To kapitalfondsejede virksomheder i opkøbsridt i dansk installatørbranche

To norske kapitalfonde har de seneste 12-15 måneder købt selvstændige installatørvirksomheder op i Danmark, den største af de to er Installatørgruppen, hvis mål er at købe ét firma om måneden.
Adm. direktør Niels Meidahl. | Foto: Pr
Adm. direktør Niels Meidahl. | Foto: Pr

Installatørgruppen, der har den norske kapitalfond FSN Capital som majoritetsaktionær, opkøber i lyntempo mindre privatejede installatørvirksomheder i Danmark. Alene de seneste fire måneder har virksomheden opkøbt seks danske firmaer og overtaget en ejerandel i en anden type virksomhed. Dermed er antallet af firmaer i gruppen nu 21, næsten en fordobling siden FSN i februar 2023 annoncerede opkøbet og partnerskabet med 11 firmaer.

Installatør-virksomhederne arbejder inden for elektricitet, vvs, fiber, ventilation og køling, og omsætningen er i den nævnte periode steget fra ca. 1,3 mia. kr. til ca. 2,2 mia. kr. De opkøbte installatører investerer typisk ind i Installatørgruppen ved at skyde aktier fra deres gamle selskab ind i virksomheden. Alle virksomheder beholder deres lokale ledelse, medarbejdere, navne og lokationer, mens de bliver partnere og medejere af Installatørgruppen.

Adm. direktør i virksomheden er Niels Meidahl.

”Vores plan er at købe en virksomhed hver måned, altså mindst 12 virksomheder om året. Og der har vi lukket fire på nuværende tidspunkt, så jeg mangler otte virksomheder i år. Vi har købt i alt 25 virksomheder, hvor de 21 er det, vi kalder store virksomheder, som står selv. De sidste fire er lagt ind under andre virksomheder. Vores model er, at enten kan vi købe en virksomhed, ellers også kan de virksomheder, vi kar købt, købe en virksomhed. Når jeg tæller 12, så er det 12 virksomheder, jeg køber.”

Er det til at finde opkøbskandidater, og hvordan er konkurrencesituationen?

”Koble er en konkurrent, og de køber lidt mindre virksomheder til at starte med. Nu tror jeg, at de bevæger sig op i vores marked med lidt større virksomheder, og vi bevæger os ned i deres marked med lidt mindre virksomheder.”

Så nu spidser konkurrencen til?

”Jeg ved jeg ikke, om den spidser til, for det er jo et marked med 3000 selskaber inden for vores segment. Og vi har en markedsandel på omkring halvanden procent.”

En anden norsk fond på samme mission

Næsten sideløbende med, at FSN lancerede sit ambitiøse projekt i begyndelsen af 2023, gik andre aktører i aktion i den samme branche. Det skete med etableringen af installationsgruppen, der i dag hedder Koble og har den norske kapitalfond Credo Partners som majoritetsinvestor. Stifter og partner i Credo er Wilhelm Mohn, der har en fortid som bl.a. chef for McKinsey i Norge. 

Koble er etableret i sin tid sammen med fire lokale el-installatører på Sjælland. Deres ambition er ”at vokse gennem opkøb af veldrevne installationsvirksomheder.”

”Gruppen skal være et attraktivt ejerfællesskab for velrenommerede og fremadskuende installationsvirksomheder i Danmark,” hed det i en pressemeddelelse i forbindelse med etableringen.

Ny adm. direktør i selskabet per 1. marts 2024 er Michel Hemicke, og han skal sætte endnu mere fart under opkøbsfeltet; Kobles mål er at være 15 partnere i 2024. Koble består i dag af otte virksomheder og har en omsætning på 325 mio. kr. 

To storspillere

På markedet i dag opererer bl.a. de store koncerner Kemp & Lauritzen, der i 2022 havde en omsætning på 3,3 mia. kr., og Bravida Danmark med en 2022-omsætning på 4,1 mia. kr. De to storkoncerner spiller dog en anden rolle på markedet, forklarer Niels Meidahl.

Der er jo også store virksomheder som Kemp & Lauritzen og Bravida Danmark. Er de ikke konkurrenter?

”Jo, de har været meget aktive på opkøbsmarkedet. Vi møder dem selvfølgelig også ude på projekterne. Men både Kemp & Lauritzen og Bravida kører meget større projekter og aftaler. De virksomheder, vi køber, er ikke altid i direkte konkurrence med Bravida og Kemp & Lauritzen. Der er masser af de ting, de bygger, som vi ikke kan bygge og ikke har lyst til at bygge. Så selv om vi er blevet en stor gruppe, skal vi ikke bygge store projekter som for eksempel supersygehuse eller Femernforbindelse. Vi ændrer ikke DNA’et i virksomheden, selv om vi er blevet en stor gruppe.

Hvad er egentlig ambitionen med Installatørgruppen. På et tidspunkt skal kapitalfonden jo exitte igen. Har I meldt nogle ambitioner ud?

”Nej, ikke som sådan. Det man kan sige, det er, at FSN Capital har været igennem samme proces som her i Norge med virksomheden Instalco, som de børsnoterede. Men hvad der skal ske med os, ved vi ikke, det er alt for tidligt at sige.”

I sagde ved stiftelsen, at ambitionen er at omsætte for cirka tre mia. kr. efter to-tre år – er det stadig målet?

”Vi vil være på den gode side af 2,5 mia. kr., når vi går ud af 2024, så vi har i dag en vækstambition, der er større end de udmeldte tre mia. kr.”

Installatørgruppen har også i marts 2024 købt en ejerandel på 10 pct. af energiplatformen Bodil, der bl.a. rådgiver boligejere om energirenovering. 

I købte kun 10 pct. af Bodil, hvordan kan det være?

”Bodil er noget særligt. Det er egentlig en teknologivirksomhed. Og vi køber med investeringen adgang til nogle unikke it-løsninger til solceller, varmepumper og bygningsstyring.”

Hvordan er det egentlig gået her i 2023, I har ikke offentliggjort regnskab endnu?

”Vi har været meget tilfredse. Det er klart, at det er et marked, der sætter sig i øjeblik. Så det har på den måde været et hårdt marked at starte op i, særligt i andet halvår af 2023. Men vi er kommet godt igennem det.”

 


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også