Solgte til kapitalfond: Sportsfolk har tjent millioner

Havde stifterne bag Padel Club Danmark ventet bare et par måneder mere med at lukke handlen, var det ifølge Lars Krogh Jeppesen gået galt.
Padel-sporten er blevet udbredt også i Danmark. | Foto: Joachim Ladefoged
Padel-sporten er blevet udbredt også i Danmark. | Foto: Joachim Ladefoged
CECILIE ALS MORTENSEN

Der var formentlig ingen af de tidligere håndboldstjerner Lars Krogh Jeppesen, Anders Oechsler og Søren Stoklund, der havde forventet, at de skulle lukke en kæmpehandel og tjene millioner, da de for bare tre år siden tog de spæde skridt til et padelcenter i Kolding.

I en kælder i den sydjyske by arbejde trioen i månedsvis i døgndrift.

Ambitionen var at skabe samme stemning og glæde, som de tre sportsfolk kender fra adskillige timer i håndboldhaller landet over. Hver anden dag mødtes de ved siden af deres fuldtidsjobs for at diskutere alt fra antallet af baner og bookingsystem til hvordan en mulig franchisemodel skulle strikkes sammen, hvis det viste sig, at der var interesse for konceptet.

Og interesse var der nok af.

Knap tre år senere var Padel Club Danmark ikke længere kun et padelcenter i Kolding. I stedet rådede Lars Krogh Jeppesen, Anders Oechsler og Søren Stoklund over 200 baner, 22 centre, eget bookingsystem og havde yderligere to udvidelser på vej.

»Det er jo helt vildt. I begyndelsen var vi i tvivl, om vi turde lave fire baner i Kolding eller skulle nøjes med tre baner, men lynhurtigt tog det fart. Selvom konkurrencen var stor, voksede vores franchisemodel til 14 forskellige ejerkredse og centre over det mest af landet,« siger medstifter Lars Krogh Jeppesen.

Den enorme vækst fik den svenske kapitalfond Triton til at spærre øjnene op.

Svenskerne var på jagt efter opkøbsmuligheder i Danmark, og Padel Club Danmark blev i 2021 solgt i en stor handel, der indbragte de tre stiftere millioner. Et nyt regnskab viser, at den tidligere sportsstjerne Lars Krogh Jeppesen alene har tjent millioner på baggrund af handlen. 

I 2022/2023 havde hans personlige holdingselskab et overskud på 12,2 mio. kr. efter skat. Egenkapitalen voksede til over 18 mio. kr.

Lars Krogh Jeppesen bekræfter, at størstedelen af overskuddet kommer fra salget af Padel Club Denmark. Han kan dog ikke komme beløbet nærmere pga. handelsaftalen. 

»Jeg ser tilbage på handlen med stolthed. Det beviser, at vores franchisemodel og bookingsystem ramte plet. Sporten voksede fuldstændig vanvittigt, så timingen var helt perfekt. Vi ramte ånden og tiden. Fra første dag tjente vi penge, hvilket er meget atypisk indenfor iværksætteri, og det er vi selvfølgelig stolte af,« siger Lars Krogh Jeppesen.

Den tidligere håndboldspiller er da heller ikke bleg for at indrømme, at hele forretningseventyret har været særdeles indbringende. Både for ham og de øvrige medejere. 

Ifølge Lars Krogh Jeppesen smed stifterne i alt omkring 1 mio. kr. i Padel Club Denmark. Det beløb er siden mangedoblet og har givet millioner i afkast på salget.

»Vi solgte på det helt rigtige tidspunkt. Havde vi ventet bare to-tre måneder, var det hele faldet til jorden. Så havde vi simpelthen aldrig nogensinde fået solgt kæden. Det er vildt at tænke på, men sporten har haft det svært siden. Især i Sverige er selskaberne udfordret, og herhjemme handler det også om at passe på, når man vil etablere nye centre. Du skal være virkelig dygtig i valg af lokation og model,« siger Lars Krogh Jeppesen.

Siden handlen har han investeret sin formue i bl.a. aktier, obligationer og diverse værdipapirer. Det sker gennem forskellige aktieforeninger og kapitalforvaltere. 

Ifølge erhvervsprofilen har det sikret ham et »fornuftigt« afkast, der gør det muligt at kaste penge efter nye ideer eller forretningsprojekter.

»Jeg er klar med pengene, hvis den rigtige idé eller forretning dukker op. Jeg er drevet af iværksætteri, men det har også været tre intense år, så indtil pengene skal bruges, får jeg rådgivning i, hvordan jeg placerer dem med bedst muligt afkast,« siger Lars Krogh Jeppesen.

Han fortæller, at han udelukkende investerer i virksomheder med en grøn profil med høj eller mellem risiko.

Ifølge regnskabet havde Lars Krogh Jeppesen i juni aktier og værdipapirer for omkring 14,4 mio. kr.

Udover de forretningsmæssige projekter er den tidligere sportsstjerne fortsat håndboldkommentator ved forskellige turneringer, arrangementer og til det kommende OL i 2024.

Lars Krogh Jeppesen, Anders Oechsler og Søren Stoklund fortsatte efter opkøbet som en del af driften i Padel Club Danmark. Siden er de alle udtrådt helt af selskabet.

Da Padel Club Danmark blev solgt, ejede Lars Krogh Jeppesen, Anders Oechsler og Søren Stoklund syv af centrene selv. De resterende 15 centre var ejet af i 14 forskellige ejerkredse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også