Altor vil sælge industrikoncern efter 12 års ejerskab
Kapitalfonden Altor har ifølge mediet Inside Private Equity engageret Nordeas corporate finance-afdeling til at stå i spidsen for en salgsproces til en værdi af 2,5-3 mia. kr. af den fynske industrikoncern Haarslev, der fremstiller maskiner til behandling af blandt andet fiskeri- og slagteriaffald.
Koncernen, som Altor har ejet i 12 år, har tidligere haft store økonomiske udfordringer, men har ifølge mediet senest haft en indtjening på omkring 200 mio. kr. før renter og afskrivninger og melder om forventninger til markant fremgang i indeværende år.
”Når man er ejet af en kapitalfond, er man teknisk set altid til salg, men det er korrekt, at vi nærmer os en periode, hvor vi skal til at finde nogle andre ejere. Haarslev performer rigtig stærkt i øjeblikket, vi har et stærkt kapitalberedskab og et rigtig godt samarbejde med vores ejere. Derfor har vi ikke travlt,” siger adm. direktør i Haarslev, Kim Christensen, til mediet.
Altor overtog virksomheden i 2012 fra kapitalfonden Odin Equity Partners i samarbejde med familien Østergaard, der oprindeligt havde stiftet Haarslev.
Men en alvorlig strid brød ud mellem Altor og familien, der etablerede et konkurrerende selskab i 2016, og Altor lagde sag an mod Østergaard-familien. Sideløbende måtte Altor rydde op i selskabet, og 2017, 2018 og 2019 bød alle på trecifrede millionunderskud, der samlet ramte en halv milliard i disse år
Relaterede artikler
Altor-ejet industrikoncern ud med nyt stort underskud
For abonnenter
Altor-partner: Vi sælger Wrist inden for 18-24 måneder
For abonnenter