Tidligere Norden-topchef Carsten Mortensen er på vej med ny shippingfond

Dee4 Capital Partners med tidligere Norden- og BW Group-topchef Carsten Mortensen i spidsen er i gang med at rejse kapital til en ny shippingfond, erfarer ShippingWatch. Stort shippingselskab er klar ”med en større investering” i den nye fond.
Foto: Mathias Svold
Foto: Mathias Svold

Godt tre år efter at Carsten Mortensen lancerede en shippingfond med 72 mio. dollar fra en række prominente investorer, er den tidligere topchef i Norden og BW Group igen på jagt efter kapital og investorer til endnu en fond.

Det erfarer ShippingWatch.

Det store danskbaserede J. Lauritzen melder allerede ud, at investeringsselskabet, som også er investor i Carsten Mortensens første fond Dee4 Capital Fund 1 også stiller kapital til rådighed for den nye fond.

”Vi var med fra starten i Dee4 Fond I, som har gjort det rigtig godt, og vi vil derfor gå med i Fond II med en større investering,” skriver Kristian Mørch, CEO i J. Lauritzen i en mail til ShippingWatch.

J. Lauritzen ejer bl.a. Lauritzen Bulkers 100 pct. og BW Epic Kosan 25 pct og har en egenkapital på 400 mio. dollar.

Derudover har investeringsselskabet, der ejes 100 pct. af Lauritzen Fonden, også skudt et ikke nærmere angivet millionbeløb i dollar i Dee4 Capital Fund I og en anden danskbaseret fond, Navigare Capitals fond 2.

Selv siger Carsten Mortensen, stiftende partner i management-selskabet Dee4 Capital Partners, til ShippingWatch:

”Det er dejligt at have opbakning fra tilfredse fond 1 investorer. Dee4 er ambitiøse, men vi har ingen kommentarer til igangværende private kapitalrejsninger”.

Carsten Mortensens private equity-selskab Dee4 Capital Partners forvalter Dee4 Capital Fund I, der blev etableret i 2019 af 20 investorer med et kapitaltilsagn på 72 mio. dollar, og som har investeret i en flåde på fem MR-tankskibe.

Ecco-familien er medinvestor

Derudover har Carsten Mortensens selskab også investeringer med to andre co-investorgrupper.

Der er tale om E4C (med Ecco-familien og Gunvor Group som investorer), og H4, der er associeret med selskabet Helikon.

I alt har Dee4 Capital siden 2019 investeret i 14 tankskibe, der er chartret ud.

Skibsopkøbene i fonden er typisk sket med fifty-fifty egenkapital og bankgæld. Carsten Mortensen har tidligere sagt til ShippingWatch, at fond 1 ”over sin levetid årligt skal levere et afkast på minimum 20 pct.”

Men siden august sidste år er fire tankskibe blevet frasolgt igen, fremgår det af Dee4 Capitals hjemmeside. De fire skibe er solgt ud af fond 1.

Nyt Newco-selskab stiftet sammen med Reefer RoRo AG

Af selskabsregistret fremgår det, at Carsten Mortensens Dee4 Invest ApS sammen med selskabet Reefer RoRo AG, der har adresse i Schweiz, har stiftet selskabet Newco January 2022 ApS.

Newco (New Company) er en typisk anvendt betegnelse på et nyt selskab, der endnu ikke har fået sit blivende forretningsmæssige navn.

Hvorvidt Newco January 2022 Aps er en selskabsskal til den kommende fond 2 eller handler om andre investeringer, vil Carsten Mortensen ikke kommentere over for ShippingWatch.

Ej heller om den kommende fond 2 skal fortsætte med investeringer i skibe inden for tank, der i år har været glohedt med stigende rater og skibsværdier.

Carsten Mortensen vil heller ikke oplyse, hvor stort et samlet kapitaltilsagn fra investorerne, han går efter til fond 2 eller hvornår fondens har sin første såkaldte closing.

(Denne artikel er leveret af vores søstermedie ShippingWatch.)

Carsten Mortensens Dee4 Capital får gevinst fra salg af to tankskibe

Kapitalfond med flåde af tankskibe øger overskud trods presset marked

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også