Serieiværksættere afblæser børsnotering af prisportal

Sidste efterår bebudede  Stefan Bruun og Mads Faurholt en børsnotering af Samlino Group inden sommerferien. Det bliver ikke til noget. I stedet vil de rejse kapital fra nogle private og professionelle investorer.
"Vi forventer i stedet for at lukke en investeringsrunde med nogle private og professionelle investorer," siger CEO og medstifter Stefan Bruun. | Foto: Samlino / PR
"Vi forventer i stedet for at lukke en investeringsrunde med nogle private og professionelle investorer," siger CEO og medstifter Stefan Bruun. | Foto: Samlino / PR

Iværksætterne Stefan Bruun og Mads Faurholt, der står bag den danske platform for prissammenligninger på bank-, forsikrings-, tele- og energiprodukter, Samlino Group, har udsat deres bebudede notering af virksomheden på den danske vækstbørs First North.

Ambitionen var en notering inden sommeren 2022, som CEO og medstifter Stefan Bruun bebudede i oktober sidste år. Siden er verden blevet ramt af tårnhøj inflation, store fald på børsmarkederne, galopperende energipriser og en krig i Ukraine, der har sat mange børsnoteringer og kapitalrejsninger på hold.

I stedet har Samlino Group indledt en investeringsrunde med private og professionelle investorer, som potentielt kan lede til en børsnotering om måske to år, oplyser Stefan Bruun.

"Vi har altid overvejet alle muligheder, og vi har den fordel, at vi er et profitabelt selskab og har et positivt operating cash flow, så vi har en masse muligheder. I forhold til markederne lige nu er en IPO ikke attraktiv, og vi forventer i stedet for at lukke en investeringsrunde med nogle private og professionelle investorer. Vi tilfører arbejdskapital og fortsætter vores ekspansion" siger Stefan Bruun:

Genovervejer børsnotering

"Nu får vi frisk kapital ind til den næste fase i vores vækstrejse, og så må vi genoverveje ideen om en IPO om et par år i forhold til, hvad der giver bedst mening til den tid. Så kan det jo være, det giver mening at gå direkte på hovedbørsen."

Den oprindelige plan lød på at rejse i underkanten af prospektgrænsen på otte mio. euro, ca. 60 mio. kr.

Stefan Bruun oplyste tidligere i år, at Samlino Group løftede omsætningen med 39 pct. i 2021 til i alt 11,4 mio. euro, 85 mio. kr. Samtidig steg bruttofortjenesten med 27 pct. til 2,9 mio. euro, 21,5 mio. kr., svarende til en bruttomargin på 32 pct.

Væksten sidste år var drevet af en fremgang på tværs af produktgrupper på de fem markeder i Belgien, Danmark, Finland, Grækenland og Portugal.

Samlino Group havde i 2021 i alt 10,6 mio. unikke brugere og har i Danmark bl.a. udvidet sine aktiviteter, hvor brugerne kan sammenligne priser på indbo-, hus- og ulykkesforsikringer. I Belgien, Finland og Portugal er energipriser blevet lagt på platformene.

Nye navne

Stine Bosse, tidligere adm. direktør i forsikringsselskabet Tryg, og forhenværende topchef i TV2 Danmark og Metro International, Per Mikael Jensen, trådte i slutningen af 2021 ind i bestyrelsen i Samlino Group,

Også Lars Thuesen, investor og professionelt bestyrelsesmedlem, der har været rådgiver for Samlino Group siden 2019, indtræder og bliver ny bestyrelsesformand.

Foruden hovedaktionærerne Mads Faurholt og Stefan Bruun gennem Nova Founders Capital har Samlino en række kendte danske navne i investorkredsen.

Det gælder bl.a. tidligere Saxo Bank-ejer Lars Seier Christensen, tidligere Nordea-topchef Thorleif Krarup og forhenværende topchef i ISS, Waldemar Schmidt.

150 mio. kr.

I sommeren 2016 rejste  Samlino.dk 150 mio. kr. i kapital fra en række investorer anført af flere internationale investorer. Dengang var der stor fokus på Mads Faurholt og udviklingen af prisportaler i Asien.

For brugerne er det gratis at benytte Samlino.dk, mens det er virksomheden, der betaler for servicen i form af en provision for de kunder, som vælger de pågældende virksomheders service og produkt gennem Samlino.

Da Samlino blev grundlagt i 2015, blev der også investeret i at opbygge et stort callcenter. Man fandt dog ud af, at call-centeret ikke var en skalérbar model, hvorfor man valgte at nedlægge det igen og fokusere på den online-model, virksomheden kører med i dag.

Børskandidaten Samlino Group viser vækst op til notering 

Børskandidat henter kendte navne ind i bestyrelsen 

Serieiværksættere vil sende prisportal på vækstbørs 

Samlino efter første overskud: "Det er naturligvis rart at kunne vise investorerne, at vi rent faktisk kan tjene penge" 

 

 

 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også