Kapitalfond sælger fynsk industrivirksomhed

Fynske Budweg Caliper, der siden 2018 har haft kapitalfonden Capidea som majoritetsaktionær, har fået ny amerikansk ejer. Den nye ejer har selv en kapitalfond i ryggen og har ifølge medie givet over en halv mia. kr. for virksomheden.
Thomas E. Larsen (tv.), som siden 2006 har ejet industrivirksomheden Budweg Caliper sammen med sin bror, Jan U. Larsen. Her er han fotograferet sammen med Christer Mysling i forbindelse med overdragelsen af posten som adm. direktør fra først- til sidstnævnte i 2020. | Foto: Budweg Caliper / PR
Thomas E. Larsen (tv.), som siden 2006 har ejet industrivirksomheden Budweg Caliper sammen med sin bror, Jan U. Larsen. Her er han fotograferet sammen med Christer Mysling i forbindelse med overdragelsen af posten som adm. direktør fra først- til sidstnævnte i 2020. | Foto: Budweg Caliper / PR

Den fynske industrivirksomhed Budweg Caliper er blevet solgt til amerikanske BBB Industries.

Sælgerne er kapitalfonden Capidea og brødrene Jan Uwe Larsen og Thomas Egon Larsen, der i 2018 indlemmede Capidea i ejerkredsen.

Det oplyser kapitalfonden i en pressemeddelelse.

Den amerikanske virksomhed overtager det fulde ejerskab af Budweg Caliper for en pris, der ifølge Børsen lyder på omkring 600 mio. kr.

Samme medie skriver, at Budweg Caliper blev værdisat til ca. 400 mio. kr. i forbindelse med Capideas køb af aktiemajoriteten.

Budweg Caliper med hovedkontor i Odense har ifølge eget udsagn et af Europas nyeste og mest moderne anlæg til produktion og renovering af bremsekalibre til biler. Bremsekalibren er den del, der presser bremseklodsen mod bremseskiven.

Virksomheden blev stiftet i 1978 af Henning Larsen, hvis sønner, det førnævnte brødrepar, i 2006 overtog ejerskabet, og siden salget til Capidea har siddet med lige over 40 pct. af aktierne i Budweg Caliper.

Indtil for nyligt var brødrene også en del af virksomhedens ledelse.

”Budweg har været igennem en stærk udvikling i vores ejerperiode, og vi er stolte af at have været en del i denne udvikling, som bl.a. har bestået af et generationsskifte i ledelsen,” siger Henrik Normann Karlsen, partner i Capidea, i meddelelsen.

I maj 2020 overlod Thomas Egon Larsen posten som adm. direktør til den hidtidige finansdirektør Christer Mysling. Han fortsætter i spidsen for virksomheden under det nye ejerskab.

Opkøbet af Budweg Caliper er det sjette i Europa siden 2019 fra BBB Industries, der har den amerikanske kapitalfond Genstar Capital i ryggen.

Ifølge BBB Industries’ adm. direktør, Duncan Gillis, er opkøbet ”et nøglepunkt” i virksomhedens ekspansion på det europæiske marked.

Budweg Caliper var den første investering i Capideas tredje fond, Capitdea Kapital III, der blev etableret i december 2017 med et daværende kapitaltilsagn efter first closing på 750 mio. kr.

Tilsagnet er siden vokset til 860 mio. kr. i fonden, som hidtil har investeret i ni virksomheder.

Salget af Budweg Caliper er det andet i Capideas tredje fond, efter etiketvirksomheden Flexoprint i 2020 blev solgt til hollandske Optimum Group.

Capidea sælger emballagevirksomhed i stor handel til kapitalfond

Capidea sælger dansk armaturvirksomhed til amerikansk koncern

Marketingbureau fik kapitalfond ombord i foråret: Gennemfører tredje opkøb i år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også