Medie: Kapitalfond vil med i ny ejerkreds med Air France-KLM

Apollo Global Management, der har holdt SAS oven vande med et stort lån, prøver at mase sig med ind i flyselskabets nye ejerkreds, skriver Bloomberg.
SAS-ledelsen med topchef Anko van der Werff og formand Carsten Dilling præsenterede den nye ejerkreds, men SAS-långiveren Apollo vil ikke gå ud af kampen uden en bid af kagen. | Foto: 10430 Christine Olsson/tt
SAS-ledelsen med topchef Anko van der Werff og formand Carsten Dilling præsenterede den nye ejerkreds, men SAS-långiveren Apollo vil ikke gå ud af kampen uden en bid af kagen. | Foto: 10430 Christine Olsson/tt
af marketwire

Redningen af luftfartsselskabet SAS har torsdag endnu en gang taget en drejning, efter at kapitalfonden Apollo Global Management har forsøgt at tvinge sig ind i selskabets ejerkreds.

Det fortæller kilder til Bloomberg News.

Apollo, der i forbindelse med SAS’ konkursbeskyttelse i USA stillede et lån på 700 mio. dollar til rådighed, skulle ifølge kilderne gentagne gange have forsøgt at købe en majoritetspost i luftfartsselskabet.

Ikke desto mindre var det en ny ejerkreds bestående af Air France-KLM, den rivaliserende kapitalfond Castlelake, den danske stat og Lind Invest, der endte med at trække det længste strå i budkrigen.

Hverken SAS eller Air France-KLM har ønsket at kommentere oplysningerne.

Apollo led tidligere denne uge et nederlag, da kapitalfonden forsøgte at blokere en udbetaling på 3 mio. dollar fra SAS til budvinderne.

Den amerikanske domstol, der håndterer rekonstruktionen af SAS under den amerikanske konkurslov, afviste imidlertid begæringen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også