Nets sælger Mitid-forretning til fransk koncern

Italienske Nexi Group har fundet en køber til det forretningsben under danske Nets, som bl.a. driver det danske system for elektronisk identitet, Mitid. Prisen kan løbe op i næsten 1 mia. kr.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling

Driften af den danske godkendelsesløsning Mitid er på vej på nye hænder. 

I forbindelse sit regnskab for årets tredje kvartal kan det italienske betalingsselskab Nexi Group nemlig annoncere, at forretningsbenet Eid er blevet solgt til franske IN Groupe.

Kapitalfonden CVC Capital Partner blev tidligere sat i forbindelse med Nexi Group, som fonden angiveligt har overvejet at lægget et bud på.

Eid er et forretningsben under danske Nets, som Nexi købte i efteråret 2020, og det står for driften og udviklingen af bl.a. Mitid og Nem-Login.

Ifølge en pressemeddelelse fra Nexi kan prisen for Eid-forretningen løbe op i 127,5 mio. euro. Af dem er 90 mio. euro til direkte betaling, mens de resterende 37,5 mio. euro er afhængig af en earn-out-aftale mellem parterne.

Det giver handlen en potentiel værdi på ca. 950 mio. kr.

Nexi forventer, at handlen falder endelig på plads i sommeren 2024. Før den kan det, skal den bl.a. have de danske konkurrencemyndigheders godkendelse.

Salget af Mitid og resten af Eid-forretningen var ventet. Sidste efterår meldte Nexi og Nets ud, at det danske selskab vil fokusere alle sine kræfter på betalingsområdet. Derfor var de gået i gang med at afsøge markedet for en potentiel køber.

IN Groupe er ejet af den franske stat, men er en privat virksomhed med egne beslutningsprocesser og forretningsdrift. Koncernen har specialiseret sig inden for digitale identitetsløsninger, pas og cyber- og datasikkerhed og arbejder bl.a. sammen med regeringer i Sverige, Tyskland og Holland.

”IN Groupe har årelang erfaring med at levere komplekse og sikre digitale løsninger til stater, borgere og virksomheder i Europa. De har udvist stor interesse for at videreføre vores Eid-forretning, og de forstår og accepterer de krav og det ansvar, der gælder for en leverandør af denne type løsninger,” siger Torsten Hagen Jørgensen, chef for issuer and Esecurity services i Nexi, i en pressemeddelelse.

Han tilføjer, at Nexi vil ”sikre en fortsat stabil og sikker drift” af de frasolgte løsninger, indtil salget er gennemført.

Selvom Nets nu sælger driften af Mitid, er det fortsat Digitaliseringsstyrelsen og Finans Danmark, der ejer den digitale løsning. Nets vandt udbuddet til at drive, hvad der dengang hed Nemid, i 2019.

Nexi forventer, at Eid-forretningen vil generere et driftsoverskud på ca. 11 mio. euro, svarende til 82 mio. kr., i indeværende år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også