Ejerkreds skyder betydeligt millionbeløb i underskudsramte Siteimprove

Underskuddet i softwareselskabet Siteimprove blev mere end fordoblet i 2022, primært som følge af investeringer i en ny strategi. Ejerkredsen med Nordic Capital i front holder hånden under selskabet.
Siteimprove byttede i starten af 2023 sit hovedkontor på Sankt Annæ Plads i København ud med Aller Huset på Havneholmen | Foto: Helle Arensbak
Siteimprove byttede i starten af 2023 sit hovedkontor på Sankt Annæ Plads i København ud med Aller Huset på Havneholmen | Foto: Helle Arensbak

Det danske softwareselskab Siteimprove fik i juni tilsagn om en kapitalindsprøjtning på ti mio. dollar fra sin eksisterende ejerkreds. 

Beløbet svarer i skrivende stund til knap 68 mio. kr. og bliver ført ind i Siteimprove A/S gennem moderselskabet, Siteimprove Holding A/S, hvor aktiekapitalen er blevet forhøjet med et tilsvarende beløb.

Det fremgår af selskabernes 2022-regnskaber, som netop er blevet offentliggjort. Her oplyser de, at kapitalindsprøjtningen skal sikre, at Siteimprove har tilstrækkelige midler til at fortsætte sin drift og strategiske arbejde.

Softwareselskabet måtte notere et underskud efter skat på 41,3 mio. dollar i 2022. Det svarer til ca. 280 mio. kr. og er mere end en fordobling af underskuddet året før.

I 2021 tabte Siteimprove 14,7 mio. dollar, svarende til knap 100 mio. kr. Også her trådte ejerkredsen til for at sikre både drift og udvikling i Siteimprove. Det gjorde den med en kapitalindsprøjtning på 30 mio. dollar i juni sidste år. 

Softwareselskabets egenkapital har været negativ i flere år.

Underskuddene bliver i både 2021 og 2022 primært tilskrevet investeringer i fremtidig vækst og som led i en strategiplan, der blev lagt i forlængelse af kapitalfonden Nordic Capitals køb af 70 pct. af aktierne i oktober 2020. 

Siteimprove blev grundlagt i København i 2003 af Morten Ebbesen, der i mange år ejede selskabet sammen med sin broder, Niels Ebbesen. Begge er fortsat medejere af Siteimprove, der kort efter Nordic Capitals investering også fik Chr. Augustinus Fabrikker som ”strategisk minoritetsaktionær”.

I dag har Siteimprove kontorer i 12 lande og flere end 7.000 kunder globalt. 

Hidtil har en stor del af kunderne været offentlige og mellemstore virksomheder. Fremover vil selskabet i højere grad også arbejde med større, såkaldte enterprise-kunder, skriver ITWatch.

Softwareselskabets primære produkt er en platform, der giver virksomheder og organisationer ”konkrete indsigter i, hvad de kan forbedre på deres websites” til optimering af brugernes oplevelse af den.

Sidste år omsatte Siteimprove for 99,3 mio. dollar, hvilket var en stigning fra 97,2 mio. dollar i 2021 og 85,4 mio. dollar i 2020.

Siteimproves ledelse forventer, at omsætningen vokser yderligere i år, men ligesom de foregående to år ikke med nok til at dække selskabets planlagte udgifter. Derfor venter ledelsen et underskud i 2023 i spændet 10-20 mio. dollar. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også