Dansk e-sportsplatform lander ny millioninvestering

Den danske e-sportsplatform Gamerzclass har rejst 2,5 mio. dollar, knap 16 mio. kr., i en seed-runde.
Pengene kommer bl.a. fra venturefondene Bumble Ventures og Byfounders. Førstnævnte, der har stifterne af spilvirksomheden Better Collective i ryggen, var også med i en investeringsrunde i Gamerzclass sidste år.
Byfounders er derimod ny i platformens ejerkreds, skriver Bumble Ventures i et opslag på Linkedin.
Det samme er Morten E. Wulff, stifter af analysevirksomheden Gameanalytics, som ifølge mediet Venturebeat sammen med den eksisterende investor Ben Holmes, tidligere partner i den internationale venturefond Index Ventures, står i spidsen for runden.
Derudover skyder fonden Truesight Ventures også yderligere penge i platformen.
Vil producere mere indhold
Gamerzclass blev stiftet i 2018 og er en undervisningsplatform for computerspilsspillere.
Platformen står bag en række såkaldte masterclasses, hvor omkring 60 etablerede e-sportsnavne viser og fortæller, hvordan man kan spille og blive bedre til forskellige spil, herunder fodboldspillet Fifa, skydespillet Counter-Strike og strategispillet Dota 2.
Gamerzclass har ifølge Venturebeat i øjeblikket omkring 6.000 abonnenter.
Pengene fra runden skal gå til at øge produktionen af indhold, samt udvide medarbejderstaben fra de nuværende 15 til 20 i løbet af de kommende måneder og 25 ved udgangen af året, skriver mediet.
Ifølge Bumble Ventures har Gamerzclass en ambition om gå fra at producere nuværende fire timers indhold om måneden til 40 timer om måneden. Det skal bl.a. ske ved at udvide antallet af spiltitler, platformens undervisere dækker.
E-sportsplatform rejser 1 million dollars og får ny bestyrelse