Dansk legaltech-firma får ny tocifret millionindsprøjtning

Den danske legaltech-virksomhed Contractbook får endnu engang tilført betydelig venturekapital. For et år siden postede blandt andre Google 26 mio. kr. i firmaet. Denne gang nærmer beløbet sig 60 mio. kr.
Foto: Contractbook / PR
Foto: Contractbook / PR
AF KRISTOFFER INGEMAND

Contractbook modtager ni mio. dollar – altså omkring 58,8 mio. kr. – i en ny investeringsrunde med fonden Bessemer Venture Partners i front for runden.

Det skriver Børsen.

"Jeg er naturligvis meget stolt og beæret over, at et lille selskab i Danmark kan tiltrække store og prominente investorer, og for os er det et kvalitetsstempel," siger Contractbooks adm. direktør, Niels Martin Brøchner, til Børsen.

Pengene skal bruges på at ekspandere til blandt andet USA, fortæller han til avisen.

I oktober fortalte Niels Martin Brøchner til AdvokatWatch, at der snart ville komme ny kapital, som skulle intensivere fremgangen i virksomheden – særligt med henblik på salg og systemudvikling.

"Der ville ikke være nogle store VC-fonde, som ville være interesseret i at investere flere millioner kroner, hvis de ikke følte, at vi havde noget andet end alle de andre," lød det blandt andet fra direktøren.

Contractbook fik i november sidste år en kapitalindsprøjtning på 26 mio. kr. fra Googles venturefond, Gradient Ventures, og den danske fond Byfounders.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie AdvokatWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også