Medie: Kapitalfond vil sælge Fertin Pharma

Kapitalfonden EQT, der købte Fertin Pharma af Bagger-Sørensen-familien i 2016, kigger nu på at sælge virksomheden igen, skriver Inside Business.
Foto: PR / Fertin Pharma
Foto: PR / Fertin Pharma

Den Vejle-baserede nikotintyggegummiproducent Fertin Pharma er ifølge et medie på vej til at skifte ejere igen.

EQT er nemlig gået i gang med det forberedende arbejde til et salg af Fertin Pharma, skriver erhvervsmediet Inside Business baseret på anonyme kilder.

Mediet skriver, at EQT har hyret en finansiel rådgiver til salget i FIH Partners, og at kapitalfonden lige nu er i dialog med potentielle kommercielle rådgivere som McKinsey, Boston Consulting Group og Bain.

Over for MedWatch har EQT ingen kommentarer til historien. MedWatch arbejder på en kommentar fra Fertin Pharma.

EQT købte størstedelen af aktierne i Fertin Pharma i december 2016 fra familien Bagger-Sørensen, der stod bag tyggegummiimperiet Dandy. Bagger-Sørensen-familien ejer fortsat 30 pct. af aktierne i Fertin Pharma.

Fertin Pharmas adm. direktør gennem ti år, Søren Birn, forlod selskabet i august og sagde forinden til MedWatch, at "timingen er god nu for både Fertin og mig."

"Jeg er virkelig stolt over, hvor Fertin er i dag i forhold til for ti år siden. Vi er nu en veldrevet og veldiversificeret forretning med et kæmpe vækstpotentiale, og vi har tiltrukket nogle af verdens største farmaselskaber og consumer health-selskaber som kunder," sagde Søren Birn.

Han blev erstattet på posten af Peter Halling, der kom fra koncernledelsen i den tyske fødevarevirksomhed Döhler Group.

Over de seneste år har Fertin Pharma haft en strategi om at diversificere forretningen, så den ikke kun handler om nikotintyggegummi, men også om flere stoffer og leveringsmetoder.

Selskabet omsatte for 882 mio. kr. sidste år og har cirka 730 ansatte.

Selskabet præsenterer hvert år to regnskaber: Et for den underliggende forretning i Fertin Pharma, og et for moderselskabet Claudio Bidco, der også ejer nyindkøbte datterselskaber og håndterer nogle finansielle udgifter i forbindelse med salget til EQT. Den underliggende forretning præsterede sidste år et overskud på 81 mio. kr., mens moderselskabet havde et underskud på 58 mio. kr.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også