Astralis-aktie stiger efter melding om strategisk gennemgang

Vækstbørs: Bestyrelsen i Astralis varslede torsdag en gennemgang af virksomhedens fremtidsudsigter. Det påvirkede aktien positivt.
Astralis' Counter-Strike-hold | Foto: Astralis / Pr
Astralis' Counter-Strike-hold | Foto: Astralis / Pr
Af Marketwire

Aktien i e-sportsvirksomheden Astralis steg torsdag eftermiddag, efter bestyrelsen havde meddelt, at den vil indlede en strategisk gennemgang af selskabet.

Astralis-aktien sluttede handelsdagen på First North i kurs 1,95. Det er en stigning på 58,5 pct. fra åbningskursen 1,23.

Den varslede gennemgang skal sikre Astralis’ fremtidige position, og bestyrelsen vil vurdere selskabets fremtid ud fra fire mulige senarier, fremgår det af en pressemeddelelse.

Skal selskabets aktier afnoteres, eller skal Astralis indgå et samarbejde med et andet selskab? Skal der udstedes nye aktier, eller skal nogle eller alle selskabets aktier og/eller aktiver sælges?

Astralis venter, at en kombination af alle eller nogle af de fire mulige scenarier kan blive resultatet af den strategiske gennemgang.

Der vil løbende være opdateringer til aktionærerne om forløbet, hvor bestyrelsen finder det relevant.

”Der er ikke en sikkerhed for resultatet af den strategiske gennemgang, eller om en eventuel transaktion vil blive gennemført med succes,” fremgår det af meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også