Seed Capital: Internationale investorer sikrer rekordoverskud

Ulla Brockenhuus-Schack, ledende partner i Seed Capital, efterlyser langt mere venturekapital fra pensionskasser og andre institutionelle investorer herhjemme. Det er både et problem for fondene og for samfundet, mener hun.
Foto: SeedCapital
Foto: SeedCapital

Det er især de udenlandske investorer og deres deltagelse i investeringsrunder i Seed Capitals portefølje af virksomheder, der hiver det danske ventureselskab op i et rekordstort overskud i det endnu ikke offentliggjorte 2020-regnskab.

Det siger Seed Capitals ledende partner, Ulla Brockenhuus-Schack, der efterlyser langt mere institutionel kapital herhjemme.

Da den danske vin-app Vivino for få uger siden rejste knap en mia. kr. i en investeringsrunde, var den især drevet af det børsnoterede svenske investeringsselskab Kinnevik. Og sådan en runde slår stærkt igennem for Seed Capital, der trods udvandingen af sin ejerandel fortsat er en betydelig aktionær, siden fonden for knap ti år siden investerede tidligt i den succesrige startup.

Med den store kapitaltilførsel i starten af februar kan Seed Capital værdisætte Vivino efter den seneste tegningskurs og dermed skrive værdien af selskabet op i takt med, der kommer nye investorer ind.

Dermed kan Seed Capital som "gammel aktionær" i Vivino levere resultater til sine investorer, når porteføljeselskaberne ultimativt skal sælges.

Rekordoverskud i 2020

Selv om investeringsrunden i Vivino, der har ambitioner om en børsnotering i New York, rækker ind i indeværende år, leverer Seed Capital er rekordstort overskud i 2020 på godt 860 mio. kr. på den investerede kapital på mindre end en mia. kr., siger Ulla Brockenhuus-Schack.

Resultatet kommer fra ventureselskabets fond 2 og 3 og bredt fra porteføljen, mens den fjerde fond er ny og endnu ikke bidrager positivt.

Kredsen af Seed Capitals porteføljeselskaber, der løbende udgør omkring 25, tæller udover Vivino danske startup-stjerner Trustpilot, Lunar og Templafy. At dømme efter investorinteressen synes bl.a. også teknologiselskabet Veo at tegne lovende.

Seed Capital investerede første gang i Veo tilbage i 2017, og fonden deltog i starten af januar i år i en kapitaltilførsel på i alt 150 mio. kr., hvor Chr. Augustinus Fabrikker alene indskød 100 mio. kr. i virksomheden, der står bag et intelligent kamera til sportsbegivenheder.

Fjerde fond

I øjeblikket er Seed Capital i færd med at rejse sin fjerde fond med et målsætning om at nå 135 mio. euro, ca. en mia. kr., inden næste sommer.

Den nye fond havde første closing i august sidste år med kapitaltilsagn på 67 mio. euro, knap 500 mio. kr., fra investorer som Chr. Augustinus Fabrikker, Velux Fonden, Dansk Vækstkapital (Vækstfonden), Preben Damgaard, Coloplast-arvingen Niels Peter Louis-Hansen og business angels.

Fonden har foretaget sine første investeringer i insurtech-selskabet Penni.io, der laver digitale løsninger, som gør det muligt for forsikringsselskaber at sælge og tilpasse deres produkter online. Dertil kommer techselskaberne BotXO og Grant Compass.

Selv om Ulla Brockenhuus-Schack har en klar forventning om at nå målsætningen om at rejse ca. en mia. kr. i den fjerde fond til sommer, er det ikke fra traditionelle institutionelle investorer, pengene vil komme, men i højere grad fra familiekontorer og velhavere. Og kapitalen til de enkelte porteføljeselskaber kommer i høj grad fra internationale venturefonde.

Mangel på kapital

"Det er nemlig masser af kapital ude i verden, og det er super godt for os, fordi vi har været med i mange år og derfor kender rigtig mange. Således har vi sammen med vores dygtige iværksættere tiltrukket over 13 mia. kr. til den nuværende portefølje," siger Ulla Brockenhuus-Schack:

"Desværre er der i Danmark massivt mangel på institutionel kapital i venturesegmentet, og derfor mangler vi konkurrenter og samarbejdspartnere i form af dansk-baserede venturefonde. Hvis vi sammenligner Danmark med resten af Europa, selv lande vi normalt ikke sammenligner os med, er der en langt større investeringsaktivitet fra pensionskasser og andre institutionelle investorer i deres egne markeder og i de eksisterende fonde," siger hun.

Hun mener, at ventureselskaberne i Danmark er meget afhængige af Vækstfonden og familiekontorer, fordi pensionskasserne er meget store og synes, at en investering på 100 mio. kr. er for småt, når de samtidig er blevet ramt af skærpede rapporteringskrav fra Finanstilsynet.

"Det er ikke kun et problem for venture- og mindre kapitalfonde. Det er da også et samfundsproblem, at pensionskasserne ikke investerer tilstrækkeligt med penge i den næste generation af vækstvirksomheder i Danmark," pointerer hun.

Vivino rejser milliardbeløb i ny kapital 

Investor-darling køber australsk virksomhed for egne penge 

Venturemarkedet rejser sig oven på coronachok 

Seed Capital skyder tocifret millionbeløb i forsikringsiværksættere

Lunar får kapitalindsprøjtning på 150 mio. kr. 

Venturefolk holder øje med "milliardstort" legaltech-marked 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også