Redaktionschef bliver ny redaktør på KapitalWatch

Efter otte år som tværgående redaktionschef på Watch Medier vender Henrik Tüchsen tilbage til rollen som skrivende redaktør. 
”KapitalWatch dækker historier på tværs af vores medier, som jeg alle kender rigtig godt, og der er masser af gode historier i fondes og familiers investeringer i den del af erhvervslivet, der ikke er børsnoteret," siger Henrik Tüchsen. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier
”KapitalWatch dækker historier på tværs af vores medier, som jeg alle kender rigtig godt, og der er masser af gode historier i fondes og familiers investeringer i den del af erhvervslivet, der ikke er børsnoteret," siger Henrik Tüchsen. | Foto: Jan Bjarke Mindegaard / Watch Medier

Branchemediet KapitalWatch får ny reporter og redaktør i skikkelse af mangeårig erhvervsjournalist og redaktionschef på Watch Medier Henrik Tüchsen. 

Jobbet som redaktionschef har han haft siden 2015, men han kom til Watch Medier i 2011 som redaktør for MedWatch og siden FødevareWatch, inden han fik det tværgående redaktionelle ansvar.

Det er dermed en erfaren herre i Watch Medier-regi, der overtager redaktørstolen på mediet, der beskæftiger sig med fonde, investeringsselskaber og business angels i dansk erhvervsliv.

Skiftet sker efter eget ønske, fortæller Henrik Tüchsen, der først fratræder sin stilling som redaktionschef 1. november.

”Jeg vil gerne tættere på journalistikken efter knap otte år som redaktionschef i en hastigt voksende organisation og endnu flere år som leder i Watch Medier. Da muligheden for at blive skrivende redaktør på KapitalWatch er dukket op, ser jeg det som et perfekt match til mig,” siger han.

Central for Watch Medier

Den fratrædende redaktionschefs bidrag til at sikre Watch Mediers ekspansion gennem det seneste årti har været ”uvurderlig”, lyder det fra Anders Heering, der er direktør for Watch Medier, der er en del af JP/Politikens Hus.

“Henrik har ydet et enestående bidrag til Watch Mediers succes. Da han startede, var vi under ti ansatte – i dag er vi mere end 200 i tre forskellige lande. Henrik har været en helt central figur i denne udvikling. Først som redaktør og de seneste otte år som redaktionschef,” siger Anders Heering.

“Nu ønsker han at komme helt tæt på journalistikken igen, og det vil vi selvfølgelig gerne bakke op om. Heldigvis får vi også glæde af hans egenskaber i den nye rolle,” siger Anders Heering.

Ny redaktionschef skal findes

Henrik Tüchsens ambition for KapitalWatch er at gøre det til et must have-medie for investorer i Danmark.

”KapitalWatch dækker historier på tværs af vores medier, som jeg alle kender rigtig godt, og der er masser af gode historier i fondes og familiers investeringer i den del af erhvervslivet, der ikke er børsnoteret. Mit mål er helt klart, at KapitalWatch er et medie, du er nødt til at læse for at vide, hvad der sker, hvis du er investor i det marked, er en start-up på jagt efter kapital eller måske en familieejet virksomhed, der står over for generationsskifte. Vi er der ikke endnu, men vi er godt på vej,” siger han.

Hans fratrædelse efterlader en tom stol i den redaktionelle ledelse på Watch Medier. Jagten går nu ind på en afløser, fortæller Anders Heering, der ikke vil sætte tidspunkt for, hvornår det forventes at være på plads.

“Nu tager vi os god tid til at finde den rette løsning, hvorefter vi melder ud, når vi er klar,” siger Anders Heering.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie MediaWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også