KapitalWatch

Kantar opkøber dansk tech-virksomhed

Den britiske konsulentvirksomhed Kantar, med amerikanske Bain Capital som hovedaktionær, har opkøbt dansk softwarevirksomhed. Den danske virksomhed har selv flere fonde i ejerkredsen, herunder Vækstfonden og Heartcore Capital.

Foto: Uffe Weng/DR

Den London-baserede konsulentvirksomhed Kantar har opkøbt danske Blackwood Seven, som har flere fonde i ejerkredsen.

Blackwood Seven har udviklet software, der tilbyder annoncører automatiseret medieplanlægning og -indkøb på tværs af mediekanaler.

”Opkøbet vil give Kantars kunder adgang til mere detaljerede analyser sammen med den strategiske vejledning, vi er kendt for,” siger Ted Prince, produktchef i Kantar, i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen skal opkøbet accelerere Kantars planer om at skabe et fælles analysesystem inden for marketing til virksomhedens kunder.

Blackwood Seven blev stiftet i 2013 og har undervejs modtaget større milliontilskud fra investorer. I begyndelsen satsede virksomheden på to ben – som mediebureau og tech-virksomhed. I maj 2019 solgte Blackwood Seven bureaudelen fra til Densou Trading Desk.

”Mediebureauforretningen har ikke været så lukrativ som forventet. Det har været svært at balancere mellem at drive et mediebureau og et softwarefirma,” sagde Henrik Hasselbalch Busch, daværende managing director hos Blackwood Seven. Henrik Hasselbalch Busch overtog senere samme år posten som adm. direktør i virksomheden.

Blackwood Seven har endnu ikke offentliggjort regnskabet for 2021. Regnskabet for 2020 viser en virksomhed, der landede et overskud på godt 17 mio. kr. før skat.

Kantars opkøb af Blackwood Seven forventes afsluttet ved udgangen af april. Købsprisen er ikke blevet offentliggjort.

Det er Kantars sjette opkøb, siden det amerikanske investeringsselskab Bain Capital overtog aktiemajoriteten i december 2019.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MediaWatch.)

Mere fra KapitalWatch

Læs også

Seneste nyt

KapitalWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch