"En klassisk ventureinvestor blev en inspiration for mig"

Karrierevejen: Ulla Brockenhuus-Schack troede, at hun selv skulle være iværksætteren, da hun var yngre. Men efter at have modtaget en investering selv, fik hun smag for at sidde på den anden side af bordet.
Foto: Niels Hougaard / Ritzau Scanpix
Foto: Niels Hougaard / Ritzau Scanpix
AF OLIVIA HØJ FÄLLING ANDERSEN

Navn: Ulla Brockenhuus-Schack

Alder: 59

Stilling: Managing partner

Selskab: Seed Capital

 

Hvad består dit arbejdsliv af?

De sidste 15 år har jeg været managing partner i Seed Capital, hvor jeg leder et team på syv medarbejdere. Vi leder efter nye investeringsmuligheder, og vi bruger i høj grad tid på at hjælpe vores investeringer med strategisk sparring og videre finansiering. Så min dagligdag er en god blanding af at hjælpe enkeltselskaber, sørge for at vi får en ordentlig dialog i vores team omkring vores portefølje, og så kigger vi på nye investeringer. Lige nu bruger jeg også tid på at rejse kapital i vores egen fond.

Hvilken karrierevej så du for dig selv som yngre?

Som yngre tænkte jeg nok mere, at jeg ville være iværksætteren. Jeg har altid været i gang med at starte ting op, også mens jeg læste på Handelshøjskolen. Det udspringer af, at jeg har en stor glæde ved at se ting blive skabt.

Hvornår besluttede du dig for den karrierevej, du har i dag?

Jeg startede på et tidspunkt et factory outlet op på internettet (haburi.com), hvor vi havde en klassisk ventureinvestor med ind. Det var en inspiration for mig. Og nu har jeg siddet på den anden side af bordet siden 2003. Men det var i virkeligheden en proces. For jeg har siddet ti år i Egmont med forretningsudvikling. Her følte jeg mig lidt begrænset på nogle ting, som jeg godt kunne tænke mig at lave mere af. Så tænkte jeg, at jeg skulle ud af corporate life, og samtidig fik jeg idéen til at skabe et factory outlet på internettet. Det brugte vi fire år på, men det lykkedes så ikke – og det lærer man også noget af. Efter det blev jeg kontaktet af nogle, jeg kendte, som spurgte, om ikke jeg ville lede et team hos DTU Innovation. Og på den måde er det lidt tilfældigt, at jeg skiftede til investorsiden.

Hvilken del af din uddannelse har du brugt mest i din karriere?

Jeg har en helt klassisk uddannelse fra CBS og en MBA fra Columbia i New York. Det, jeg har brugt mest, er helt klart strategi. Det at forstå industrier og selskaber, og hvordan man bygger og udnytter de styrkemuligheder, der er, for at skabe forandring. Og så vil jeg sige det med at forstå regnskab, økonomi og finansiering også har været vigtigt for det, jeg har lavet.

Hvilket punkt på dit CV repræsenterer det største skift i din karriere?

Det var at forlade Egmont for at blive selvstændig. Det var fantastisk, sjovt, energigivende og inspirerende. Men jeg har altid tænkt, at jeg er typen, der godt kan lide at sætte ting i gang. Og når det så bliver for meget drift, så skal jeg have nogle til at tage over. Det ved jeg godt om mig selv. Jeg får energi af nye ting. Unge mennesker, der får nye idéer, det giver mig energi. Det fik jeg så også i det her skifte fra en mere corporate verden til at prøve at starte noget op for mig selv med to andre partnere.

Så er det, du laver nu, vel i virkeligheden det mest optimale for dig?

Ja, også fordi jeg har en ambition om at vise verden, at selvfølgelig kan man tjene rigtig gode penge på en velintegreret og veleksekveret strategi indenfor early stages venture. Og det mener jeg sådan set, at vi har vist. Da jeg startede, var der mange tvivlere.

Nu er ambitionen at hjælpe nye generationer, der har nogle gode idéer, på vej. Fordi det er meget tilfredsstillende. Det kan godt være, der er nogle, som bliver mest tilfredsstillet af at have magt og prestige, men jeg bliver mest tilfredsstillet af at se folk blomstre – se virksomheder blomstre. Og selvfølgelig tjene penge til mine investorer, det er klart.

Hvad er det bedste ved din nuværende stilling?

At hver dag er ny og spændende, og at man hele tiden bliver inspireret. Selvfølgelig er der også nogle rutiner. Det er der i alle ledelsesjob. Men det med, at man møder nogle nye mennesker, der kommer med nye idéer, det synes jeg er vildt spændende.

Hvilken leder i branchen har inspireret dig mest?

I det nære miljø er det Preben Damgaard og min partner i Seed Capital, Lars Andersen. De inspirerer mig på mange måder. Det gør de ved deres viden om, hvad der skal til for at lykkes. Og så har de selv prøvet det også – med stor succes.

Hvad optager dig allermest lige nu?

At rejse penge til fond fire. Det handler om at tage initiativ til en dialog med nogle, der kunne være interesseret, præsentere vores virksomhed og vores plan for dem og følge op. Så det er ret tidskrævende.

Ny fondsdirektør kan blive livline for samfundsbærende danske virksomheder

Under en morgenmad på CBS faldt femøren: Nu er han nordisk chef i international kapitalfond

Hun drømte om arkæologi men valgte fondene

Efter 35 år i Haldor Topsøe sprang hun ud som business angel 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også