Aktiesalg og japansk aftale skal styrke Audientes-casen forud for større kapitalrejsning i 2024

Vækstbørs: Aktieudsalg får en udvandingseffekt på næsten 11 pct. hos de eksisterende aktionærer i Audientes og yderligere godt 6 pct., hvis de nye aktionærer udnytter deres tegningsretter fuldt ud.
Steen Thygesen, adm. direktør i Audientes | Foto: Audientes / Pr
Steen Thygesen, adm. direktør i Audientes | Foto: Audientes / Pr

Hørefimaet Audientes, der kæmper mod uret for at overleve en økonomisk trængt situation, kom mandag med to fondsbørsmeddelelser, der begge gerne skal stille selskabet bedst muligt an forud for en kommende større kapitalrejsning i 2024.

Først lød det, at Audientes havde gennemført en aktieemission og en omdannelse af gæld til aktier, der tilførte Audientes 1 mio. kr. i frisk kapital, og kort efter fortalte det det Virum-baserede selskab, at det har indgået et distributionssamarbejde med firmaet TD Synnex i Japan.

”Det er alt sammen trin på den kapitaliserings-trappestige, vi har søgt at sætte sammen. Pengene rækker til ind i det nye år, hvor vi kigger i retning af en større pengerunde, som vi sætter i gang, når vi føler, vi er klar til det, og når casen er på det niveau, vi vurderer, at den skal være,” siger Steen Thygesen, der er adm. direktør i Audientes, til MedWatch.

”Indholdet i vores meddelelser mandag bidrager begge til, at gøre Audientes-casen endnu stærkere,” tilføjer han. 

Hvor meget Audientes agter at rejse næste år, og præcist hvornår selskabet skyder den bebudede pengerunde i gang, vil Steen Thygesen ikke ud med.

”Men vi kan sige, at det nok bliver tidligere på året end senere på året. Men det afhænger også lidt af, hvad vi gør af lignende initiativer de kommende måneder, og hvordan det flasker sig for os,” siger direktøren.

Audientes er i store finansielle problemer, og et egentlig salg af virksomheden, partnerskaber, en fusion, salg af dele af selskabets aktiver eller det at få en stor institutionel investor med om bord, er på tegnebrættet som mulige måder at få Audientes til at holde sig oven vande på, har selskabet flere gange fortalt.

Betyder det, at I til næste år vil forsøge at rejse en stor pengerunde, at det er jeres vej frem til overlevelse? Altså en pengerunde fremfor f.eks. et salg af selskabet, som I jo også har talt om?

”Det kan ikke sige. Nu må vi se. Det vigtige er, at vi kommer til at gå tilbage til vores investerende aktionærer med et tilbud og en plan, der er interessant for alle”.

Står inde for aktieudvanding

Kapitalforhøjelsen mandag skete gennem en målrettet emission til seks nye europæiske investorer, heraf en professionel investeringsfond og fem enkeltpersoner uden fortrinsret for Audientes’ eksisterende aktionærer.

Investorerne er fortrinsvis svenske, og fonden er europæisk, oplyser Steen Thygesen i dag - uden dog at måtte sætte navne på. 

Audientes vil desuden gennemføre yderligere en kapitalforhøjelse gennem en gældsomdannelse, hvor en af de nye investorer vil omdanne gæld for 99.401 kr. til aktier, ligesom de nye aktionærer har fået tegningsretter, warrants, med i købet.

Sidstnævnte – tegningsretterne er endnu ikke prissatte. Det bliver de først i marts, men udnytter de nye aktionærer dem til fulde vil det føre til udvanding af de eksisterende aktionerer med godt 6 pct., der vil komme oveni i den næsten 11 pct. store aktiefortynding, den rettede emission medførte.

Da Audientes i juni solgte aktier til en ny kinesisk partner for 1 mio. kr. fik det en udvandingseffekt på godt 9 pct. hos aktionærerne, og mandag efter de to selskabsmeddelelser dykkede Audientes-aktien med 8 pct. 

Steen Thygesen, hvad tror du, jeres eksisterende aktionærerne tænker om, at de nu bliver udvandet endnu en gang?

”Jamen, jeg tænker jo, at alle må forstå, hvor vi er lige nu med behovet for ny kapital. Men alle vil jo også gerne se, at det bliver til den bedste pris muligt for aktionærerne. Vi gør det trin for trin på en måde, hvor vi synes, vi kan stå inde for det”.

Må være realistiske

Audientes omsatte for godt 1 mio. kr. i årets andet kvartal – primært drevet af salg til Audientes’ nye distributør i Indien, Earkart, som har givet tilsagn om at bestille Audientes-produkter for ca. 5 mio. kr. fra maj og 12 måneder frem.

Den beskedne omsætning bidrog til, at tabet på bundlinjen – trods ”betydelige omkostningsbesparende initiativer” endte på 3,6 mio. kr. og dermed 7,3 mio. kr. for halvåret efter et første kvartal, der også var med milliontab.

I henter 1 mio. kr. nu fra nogle nye investorer – det lyder jo ikke af alverden. Hvorfor så relativt et lille beløb? Var det ikke muligt for jer at rejse flere penge?

”Det er et mindre beløb, ja, men det er, hvad vi har vurderet, at vi har kunnet gå ud at hente lige nu. Vi må være realistiske med, hvad vi kan hente”. 

Audientes, der i efteråret sidste år rykkede til den svenske Spotlight-børs fra First North i København, har siden skiftet set sin aktie dykke med godt 96 pct. 

I København blev aktien udbudt til 8 danske kr. ved børsdebuten i 2019. I dag, tirsdag middag, handles aktien på Spotlight i Sverige til 0,23 svenske kr. 

”Det er selvfølgelig også ud fra, at vores aktiepris ligger på et niveau, hvor man kan sige, at ved hver million vi henter, er der tale om en relativt stor udvanding af eksisterende aktionærer. Vi vil gerne få eksekveret på vores mål og forhåbentlig blive succesfulde med det. I takt med at vi gør det, så tager vi de næste trin på vores finansierings-stige, som forhåbentlig bliver til bedre betingelser for alle,” siger Steen Thygesen.

”Men det er der, vi står lige nu − i et marked, som jo er svært at være en forretning i for os,” tilføjer han.

Store, men forsigtige forventninger

De 1 mio. kr. vil Audientes bruge på salg og marketing samt produktklargøring til de markeder, Audientes er i. Selskabet satser på prisoverkommelige apparater til især lavindkomstlande og har i porteføljen høreapparatet ’Ven’ og det ledsagende produkt, Companion by Audientes.

”Vi har fokus på at træde ind på markederne i Kina og Japan med vores Companion-produkter. Samtidig er den ene mio. kr. også med til at understøtte vores aktiviteter i Indien, og så er de penge vist også godt brugt,” siger Steen Thygesen.

Direktøren har store, men også forsigtige forventninger til det distributionssamarbejde, Audientes mandag indgik med det japanske selskab TD Synnex, i Japan. 

Det er første gang, Audientes forsøger sig på de kanter, og til formålet har Audientes ansat en driftschef, Chinatsu Seki, som sammen med Audientes’ bestyrelsesmedlem, Hiroshi Maeda, skal varetage de japanske forretningsrelationer.

”Vi har været aktivt derude i et godt stykke tid nu, flere år, hvor vi har haft dialoger, og nu er det begyndt at konkretisere sig i en go to market-plan. TD Synnex er en stor aktør, som har interesse for den type løsninger, vi har, og kigger på et marked indenfor for høresundhed, som de mener, at vores produkt kan være et godt bud til,” siger Steen Thygesen.

”Vi har positiv interesse fra brugere, og nu handler det om, at få det sat i markedet på den rigtige måde sammen med vores nye partner,” uddyber han.

Belært af erfaringerne fra Indien, hvor det har været endog meget vanskeligt for Audientes at trænge igennem og få omsætning – hvilket har kastet flere nedjusteringer af sig gennem årene – vil Steen Thygesen ikke angive salgsforventninger til det japanske samarbejde.

”Men vi er meget fortrøstningsfulde på Japan, vil jeg sige. Det er et helt andet marked, som har nogle behov, som vi kan være med til at adressere rigtig godt,” siger Steen Thygesen.

Japan har verdens næsthøjeste andel af mennesker over 65 år og har cirka 14 mio. mennesker, der lider af en vis grad af høretab. Af disse har kun 14 pct. en løsning på deres høretab, ifølge Audientes.

”For os er Japan en ny flanke, der åbner sig, et nyt ben at stå på. Det er ligesom Kina – et andet marked, hvor folk køber produkter ud fra en anden vinkel, og det tror vi godt, vi kan spille med på med de rigtige lokale partnere. Så jeg er glad lige nu i hvert fald,” siger Steen Thygesen.

Audientes fremviser sine produkter til sælgere og andre forhandlere på en branchemesse i Japan, der løber af stablen fra midt i november. 

Audientes fremlægger regnskab for årets tredje kvartal 9. november 2023. 

Denne artikel er leveret af vores søstermedie MedWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også