Læringsplatform jagter værdiansættelse på en milliard dollars

Store armbevægelser er en del af DNA’et i LMS365, der har en direktion af danskere, som har arbejdet i Silicon Valley. Med kapitalstærke investorer er målet sat mod 100 mio. dollars i omsætning
Adm. direktør Rasmus Holst i den nye bydel Aarhus Ø, hvor LMS365 har sit hovedkontor. | Foto: PR
Adm. direktør Rasmus Holst i den nye bydel Aarhus Ø, hvor LMS365 har sit hovedkontor. | Foto: PR

Få arbejdsopgaver er så kedelige som compliance, men det behøver det ikke at være. Det er i hvert fald den mission, som softwarehuset LMS365 har. 

For med en årlig tilbagevendende omsætningsvækst på 60 pct. de sidste to år samt en gross profit på 53,8 mio. kr. i 2022, så er det selskabets forretningsdrøm at forvandle kedelige-compliancekurser til legende læring.

”Vores ambition er at nå op i de 0,04 pct. af virksomheder i verdenen, der kan kaldes unicorns – og det når vi i 2027,” siger Rasmus Holst, adm. direktør i LMS365. En metoderne til at genkende en unicorn er en værdiansættelse på en milliard dollars.

For tre måneder siden lykkedes det selskabet at lande en investering på 133 mio. kr. hovedsageligt fra den amerikanske venturefond Blue Cloud Ventures. Investeringen skal dække driftsunderskuddet på 25 mio. kr., som afspejler stigningen af medarbejdere fra 80 til 140 i 2022. 

Med investeringen er kursen mod profitabilitet lagt, som selskabet ifølge Rasmus Holst når i 2026. Indtil da kommer LMS365 til at køre med underskud for at ekspandere hurtigt. 

Direktøren har også budgetteret med mindre opkøb undervejs. For tre år siden opkøbte LMS365 det amerikanske softwareselskab Immersion Technology Services. Sidenhen er en tysk og australsk virksomhed kommet til. Fælles for opkøbene er, at de er fortrolige med Microsoft, som ifølge direktøren er de tre største markeder for Microsoft Teams.

I seng med Microsoft

Ret hurtigt i LMS365’s historie blev der taget en beslutning om, at platformen skal være indbygget i Microsoft Teams. Det gør det lettere at udbyde onlinekurser, så for eksempel compliance-afdelingen ikke både skal sørge for, at medarbejderne gennemfører undervisningen, men også skal blive bekendt med endnu en platform.

”Vi bruger Microsofts distributørnetværk, som har arme og tentakler ude i hele verden,” siger han, og tilføjer: 

”Nu har vi kontorer i fire ud af de fem største markeder for Microsoft Teams.”

Hvilke risici er der forbundet med at sidde på skødet af Microsoft?

”Det har vi tidligere kigget meget ind i. Min bestyrelsesformand er fra Navision (Lars Damsgaard Andersen, red.) Dengang købte Microsoft rent faktisk Navisions største konkurrence Great Plains, men Navision kunne stadig konkurrere og levere sine løsninger ovenpå” siger Rasmus Holst.

Og Microsoft endte med at købe Navision også. Hvor sandsynligt er, at I også bliver købt af Microsoft?

”Man skal aldrig satse på at blive købt af en spiller, fordi det er en dårlig strategi. Vi vil gerne børsnoteres i USA i 2027. Hvis Microsoft har en interesse i det, så vi siger da ikke nej til at sætte os ved bordet,” lyder det fra Rasmus Holst, der har arbejdet seks år i Silicon Valley.

Ifølge Rasmus Holst er det Microsofts topchef Satya Nadellas vision at udvikle Teams som en platform, hvor flere applikationer skal lægges ind, så den amerikanske techgigant kan holde trafikken inde i Microsofts økosystem.

Derfor mener den danske topchef i LMS365, at der er langt flere fordele end ulemper ved at være tæt forbundet med Microsoft. LMS365’s løsning er en såkaldt Microsoft Preferred Solution. Det partnerskab giver Rasmus Holst og sine udviklere et smugkig og forspring til at bruge Microsofts AI-løsninger før resten af verden.

LMS365 udbyder kun platformen. Mens bl.a. LinkedIn Learning og selskabet Go1 står for at genere indholdet til platformen. Go1 er i øvrigt ejet af den samme kapitalfond, som LMS365, Blue Cloud Ventures. 

For at nå det ambitiøse mål om at blive unicorn, har LMS365 ansat Robin Daniels, der har haft en karriere i Silicon Valley i 20 år, som tidligere beskrevet af ITWatch.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ITWatch.)

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også