Boligudlejer vil sikre forretningen gennem markedsudvidelse og diversificering

Vækstbørs: Selvom børsnoteringen ikke gik som planlagt for ejendomsvirksomheden Movinn, har virksomheden ikke droppet planerne om ekspansion — tværtimod ser den adm. direktør flere mulige markeder i ind- og udland og på tværs af kontinenter. Først og fremmest skal en satsning i nabolandene sikre værditilvækst for investorerne.
Patrik Blok er statskunderskaber fra Københavns Universitet og har siden stiftelsen i 2014 været adm. direktør i Movinn. | Foto: Movinn / PR
Patrik Blok er statskunderskaber fra Københavns Universitet og har siden stiftelsen i 2014 været adm. direktør i Movinn. | Foto: Movinn / PR

På trods af en noget turbulent børsintroduktion på First North i starten af november 2021, har den danske B2B-boligudlejer Movinn ikke mistet modet på en europæisk — og måske endda verdensomspændende — ekspansion.

”Det europæiske marked alene vokser med ti pct. årligt, og netop derfor vil vi også gerne ud over grænserne og være med,” siger Patrick Blok, adm. direktør i Movinn.

Hidtil har man kunnet læse i eksempelvis virksomhedens prospekt op til børsnoteringen, at Movinn har øjnene rettet mod de nære, nordeuropæiske markeder, men Patrick Blok er nu klar til at sætte nogle mere konkrete tal og stednavne på ambitionerne.

”Hvis vi holder planen, så skal vi i 2025 have 900 lejligheder, hvoraf de 600 af dem er i Danmark og så har vi åbnet et til to nye markeder om året på vej derhen. Her kigger vi på lande som Sverige, Tyskland, Polen, Østrig og Belgien lige nu,” siger Patrick Blok. ¨

Særligt de to nabolande har fanget direktørens interesse.

”Hvis vi kan lave proof of concept i Sverige og Tyskland, så kan vi lave en diversificering, der gør os mere modstandsdygtige og samtidig tage hul på et enormt vækstpotentiale.”

Hvis virksomheden når sine 2025-mål og rammer ca. 900 lejligheder, vurderer direktøren, at Movinns vil kunne omsætte for ca. 180 mio. kr. årligt. Desuden er det forudsat, at virksomheden holder de value drivers, som Movinn løbende rapporterer til markedet og til sine investorer.

”Det er det løfte vi har givet vores investorer, det er det, investorerne har købt ind på, og det er det, vi løber som gale hunde for at indfri,” siger Patrick Blok.

Nye markeder skal gøre forretningen mindre sårbar

Ud over det åbenlyse vækstpotentiale ved at indtræde på flere markeder, er det særligt diversificeringen, der trækker Movinn mod de to nabolande. Ved at være til stede på forskellige markeder, håber Patrick Blok at kunne nedbringe virksomhedens risikoprofil over for enkeltstående hændelser og blive mindre hængt op på enkelte virksomheder og enkelte økonomiske områder.

Derfor vil Movinn bruge langt størstedelen af den kapital, virksomheden rejste ved børsnoteringen, til udenlandsk ekspansion frem for nye, danske markeder.

”I Sverige kan det være nogle helt andre ting, der driver efterspørgslen, end det er i København eller Odense. Netop derfor giver det god mening, og derfor mener jeg, at der er mere værdi i at satse på det gennembrud end, der er ved at starte i Esbjerg, selvom det også er et spændende marked med hele offshore-industrien,” siger Patrick Blok.

Der er dog en række faktorer, der gør en europæiske ekspansion oplagt — i særdeleshed den stigende efterspørgsel og det i mange lande endnu meget umodne marked for servicerede lejligheder.

”Vi er nødt til at etablere os i Nordeuropa, for det går stærkt her, og der er nogle store skred i sektoren,” siger han.

Selvom ambitionen for nuværende er nabolandene, er Patrick Blok dog ikke afvisende for yderligere ekspansion i fremtiden.

”USA er også et marked, der er fuldstændigt ude af sammenligning med Europa, og så er der nogle af de store punkter i Asien, såsom Singapore, Hong Kong og Macao, der er meget interessante.”

Undersøger muligheden for mindre markeder

Der er dog endnu en række markeder i Danmark, Movinn ikke har lagt helt fra sig.

Som eksempler fremhæver Patrick Blok Aalborg, der har en diversificeret erhvervssektor og hvor flere store virksomheder holder til som et spændende marked. Derudover er der muligheden for det, han kalder projektorienterede produkter — knyttet op på enkeltstående virksomheder eller store infrastrukturprojekter.

”For eksempel ved vi jo, at Femern-forbindelsen kommer til at genere et vist behov de næste 5-10 år, og så forsvinder det behov nærmest helt igen. Men kan vi lave noget investeringsteknisk i den periode, som er meningsfuldt for vores virksomhed?” spørger han retorisk.

Ligeledes har Movinn byer som Kalundborg, Sønderborg og Trekantsområdet i kikkerten — og de dertilhørende virksomheder Novo Nordisk, Grundfos og Lego. Der er dog også forbehold over for så relativt små markeder.

”De områder kunne sagtens bære en vis masse, og vi har it’en på plads til at drive det uden det helt store mandskab, men det er klart, at det er sårbart, hvis det er bundet op på en enkelt virksomhed,” siger Patrick Blok.

Legaltech-iværksætter fraråder andre at stifte eget firma

Noter fra KapitalWatch: Astralis, Spenn, Agillic, Heartland

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også