Biotekselskab vil rejse millioner på markedet – og skifte børs

Vækstbørs: Danske Scandion Oncology beder børsmarkedet om nye penge. Provenuet skal gå til yderligere klinisk udvikling og et skifte til hovedbørsen. Selskabet har været noteret på First North i Sverige siden februar sidste år.
Foto: Scandion Oncology
Foto: Scandion Oncology

Det danske biotekselskab Scandion Oncology skal bruge penge til at udvide selskabets igangværende kliniske studier. Derfor udnytter bestyrelsen i selskabet muligheden for at hente flere millioner på børsmarkedet.

Det skriver Scandion Oncology i en meddelelse.

Konkret vil kræftselskabet igangsætte en fortegningsemission, og bliver emissionen fuldt tegnet, vil Scandion Oncology hente omkring 93,7 mio. svenske kr., godt 67 mio. danske kr., før fratrækning af emissionsomkostninger. Fortegningsemissionen er dækket af tegnings- og garantitilsagn fra hovedejerene og nye investorer svarende til ca. 80 pct. af emissionsprovenuet.

Provenuet fra fortegningsemissionen skal ifølge selskabet bruges til at ”ca. fordoble det kommercielle potentiale af hovedaktivet SCO-101” ved at udvide den kliniske udvikling af lægemiddelkandidaten mod metastatisk kemoresistent tarmcancer til også at undersøge patienter med mutationer i RAS-genet.

Men det er ikke det hele, for Scandion Oncology vil ligeledes lade sig opnotere fra den svenske First North-børs til Nasdaqs hovedbørs, skriver selskabet i meddelelsen.

Derudover vil provenuet også blive brugt til at udforske brugen af SCO-101 og andre kandidater i kombination med f.eks. immunterapi og kemoterapi.

”Vi er glade for at kunne rejse yderligere kapital til at finansiere vores langsigtede planlægning og eksekvering af vores strategi. På den måde kan vi skabe mest værdi af vores forbindelser, først og fremmest ved at ca. fordoble det kommercielle potentiale for SCO-101. Dette vil være et meget vigtigt element i vores langsigtede værdiskabelse,” siger Bo Rode Hansen, administrerende direktør i Scandion.

Prisskiltet for aktierne i emissionen bliver 8,75 svenske kr. pr. aktie, og for én eksisterende aktie på registreringsdatoen d. 13. juni 2022 vil aktionærerne modtage én tegningsret. Tre tegningsretter giver ret til tegning af én aktie.

Scandion Oncology fokuserer med selskabets fremmeste kliniske kandidat SCO-101 at forbedre eksisterende kemoterapier til patienter med metastatisk kemoresistent cancer. I første omgang fokuserer Scandion Oncology i det kliniske studie Corist på patienter med kemoresistent tyktarmskræft. Dette studie er i skrivende stund i fase 2, og det er således dette studie, Scandion vil udvide.

Det danske biotekselskab blev optaget til handel på Nasdaqs svenske vækstbørs, First North Growth Market, i februar sidste år. Forinden havde Scandion Oncologys aktie været noteret på minibørsen Spotlight, ligeledes i Sverige, i mere en to år.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie MedWatch.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også