Kapitalfond bag aggressiv strategiplan for ung dansk elbil-ladeoperatør

Det unge, danske software- og ladeoperatørselskab Spirii har rejst 70 mio. kr. i sin tredje investeringsrunde med Nordic Alpha Partners som ledende investor. Nu skal ambitiøs vækstplan accelereres i Danmark og Europa.
Tore Harritshøj, tv., og Torben Fog, tidl. Eon Danmark, og stiftere af Spirii i efteråret 2019. | Foto: Spirii / PR
Tore Harritshøj, tv., og Torben Fog, tidl. Eon Danmark, og stiftere af Spirii i efteråret 2019. | Foto: Spirii / PR

Med en historik på blot halvandet år tager stifterne af den danske softwareudvikler og ladeoperatør Spirii et kæmpe skridt mod at udbrede sit forretningskoncept med en tårnhøj ambition om at blive en af af de førende teknologileverandører af ladeinfrastruktur til elbiler.

Strategien skal nu accelereres, efter at Spirii netop har gennemført sin tredje investeringsrunde og sikret sig 70 mio. kr.

Kapitalen kommer primært fra kapitalfonden Nordic Alpha Partners som ledende investor i selskabet sammen med det østjyske energiselskab Aura Energi.

"Det er helt usædvanligt, at vi som kapitalfond går ind i et selskab med en historik, der kun rækker seks kvartaler tilbage. Men vi har fulgt selskabet tæt det sidste år og intensiverede vores strategi ved årsskiftet, da vi tydeligt kunne se, at det, som Spirii har skabt, ikke blot er teknologiledende i Danmark. Der er også etableret en platform med potentiale til at drive eMobility-transformationen på tværs af Europa," siger Rasmus Lund, den ene af de to partnere, der driver Nordic Alpha Partners' investering i Spirii.

Eon-udbrydere

Spirii blev stiftet i efteråret 2019 af Tore Harritshøj og Torben Fog. De er begge udbrydere fra en af Europas største private energi-koncerner, tyske Eon, hvor de var hhv. adm. direktør og eMobility-chef i den danske del af koncernen. Begge med en plan om at skabe fuldkommen konkurrence i markedet for elbil-opladning med Spirii som et modsvar til de dominerende kræfter, der hersker på lademarkedet.

"Visionen med Sprii var fra dag et at frigøre lademarkedet og åbne op for, at flere aktører uanset branche kan tage del i elektrificeringen af transporten. En af vor tids største transformationer. Det vi har skabt på kun 1,5 år og det, vi muliggør med vores full-service opladningsplatform, har vist sig at være langt mere efterspurgt, end vi turde håbe på. Vi ser ind i et paradigmeskifte på lademarkedet."

"Det skifte vil vi drive. Med Nordic Alpha Partners ombord står vi stærkere end nogensinde før," siger Tore Harritshøj, CEO i Spirii, og som adm. direktør i Eon Danmark stod bag energikoncernens indtog i det danske lademarked.

Partnerkoncept

Selskabets forretningsmodel bygger på et partnerkoncept, der gør det muligt for energiselskaber og andre større aktører at tilbyde opladning til privatkunder, virksomheder og til elbilister i det offentlige rum.

Spirii har i sin korte levetid etableret mere end 370 offentlige ladepunkter herhjemme, men har en omfattende backlog via de partnerskaber, som de har sikret og forventer at tredoble antal kunder og omsætning alene i indeværende år.

Operatørpartnere tæller i dag bl.a. FDM, energiselskaberne Aura og Ewii, udviklingsselskabet By og Havn og andre, heriblandt Sustain Solutions, der administrerer PKA's grønne energifond.

Sustain vil tage stor luns af lademarkedet 

Sustain Solutions forventer alene at etablere over 10.000 offentlige ladestandere i Danmark i samarbejde med Spirii indenfor de næste fem år. Ydermere har Spirii i første kvartal vundet det første tyske energiselskab og forventer allerede i år at øge sin europæiske ekspansion markant.

"Med investeringen fra Nordic Alpha Partners og Aura vil vi nu vise, at vi ikke kun i Danmark, men også i resten af Europa kan blive den ledende platform for ladeinfrastruktur, og at vi gennem vores partnerkoncept kan sikre den nødvendige udbygning af det offentlige og semi-offentlige ladenetværk," siger Tore Harritshøj.

Nordic Alpha Partners, der i slutningen af 2017 rejste knap en mia. kr. med ATP, Vækstfonden og Chr. Augustinus Fabrikker som primære investorer, blev skabt på en strategi om at investere i hardtech-virksomheder. Porteføljen tæller i dag 10 virksomheder.

"Vores forventninger til Spiriis potentiale underbygges af, at virksomheden på kort tid er på vej mod en position som ledende software- og platformsleverandør i et first-mover marked som Danmark. Det er et stærkt udgangspunkt for, at Spirii kan udvikle den digitale førerposition, der skal til for at vinde markedet i de store europæiske lande," siger Laurits Bach Sørensen, partner i Nordic Alpha Partners:

"På tværs af alle de store transformationer, som vi opererer i, er der altid to bølger af vindere. Den første er drevet af de selskaber, der har evnen til at levere turnkey kvalitetsløsninger i markedet. Men som transformationen modnes overgår vinderpositionen til de selskaber, der levere de bedste teknologiplatforme. Vi mener, at Spirii har potentialet til at ride på begge bølger," understreger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også