Investorer kaster millioner i digital sundhed - men de venter stadig på succeshistorien

Mængden af kapital investeret i digital sundhed i 2023 er godt på vej til at udligne rekordåret 2021, viser opgørelse.
Mads Lacoppidan, partner i Eifos life science-team, forventer, at den statslige fond vil fortsætte med at investere mange midler i digital sundhed. | Foto: Eifo
Mads Lacoppidan, partner i Eifos life science-team, forventer, at den statslige fond vil fortsætte med at investere mange midler i digital sundhed. | Foto: Eifo

”Jeg tror, det her space kommer til at eksplodere - det er det faktisk allerede i gang med.”

Sådan lød vurderingen, da Mads Løntoft, partner i venturefonden Accelerace, for nyligt udtalte sig til KapitalWatch om fondens øgede fokus på investeringer inden for digital sundhed. 

Fra at have spillet en birolle i fondens investeringsmønster, går mere end hver fjerde af fondens investeringer i dag til virksomheder, der beskæftiger sig med digital sundhed. 

Accelerace er ikke den eneste aktør på det danske investeringsmarked, der har fået øjnene op for den type investeringer. 

KapitalWatch har rakt ud til andre fonde, der i betydeligt omfang bekræfter tesen. 

Inden vi når til dem, vender vi blikket mod tallene.

Fire kapitalrejsninger stikker ud

En opgørelse fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) viser, at i 2020 var digital sundhed den 14. største sektor inden for ventureaktivitet i Danmark. Året efter, i 2021, rykkede sektoren op på en fjerdeplads, hvilket gjorde den til sektoren med størst fremgang det år. 

Her var det særligt fire selskaber inden for digital sundhed, der udmærkede sig med markante kapitalrejsninger.

Liva Healthcare, der har udviklet en platform til online sundhedscoaching, hentede 185 mio. kr. hos bl.a. det belgiske ventureselskab Verlinvest og kapitalfonden Maj Invest. 

Lenus, der også har udviklet en coaching-platform, rejste 387 mio. kr. hos svenske EQT Ventures. I maj i år har virksomheden hentet yderligere 200 mio. kr. hos Eifo og 3Shape-stifterne Tais Clausen og Nikolaj Deichmann. 

Corti, der via kunstig intelligens hjælper alarmcentraler med at diagnosticere i telefonen, rejste 170 mio. kr. hos bl.a. Chr. Augustinus Fabrikker og Vækstfonden. Samme selskab har for nyligt hentet yderligere 418 mio. kr. fra en kreds af danske og internationale investorer. 

Og endelig er der Dawn Health, et dansk it-konsulenthus med speciale i digitalisering af den danske sundhedsindustri, der rejste 160 mio. kr. hos bl.a. Vækstfonden Growth og Chr. Augustinus Fabrikker.

Mens 2022 generelt var et passivt investeringsår, er der allerede i 2023 blevet investeret mere i digital sundhed, end der blev i 2019, 2020 og 2022 til sammen.

Hvert af de tre år blev der investeret mindre end 100 mio. kr. i digital sundhed, viser Eifos opgørelse, mens der foreløbig i 2023 er investeret knap 800 mio. kr. i sektoren på tværs af syv investeringer, medregnet Cortis seneste kapitalrejsning. 

Der er dog stadig et lille stykke op til 2021, da der blev investeret 950 mio. kr. i digital sundhed, fordelt på seks ventureinvesteringer, viser Eifos tal.

Indikation på attraktive afkast

Ifølge organisationen Nordic Innovation er digital sundhed den selvstændige sektor med størst investeringspotentiale i Danmark.

En prognose, der i et vist omfang vækker genklang hos Mads Lacoppidan, partner i Eifos life science-team.

Han har været med til at investere i bl.a. Lenus, Corti og Dawn Health og sidder i bestyrelsen i alle tre selskaber.

”Covid og AI i kombination gør, at vi ser en kraftigt stigende interesse blandt iværksættere, men også blandt investorer, til at hjælpe med diverse sundhedsløsninger. Det har givet en kraftig vækst i digital health,” siger Mads Lacoppidan.

Han oplever, at opmærksomheden på digital sundhed er i vækst, og han estimerer, at området er blandt de tre mest vækstprægede vertikaler inden for ventureaktivitet.

”I dag går verden mod et mere proaktivt sundhedssystem, hvor man når at diagnosticere tidligere end i dag, og derigennem kan man hjælpe samfundet med at fange ting i opløbet, frem for at folk bliver syge, og man behandler derefter,” siger Mads Lacoppidan og påpeger en særlig styrke i det danske marked.

”Verden vil fortsat have brug for mere medicin, og det er vi rigtig gode til i Danmark. Men vi er også et teknologisk land, og derfor har vi gode muligheder for at udvikle digital sundhed. Blandt andet via CPR-systemet har vi mulighed for at opbygge data, der kan vise, om et sundhedsinitiativ virker,” siger han. 

Mads Lacoppidan beskriver digital sundhed som en sektor, der er vokset hurtigt, men fortsat er umoden.

”Der er ikke 10-årige lange succeshistorier, der kan inspirere andre, og der er ikke investorer, der har specialiseret sig i det her gennem mere end 10 år. Men vi ser også, at det er en sektor, som er modnet med raketfart de senere år, og som indikativt leverer attraktive afkast til sine investorer,” siger han og tilføjer, at Eifo forventer at investere meget i sektoren fremover.

De næste fem år

Også i venturehuset Preseed Ventures er investeringer inden for digital sundhed et opmærksomhedspunkt - og det har det været i en rum tid, fortæller Anders Kjær, partner i Preseed Ventures’ forestående DeepTech Fund. 

”Frem til 2016 havde vi et investeringsteam med dedikeret fokus på sundhedsteknologier, og siden da har vi på tværs af vores hus investeret i mere end 10 selskaber på det her område. Så historisk set har vi investeret relativt aktivt,” siger Anders Kjær. 

Han tilføjer, at Preseed Ventures indtil 2018 investerede på vegne af statens innovationsmiljøordning, og at det bidrog til et tidligt fokus på digital sundhed. 

”Men selvom vi investerede meget, var det generelt svært at være teknologiselskab i Danmark (inden for digital sundhed, red.) frem til 2018/2019, for der var kun et lille fokus på området. Men innovation kommer ud af kriser, så da corona kom, boostede det fokus på health tech fra investorernes side,” siger Anders Kjær. 

Preseed Ventures har bl.a. i 2019 investeret i danske Radiobotics, der har udviklet et AI-program, der kan afkode røntgenscanninger. I 2020 investerede venturehuset via fonden PSV Tech01 i danske Teton.ai, der har udviklet et monitoreringsværktøj til plejepersonale. Og i 2022 investerede teamet bag Preseed Ventures kommede deep tech-fond i danske Measurelet, der udvikler innovative automationsløsninger til sundhedsvæsnet. 

Anders Kjær hæfter sig ved, at digital sundhed fortsat er en sektor, som har til gode at afføde en unicorn-virksomhed.

Anders Kjær oplevede, at interessen for digital sundhed fik et boost under coronapandemien. | Foto: Preseed Ventures
Anders Kjær oplevede, at interessen for digital sundhed fik et boost under coronapandemien. | Foto: Preseed Ventures

”Nu skal selskaberne til at præstere. Man kan ikke nævne en dansk unicorn inden for digital health endnu, så det har stadig til gode at bevise sit værd. Men jeg tror på det, og jeg forventer, det sker inden for de næste fem år. Ikke mindst set i lyset af seneste finansieringsnyhed fra Corti, som jo alt andet lige må betyde, at selskabet er godt på vej til at nå den forjættede værdiansættelsesstatus,” siger Anders Kjær.

Partneren forudser da også, at Preseed Ventures kommer til at øge sin investeringsaktivitet inden for feltet gennem sin kommende deep tech-fond. 

For småt til kapitalfonde

Anders W. Eriknauer, stifter og ledende partner i rådgivningsselskabet Nordic M&A, der følger investeringsmarkedet tæt, er enig i udsagnet om, at digital sundhed-sektoren endnu har til gode at skifte til det allerhøjeste gear.

Han oplever, at sektoren mestendels appellerer til venturebranchen - og i mindre grad til kapitalfondbranchen. 

”Interessen er meget stor for at lave noget interessant på det her område, særligt i takt med, at AI udvikler sig, men der findes meget få løsninger, der har fået en volumen, hvor kapitalfonde kan være med,” siger han. 

Virksomheder, der beskæftiger sig med digital sundhed appellerer mestendels til venturebranchen - og i mindre grad til kapitalfondbranchen, vurderer Anders W. Eriknauer. | Foto: Pressefoto
Virksomheder, der beskæftiger sig med digital sundhed appellerer mestendels til venturebranchen - og i mindre grad til kapitalfondbranchen, vurderer Anders W. Eriknauer. | Foto: Pressefoto

I bestræbelserne på at nå derhen vurderer Anders W. Eriknauer dog, at Danmark har optimale kort på hånden sammenlignet med andre lande.

”Der er mange lande, der interesserer sig for at lave det. Vi har nogle fordele, fordi vi er så digitaliseret i Danmark. Vi kan hurtigt få et testmarked, der fungerer relativt godt. Det er bare stadig meget få herhjemme, der får en tilstrækkelig volumen, og spørgsmålet er, hvor mange der får en stor nok udbredelse til, at kapitalfondene vil være med,” siger han. 

KapitalWatch har også spurgt venturefonden Seed Capital, om den har øget sit fokus på digital sundhed. 

I et mailsvar skriver ledende partner Ulla Brockenhuus-Schack, at digital sundhed har fondens opmærksomhed, men ikke udelt. 

”Vi har netop investeret i Embla (der udvikler online vægttabsforløb, red.), og det er et område, vi kigger på, men det har ikke større relevans end andre software-segmenter,” skriver Ulla Brockenhuus-Schack. 

Venturefond skruer op for investeringer i digital branche: ”Det her space kommer til at eksplodere”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også