at vi på et samfundsmæssigt niveau kan være med til at udbrede kendskabet til bæredygtig fødevareproduktion," lyder det fra Sebastian Dragelykke.

De 3 mio. kr. stammer som nævnt fra business angel-netværket DanBan og Vækstfonden, og Nabo Farm sælger i dag grønt på abonnement til en kundekreds, der tæller kantiner, catering-firmaer og restauranter som Compass Group, Aamanns, Meyers og Alchemist.

Målsætningen for selskabet er at tiltrække "flere og større investorer" til at folde ambitionerne om at producere endnu mere mad via LED-lamper og et selvudviklet automatisk vandingssystem.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie FødevareWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også