Rutineret investor og tidligere sportsagent rejser kapital til ny sportsfond

Frank Lyhne, medstifter i N2F, kører sammen med tidligere topagent og fodboldmålmand ny fond i stilling, erfarer KapitalWatch. Investeringer i sportsindustrien, især sportsteknologi, vokser voldsomt.
Frank Lyhne | Foto: Watch Medier/ Jan Bjarke
Frank Lyhne | Foto: Watch Medier/ Jan Bjarke

Den tidligere topagent og professionelle fodboldmålmand i FCK, Michael Stensgaard, er sammen med den rutinerede medstifter og partner i fonden N2F, Frank Lyhne, i fuld gang med at rejse en fond, der skal have sport som omdrejningspunkt, erfarer KapitalWatch. 

Målet er at rejse 50 mio. euro, knap 350 mio. kr., og first close hen over sommeren. Det vil sige det tidspunkt, hvor investorer der først har givet investeringstilsagn, optages i fonden

Af cvr-registret fremgår det således, at Frank Lyhne ApS for et par måneder siden har etableret virksomheden SC Ventures Management med Michael Stensgaard som adm. direktør. Ifølge KapitalWatchs oplysninger er det i dette selskab, at fonden med fokus på sport ligger – og det bekræfter Frank Lyhne.

”Men Michael må hellere fortælle mere om det. Det er ham, der driver processen. Jeg er ejer af managementselskabet, men det er en fælles ide, vi fik. Jeg har jo min fond i N2F,” siger Lyhne til KapitalWatch.

Frank Lyhne investerer selv sammen med medstifter i N2F, Peter Sandberg, og deres fokus er såkaldte secondary-investeringer. Det vil sige ejerandele, der købes med en rabat af stiftere, medarbejdere og tidlige investorer, som ønsker at kapitalisere på deres investering.

Arkivfoto: Michael Stensgaard | Foto: Jan Sommer
Arkivfoto: Michael Stensgaard | Foto: Jan Sommer

Michael Stensgaard har i mange år været et kendt navn i agentverdenen efter sin karriere som fodboldspiller. I september 2023 kunne Tipsbladet med henvisning til en pressemeddelelse fortælle, at han stopper som topfigur i agentvirksomheden People in Sport, som han var medstifter af. Han sagde:

”Efter min aktive målmandskarriere var slut, satte Mads Winther, (medstifter af agentfirmaet, red.) og jeg sammen det mål, at vi ville skabe et transparent, ærligt og ambitiøst dansk agentfirma for elitesportsudøvere, nemlig People in Sport. Men jeg er her i september fyldt 49 år, og hvis jeg skal nå at prøve mig selv af i andre, professionelle sammenhænge, er tiden kommet. Derfor har vi i længere tid forberedt min exit, så People in Sport kan fortsætte sin succesrige udvikling.”

Stensgaard ville på daværende tidspunkt ikke afsløre, hvilke tanker han havde om sit professionelle virke fremover.

I en pressemeddelelse tilbage fra 2001 skrev FCK om Stensgaards karrierestop som følge af rygskade. Her listede klubben hans karriere op:

”Michael Stensgaard startede sin karriere i Hvidovre. I 1992 blev han solgt til Liverpool FC. På grund af en alvorlig skulderskade blev han erklæret fodboldinvalid i 1994. Han overvandt sin skade og skrev kontrakt med F.C. København i 1998. I 1999 skrev han kontrakt med den engelske Premier League klub, Southampton men vendte tilbage til FCK i 2000. Michael Stensgaard opnåede 40 kampe for F.C. København.”

KapitalWatch ville gerne have spurgt ind til, hvilken type sports-investeringer, fonden skal gennemføre, men Michael Steensgaard har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.

Der er dog ingen tvivl om, at investeringer i sportsindustrien de seneste år for alvor er blevet big business – kun for at vokse sig større i takt med, at kunstig intelligens bliver en naturlig del af techindustrien.

Sportsinvesteringer handler nemlig om meget mere end internationale rigmænds opkøb af højtprofilerede klubber, nemlig nye teknologier og services til klubber og atleter med det sigte at forbedre præstationer på grønsværen, i håndboldhallen, på tennisbanen og mange andre steder. Andre temaer kan være teknologi, der laver indhold til fans eller mere effektive billetsystemer.

Globale investeringer i sportsindustri stormer frem

Skal man op på den helt store klinge, er det interessant at tage et kig på de globale investeringer i sportsteknologien i 2023, som bl.a. mediet Sportico har gjort for nylig med reference til en rapport fra investeringsbanken Drake Star i New York.

Sportsteknologisektoren havde et rekordår i 2023 med mere end 37 milliarder dollars i aftaler og syv milliarder dollars i ny kapital til investeringsfonde, ifølge rapporten.

”Hvis man ser på transaktionsværdien på 37 mia. dollars mod 21 mia. dollars i 2022, er det en enorm stigning og i modsætning til, hvordan de samlede markeder klarede sig i 2023,” siger Mohit Pareek, der er direktør i Drake Star og en af rapportens forfattere til Sportico og tilføjer:

”Sportsteknologi har fået en større og større tilstrømning af kapital og har trodset den globale nedgang i M&A-aktiviteter på hele markedet.”

Ifølge medier blev der som nævnt rejst syv milliarder dollars til sports-tech-fokuserede investeringsfonde, herunder 760 millioner dollars til den amerikanske investeringsbank Raine Group’s ”fokus på medieområdet og sport og spil, samt 500 millioner dollars til TXV Partners, hvis nye Evolution-fond søger sportsrelaterede virksomheder.” Det var i øvrigt selvsamme Raine Group, der solgte 25 pct. af Manchester United til Sir Jim Ratcliffe.

”Der er sandsynligvis flere milliarder dollars på vej til sportsteknologi, eftersom Saudi-Arabien har dannet en ny enhed, SRJ Sports Investments, som vil bruge en uoplyst sum kapital til at finde virksomheder, der tilbyder unikke aktiviteter til at engagere fans,” skriver Sportico.

Arkivfoto: Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen, FC Midtjylland og CEO Claus Steinlein. Fredag 4. juni 2021. | Foto: René Schütze
Arkivfoto: Bestyrelsesformand Rasmus Ankersen, FC Midtjylland og CEO Claus Steinlein. Fredag 4. juni 2021. | Foto: René Schütze

Danske investorer er på banen

Blandt investorer i en vis liga med dansk islæt er Sport Republic, der er London-baseret, men har to danske medstiftere, nemlig Rasmus Ankersen og Henrik Kraft. 

Fra 2015-2021 har Ankersen stået i spidsen for Brentford FC’s fodboldafdeling som Co-Director of Football, ”hvilket kulminerede med oprykningen til Premier League for første gang i 74 år i maj 2020. I samme periode har han været bestyrelsesformand for den danske klub FC Midtjylland,” skriver firmaet på dets hjemmeside.

Her fremgår det også, at Henrik Kraft ”har brugt de sidste 20 år på at investere i teknologi-, telekommunikations- og mediebranchen, herunder som aktiv investor i den tidlige fase i sportsteknologivirksomheder som Tonsser, Sportlight, Wave.tv, Oura Ring, Sava Health og MastersApp. 

En væsentlig spiller på teamet er den serbiske milliardær og såkaldt lead investor Dragan Solak.

Sports Republic er nok mest kendt for selskabets opkøb af aktiemajoriteten i den engelske fodboldklub Southampton i januar 2022, ligesom de har et par andre investeringer i fodboldklubber. 

Men de har også investeret i Sport Buff, ” der driver live-, on-demand- og arkiv-sportsvideo-oplevelser til millioner af brugere over hele verden og giver partnere mulighed for at engagere og tjene penge på deres publikum meget bedre end før.” Og de har sendt penge efter Tonsser, som de beskriver som ”verdens største app og fællesskab for fodboldspillere, som giver ungdomsspillere mulighed for at udvikle sig og frigøre deres potentiale.”

Men for det nye danske selskab, SC Ventures, handler det i første omgang om at hente de første midler til den nye bebudede fond.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også