Nordisk milliardfond ser gode muligheder for flere danske investeringer

Stockholm-baserede Accent Equity er på udkig efter nye virksomheder til sin seneste milliardfond. Denne sommer købte fonden majoriteten i to danske virksomheder, og der er gode chancer for, at endnu en investering i Danmark er på vej, siger direktør.
David Zytomierski, direktør hos Accent Equity | Foto: Accent Equity / PR/Fotograf Jonas Malmström
David Zytomierski, direktør hos Accent Equity | Foto: Accent Equity / PR/Fotograf Jonas Malmström

Ikke siden salget af den Ringsted-baserede gaveindpaknings-specialist Eurowrap i 2019 har kapitalfonden Accent Equity haft en virksomhed med base i Danmark i sin portefølje.

Men det ændrede sig hen over sommeren, hvor den nordisk-fokuserede kapitalfond, der selv har hjemme i svenske Stockholm, købte aktiemajoriteten i hele to danske virksomheder.

Det drejer sig om Hornsyld-virksomheden Triarca, der producerer kapslinger til el og fiber, og den Ikast-baserede tøjkoncern East.

Begge virksomheder blev med opkøbet en del af Accent Equitys 2017-fond, kapitalfondens nyeste, som har et samlet tilsagn på tre mia. svenske kr., knap 2,2 mia. danske kr., i ryggen.

Ifølge David Zytomierski, direktør hos Accent Equity, sigter kapitalfonden efter at investere i omkring 15 virksomheder i alt igennem denne fond, hvori Triarca og East er de nyeste.

Porteføljen i 2017-fonden rummer ni virksomheder efter de danske tilføjelser.

"Det betyder, at vi stadig har kapital i fonden til fem-seks nye investeringer. Og ser vi på det indgående dealflow, vi har i øjeblikket, er der gode chancer for, at vi laver endnu en dansk investering inden for den nærmeste fremtid," skriver David Zytomierski i en mail til KapitalWatch.

Generalister med stor erfaring

Det er ikke en hvilken som helst kapitalfond, der atter har rettet øjnene mod danske virksomheder.

Accent Equity har eksisteret siden 1994, hvor det i alt er blevet til 92 investeringer og 74 exits.

Og 2017-fonden er blot en ud af kapitalfondens nuværende tre aktive milliardfonde. De øvrige er fra hhv. 2012 og 2008, hvor førstnævnte har en portefølje på otte virksomheder, mens den ældste af de tre fonde bare har en enkelt virksomhed tilbage, det hotel-orienterede it-selskab Hoist, som Accent Equity allerede har fundet en køber til.

Overordnet er der tale om virksomheder, som ikke er blevet valgt ud fra deres branche, men ud fra en række andre krav. Det skal først og fremmest være modne og stabile nordiske virksomheder og gerne med et resultat af primær drift, ebit, i spændet 20-100 mio. kr.

"Derudover er virksomhedens ledelse afgørende, da vi altid investerer sammen med de personer, der har ansvaret for at styre og tegne fremtiden for virksomhedens forretning, ligesom ESG (miljø, sociale forhold og god selskabsledelse, red.) også spiller en stadig større rolle i vores beslutningsproces," skriver David Zytomierski.

Accent Equity er således fleksible, hvad angår, hvilken branche mulige investeringsemner opererer indenfor. Og det ses tydeligt på branchespredningen i fondens portefølje, hvilket de nye danske tilføjelser er et godt eksempel på.

"Som udgangspunkt mener vi, at den branche- og virksomhedsspecifikke viden skal ligge hos virksomhedens ledelsesteam, og at det er vores ansvar at komme med den nødvendige viden om, hvordan man bygger en international forretning og skaber værdi," skriver David Zytomierski og fortsætter:

"Det er dog også værd at nævne, at selvom vi er generalister, så har erfaringerne fra at være en engageret ejer i flere end 90 investeringer også givet os en stor viden inden for en række specifikke sektorer."

Søger noget unikt i købere

Af de mange investeringer er det som tidligere nævnt blevet til 74 exits fra Accent Equitys hånd.

Det sker typisk efter tre-seks års ejerskab, fremgår det af kapitalfondens hjemmeside.

David Zytomierski beskriver Accent Equitys tilgang til ejerskabet som "professionel, engageret og langtidsorienteret," og ifølge ham ønsker kapitalfonden at have afsluttet sine planer med den pågældende virksomhed, før den sendes videre.

"Som udgangspunkt ønsker vi at have afsluttet arbejdet med den forretningsplan, vi blev enige med ledelsen om ved starten af vores investeringsperiode, ligesom vi ønsker at have skabt tydelige forbedringer på både det operationelle, ledelses- og præstationsmæssige plan, inden vi begynder at lede efter en virksomheds næste ejer," skriver han.

Som regel sker salget til en strategisk eller industriel køber, som det var tilfældet med danske Eurowrap, der blev afsat til den franske papirkoncern Exacompta Clairefontaine.

Men før det kommer dertil, skal den rigtige køber findes.

"Vi ender ofte først med at træde ud, når vi har fundet en ny ejer, der kommer med noget unikt til gavn for virksomhedens fremtidige udvikling, som er en fortsættende proces. Det er derfor, vi typisk sælger til strategiske eller industrielle købere," skriver direktøren.

Arbejdet starter i nye virksomheder

Et salg af de seneste danske tilføjelser, Triarca og East, kommer i sagens natur ikke til at ske med det samme. Derimod starter arbejdet i virksomhederne nu for Accent Equity, der sammen med de respektive ledelser skal i gang med udviklingen af deres forretninger.

Ifølge David Zytomierski ser kapitalfonden i Triarca store muligheder i en opkøbsstrategi, da virksomheden befinder sig på "meget fragmenteret marked," mens der i East kommer til at være fokus på accelerationen af tøjkoncernens europæiske ekspansion, som først lige er gået i gang.

Svensk kapitalfond hiver stikket hjem i Ikast

Via Equity sælger Triarca efter kortvarigt ejerskab

Stiftere sælger lampefirma til kapitalfond 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også