Ventureinvestor leverer rekordindtjening – nu skifter de navn

Med et overskud på 40 mio. kr. leverede North Ventures, tidl. North Finance, sit klart bedste resultat nogensinde på at rejse kapital og investere i danske vækstvirksomheder gennem sit vidtforgrenede investornetværk.
Jacob Enevoldsen, tv., og Alexander Bech, stiftede virksomheden North Finance, i dag North Ventures, for seks år siden. | Foto: NorthVenturesPR
Jacob Enevoldsen, tv., og Alexander Bech, stiftede virksomheden North Finance, i dag North Ventures, for seks år siden. | Foto: NorthVenturesPR

North Ventures, der indtil for nylig hed North Finance, tjente 40 mio. kr. før skat i 2021.

Det er en vækst på 700 pct. og det hidtil bedste resultat for virksomheden, der blev stiftet af Jacob Enevoldsen og Alexander Bech for seks år siden, og som i en årrække har haft et tæt samarbejde med den statslige finansieringsfond Vækstfonden.

Navneskiftet sker samtidig med lanceringen af en ny ventureplatform, en styrkelse af North Ventures tilstedeværelse online, og fordi de to stiftere og ledende partnere, der i øvrigt er de to eneste ansatte i virksomheden, siden 2019 udelukkende har beskæftiget sig med investeringer i danske vækstvirksomheder.

North Ventures har i dag over 12.000 investorer, venturefonde, familiekontorer, business angels, industrielle og institutionelle investorer i sit netværk.

I løbet af 2021 investerede North Ventures og en lang række af investorerne over 600 mio. kr. i danske vækstvirksomheder inden for bl.a. fintech, robotics, biotech, saas, edtech, pharma, agrotech og it-sikkerhed.

Svært tilgængelig aktivklasse

Til dato har over 1.100 investorer investeret godt en mia. kr. i danske vækstselskaber sammen med North Ventures.

”Vi har gjort det nemt for investorer at tilgå en svært tilgængelig aktivklasse, hvor man kan bygge en ventureportefølje med solide danske vækstvirksomheder sammen med os,” lyder det fra de to stiftere, som har blikket rettet mod innovative og globalt skalerbare virksomheder i Danmark.

De forventer, at indeværende år vil være præget af samme eller højere aktivitetsniveau med gode muligheder for at overgå sidste års finansielle resultater.

”Planen er, at vi inden for de næste tre-fire år skal have de 50.000 mest kapitalstærke og aktive danske investorer i vores netværk. Der findes ca. 100.000 danskere med en investerbar formue på mere end syv mio. kr:”

”Overholdelse af prospektbekendtgørelsen og høje minimumsinvesteringer er med til at sikre, at det kun er professionelle investorer, der investerer. Typisk er der en minimumsinvestering i hver vækstvirksomhed på 250.000 - 750.000 kr., når man investerer sammen med os. Hvad angår vores investornetværk og antallet af medlemmer prioriterer vi kvalitet frem for kvantitet, og vi ønsker at være selektive og frasorterer løbende investorer, hvis vores vurdering er, at de ikke er egnede til at investere i venture. Det er typisk på grund af en for lille formuestørrelse eller manglende kendskab til alternative investeringer,” forklarer Jacob Enevoldsen og Alexander Bech.

De har også som ambition at tiltrække mere udenlandsk kapital til de danske vækstvirksomheder. I første omgang ved at udvide deres platform til Sverige og Norge:

"Vi planlægger også i udlandet at fastholde fokus på de danske virksomheder og dansk erhvervsliv. Danske vækstvirksomheder som investeringsprodukt egner sig fantastisk godt som eksportvare, og vi ønsker at hjælpe med at gøre Danmark til centrum for venture i Nordeuropa og holde virksomhederne i Danmark."

Enkle og hurtige kapitalrunder

North Ventures har siden etableringen ikke haft ansatte udover de to stiftere, der heller ikke på noget tidspunkt har modtaget nogen form for finansiering undervejs fra eksempelvis investorer eller dem selv, de er i stedet vækstet organisk.

”Det har krævet hårdt arbejde og nytænkning, men det har været et bevidst valg fra start. Vi har været meget påpasselige med at investere i ansatte og etablere faste interne omkostninger.”

”I stedet har vi haft fokus på at digitalisere, automatisere, effektivisere og outsource, og målet har i bund og grund været at kunne strukturere og gennemføre investeringsprocesser og kapitalrejsninger så hurtigt og enkelt som overhovedet muligt,” siger Jacob Enevoldsen og Alexander Bech, der bl.a. selv har opbygget deres digitale platform fra bunden.

De er dog overbeviste om, at de er nået til et punkt, hvor forretningen er klar til at skalere og til en udvidelse af organisationen:

”Vi kan tydeligt se, at vi har gode muligheder for at blive rigtig store selv med en meget lille organisation.”

Høje minimumsinvesteringer

På længere sigt er det også planen, at North Ventures’ platform skal understøtte, at investorer på egen hånd kan tegne aktier i en kapitalrunde, på samme måde som når de tegner aktier i en offentlig børsnotering eller aktieemission.

”Når vi i dag rejser f.eks. 50 mio. kr. til en virksomhed, så tager det typisk tre-fire uger, og processen foregår delvist manuelt. Det vil vi gerne reducere til en-to uger og stort set automatisere. Vores plan er ligeledes at bibeholde høje minimumsinvesteringer modsat andre såkaldte crowd equity-platforme rundt i verden, som er åbne for små investorer.”

Alexander Bech er programmør og forretningsudvikler. Han har en fortid i bl.a. Danske Bank, hvor han var med til at bygge deres innovationsafdeling Mobilelife op fra bunden, mens Jacob Enevoldsen har flere finanshuse i Schweiz på sit cv, hvor han bl.a. arbejdede med de nordiske markeder og distribution af alternative investeringsprodukter.

North Ventures fungerer altid som lead- eller co-lead investor og investerer sin egen kapital i alle virksomhederne på samme vilkår som deres medlemmer. Sammen med North Ventures investering får virksomhederne også adgang til en corporate finance løsning, hvor North Ventures strukturerer og gennemfører virksomhedernes kapitalrunder på meget kort tid.


Mæglerhus vokser markant på samarbejde med Vækstfonden

Stigende interesse for investornetværk – afviser konkurrence om medlemmer

Dansk edtech-selskab med erfarne erhvervsfolk vil hente tocifret millionbeløb

Mæglerhus skal hjælpe takeaway-tvillinger i mål med investeringsrunde

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også