Vækstfonden-direktør: Meget lettere at rejse kapital i dag end tidligere

Karrierevejen: Da jeg startede selskab op i 2009, var der ingen, der forstod, hvad det vil sige at være iværksætter, og så er det jo sværere at komme ud og overbevise nogen om, at det er en god idé det, man foretager sig, hedder det fra managing partner for VF Investering.
AF NINNI JOHANNE HANSEN

Navn: Erik Balck Sørensen

Alder: 48

Selskab: Vækstfonden

Stilling: VP og managing partner for VF Investering

Hvilken karrierevej så du for dig selv som yngre?

Jeg har altid interesseret mig for samfundsforhold og økonomi, men uden at have en klar idé, om hvad jeg ville. Da jeg var helt lille, ville jeg være journalist eller økonom. Jeg har altid været ambitiøs og haft et ønske om at blande mig, og jeg har drømt om at have en position, hvor man skal tage beslutninger.

Hvornår besluttede du dig for den karrierevej, du har i dag?

Det gjorde jeg egentlig ikke på noget tidspunkt. Der er jo nogen, der sætter sig ned og lægger en plan, men for mig har der ikke været en bevidst beslutning på noget tidspunkt. Ting skete bare, så det handlede mere om at gribe de muligheder, der bød sig til. På et tidspunkt kom der en mulighed for at komme til udlandet, så gjorde jeg det. Så kom der en mulighed for starte virksomhed op, og da det gik godt, byggede vi videre på den. Mine forældre er folkeskolelærere, så jeg har ikke nødvendigvis en founder DNA. Det skete bare.

Hvilken del af din uddannelse har du brugt mest i din karriere?

Jeg er uddannet international cand.merc. fra CBS, som er en uddannelse, der meget handler om at tage beslutninger. Det har jeg brugt, både konkret med investeringer, men også da jeg drev virksomhed. Da betød det meget at have ballast fra en uddannelse og føle, at man kunne noget.

Hvilket punkt på dit CV repræsenterer det største skift i din karriere?

Jeg startede i et konsulentfirma, så det var et væsentligt sporskifte, da jeg besluttede mig for at starte virksomhed op. Jeg havde det ikke i blodet, så for mig var det lysten, der drev værket. Vi startede en virksomhed helt fra scratch og skulle lige pludselig tage beslutninger hele tiden, det var en stor ændring.

Hvad var det for nogle beslutninger, du skulle tage?

Når man starter iværksættervirksomhed op, så er der hele tiden beslutninger, der skal tages. For eksempel, hvem man skal ud og ansætte, hvilken del af markedet man skal adressere, hvad gør man, når der kommer konkurrenter, osv. Min hverdag handler om konstante beslutninger, og sådan bliver det ved.

Det, som gør, at man bliver en succesfuld founder og iværksætter, det handler mere om at overskue de beslutninger, man tager i starten, som langt hen ad vejen viser sig at være de forkerte. Hvis man kan rumme det og så fortsætte med at tage beslutninger, så ender man et godt sted. Så skal man jo blive bedre og bedre til det, men de mennesker, der prøver at starte virksomhed op og er bekymret for at tage beslutninger, de lykkedes ikke.

Så det handler om at lære at stole på sin egen dømmekraft?

Absolut. Det der med at gøre en forskel og tage beslutninger, det har været en drivkraft, fra jeg var helt lille. Det har aldrig været en udfordring for mig at stille mig op og tage en beslutning, vel vidende at det sikkert var den forkerte, men så måtte man tage en ny.

Hvad er det bedste ved din nuværende stilling?

I 2017 skiftede jeg iværksætter-sporet ud med investor-sporet, da jeg skiftede over til Vækstfonden. Men det bedste ved min nuværende stilling er stadig at møde dygtige foundere og iværksættere ude i marken. Det er fantastisk at møde foundere med ild i øjnene og et brændende ønske om at trænge igennem med deres produkt eller service.

Hvilken leder i branchen har inspireret dig mest?

Langt de fleste iværksættere, jeg møder, er en stor inspirationskilde. Sådan var det også, dengang jeg selv var founder. Nogle af de første danske iværksættere, der fik deres virksomhed solgt eller børsnoteret, har også været en stor inspiration. For eksempel Mette Lykke, som er Too Good To Go’s founder og som også stod bag Endomodo.

Hun var en af de første, der viste vejen og er nu på en stor international rejse. At hun har kunne styre en stor organisation og gør det igen, det har jeg stor respekt for. Så er det også et fedt element at kunne bekæmpe madspild. Et andet koryfæ inden for den verden er Tommy Ahlers, som repræsenterer den samme drivkraft som Mette Lykke. Han slog igennem på et tidspunkt, hvor der ikke var noget iværksættermiljø. Det er jo noget lettere i dag.

Hvordan er det nemmere i dag?

Da jeg startede selskab op i 2009, var der ingen, der forstod, hvad det vil sige at være iværksætter, og så er det jo sværere at komme ud og overbevise nogen om, at det er en god idé det, man foretager sig. I dag har vi heldigvis et større økosystem for iværksætteri herhjemme.

Vi har rigtig mange både mindre og større danske start-ups, der kan inspirere hinanden på kryds og tværs. Det er også meget lettere at rejse kapital, end det var dengang, så på den måde har jeg af samme grund stor respekt for pionererne, som for eksempel Mette Lykke og Tommy Ahlers.

Hvad optager dig allermest lige nu?

Lige nu præger den bæredygtige dagsorden alt, hvad vi laver i Vækstfonden. Den grønne bølge er i fuld gang med at skylle ind over alt virksomhedsdrift, og det er jo på høje tid, men der er også mange spændende perspektiver i det. Selskaber, som er med til at folde den bæredygtige dagsorden ud, det optager mig rigtig meget. Internt bruger jeg også rigtig meget tid på at få vores teams til at arbejde endnu bedre sammen.

Du har tidligere udtalt at diversitet i en virksomhed burde have højere prioritet, fordi det giver mere pote på bundlinjen - synes du at mange ledere i erhvervslivet stadig i 2021 ansætter dem, der ligner dem selv?

Det er jeg desværre nødt til at svare ja til. Det er også derfor, vi taler rigtig meget om diversitet inde hos os. Det handler om en kulturændring og om, at vi skal tænke anderledes. Der er stadig en bias i meget af vores grundtænkning. Vi er på vej, men det tager desværre tid at se den der kulturændring.

Jeg ser heldigvis flere og flere kvinder både i investeringsmiljøet og i founder-miljøet, som godt tør prøve kræfter med at drive virksomhed. I nogle tilfælde har de et anderledes perspektiv, men i andre tilfælde egentlig ikke. Hvis man sammenligner med en mandsdomineret founder-kreds, så bliver det bare noget andet og noget bedre, hvis der er kvinder involveret.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også