BWB Partners solgte stort ud på 15 måneder

Den danske kapitalfond BWB Partners har efter fem frasalg på 15 måneder, senest den svenske industrivirksomhed Heatex lige før jul, nu over halvdelen af sin portefølje i den maritime sektor og i havvind. Især to selskaber er ramt af corona.
Jacob Bergenholtz, Managing Partner, BWB Partners. | Foto: BWBPartners
Jacob Bergenholtz, Managing Partner, BWB Partners. | Foto: BWBPartners
AF OLE ANDERSEN, RESEARCH: CAROLINE MARIE SCHULTZE

Den danske kapitalfond BWB Partners har solgt sin svenske ventilationsvirksomhed Heatex med hovedsæde i Malmø til den amerikanske industrigruppe Madison Industries efter en eksklusiv proces.

Frasalget af Heatex, der faldt på plads umiddelbart før jul, markerede BWB Partners tredje exit i 2020 og femte exit inden for 15 måneder. Dermed har kapitalfonden i alt syv virksomheder tilbage i sin portefølje, hvoraf fire ligger inden for den maritime sektor og i havvind.

Og der er markante udsving i selskabernes seneste driftsresultater, viser en gennemgang af de seneste regnskaber, KapitalWatch har foretaget.

"På mange måder er vi er godt tilfredse med vores portefølje, som den ser ud i dag, men coronasituationen har ikke været lige opmuntrende på tværs af vores selskaber," siger managing partner Jacob Bergenholtz, der peger på møbelfabrikken Holmris B8 og industrivirksomheden Hydratech Industries som de mest eksponerede i 2020.

Tidligere på året solgte kapitalfonden også det aarhusianske frugt- og snackfirma System Frugt til den svenske Midsona-koncern for 211 millioner kroner.

Og tilbage i marts samme år solgte fonden også sin majoritet i industri- og metalvirksomhed Pedax med produktion i Tyskland til den familieejede danske investeringsvirksomhed IBL Group stiftet af erhvervsmanden Ivan Bjerg-Larsen. Og han har et godt kendskab til BWB Partners.

Nogle år forinden, i 2016, solgte han hovedparten af sin kompositvirksomhed Impreg Group til BWB Partners for godt 250 mio. kr., som fonden BWB solgte videre med væsentlig gevinst efter blot tre år.

Langvarigt ejerskab

Den danske kapitalfond har ellers erfaring med at sidde lidt længere på ejerskabet af sine porteføljevirksomheder i forhold til fondes typiske investeringshorisont på 5-7 år. Dette skyldes som oftest udfordringer med at vokse tidligere ejerledede virksomheder, særligt når markedet ændrer sig.

For såvel ventilationsvirksomheden Heatex og metalvirksomheden Pedax gælder, at de begge blev opkøbt af BWB Partners tilbage i 2007 og dermed solgt efter ca. 13 års ejerskab.

BWB Partners forvalter to fonde med et samlet kapitaltilsagn på 2,3 mia. kr., der investeres på vegne af danske og internationale investorer. Fonden investerer i mindre og mellemstore virksomheder med en omsætning på mellem 150-750 mio. kr.

Heatex har under BWB Partners' vinger udviklet til en global producent af varmevekslere, som anvendes bredt i bygninger, datacentre og i vindmøller. Salgsprisen blev ikke oplyst i forbindelse med frasalget i december af Heatex, der beskæftiger knap 170 ansatte i Europa, USA og Kina, og som ved udgangen af 2020 forventedes at nå en omsætning på 359 mio. svenske kr.

Offshore

Med sidste års tre frasalg under coronakrisen har BWB Partners over halvdelen af porteføljen i virksomheder med deres kerneforretninger i den maritime industri og havvind. Det er virksomheder som vindrederiet Ziton, der med en flåde af jack-up skibe servicerer og vedligeholder havvindmøller.

Foto: PR / Ziton
Foto: PR / Ziton

Rederiets tilstedeværelse i den internationalt stærkt voksende havvindindustri, og som kapitalfonden investerede i for otte år siden, synes på den baggrund at tegne lovende. Men de seneste år er resultaterne i det boomende vindmarked til havs ikke gået rederiets vej.

Ziton med hovedkontor i Horsens har i de foregående regnskabsår (2017-2019) haft en negativ gennemsnitlig vækst på godt 121 pct. i resultaterne før skat, mens EBITDA er gået fra 143m mio. kr. til 51 mio. kr.

2019-resultatet i Ziton var dog især drevet af et enkelt projekt og udfordringer med dårligt vejr, hvor rederiet havde påtaget sig hele risikoen, og som påvirkede regnskabsåret negativt. 

Sidste efterår præsenterede rederiet planer om at rejse op mod 100 mio. euro, svarende til omkring 744 mio. kr., via en såkaldt private placement, der formentlig skulle finde sted på den alternative Oslo-børs Merkur Market.

Pengene skulle bruges til at "støtte selskabets strategiske mål", hed det dengang, men planen blev droppet med henvisning til, at den var for dyr at føre ud i livet ifølge Zitons topchef Thorsten Jalk.

I stedet udstedte Ziton nye aktier for 10 mio. euro som kombineret med ekstern lånekapital blev anvendt til købet af selskabets fjerde og største såkaldte jack-up fartøj kaldet Wind Enterprise.  

BWB Partners måtte sidste år og sammen med en række obligationsejere stille seks mio. euro til rådighed for at styrke Zitons økonomi.

"Skuden er vendt"

Bedre går det i Svendborg-virksomheden SH Group, der producerer hydrauliske og elektriske løsninger, hovedsageligt til marine- og offshore industrien, mens Hydratech Industries med tre forretningsdivisioner inden for hydraulik-produkter og vindmøller i nordjyske Vrå er kommet ud med betydelige underskud efter skat de seneste år.

Foto: BWBPartners
Foto: BWBPartners

"I Hydratech Industries har vi haft en udfordring, men vi synes, at skuden er vendt," siger Jacob Bergenholtz.

BWB Partners købte sig ind i Hydratech Industries og SH Group i henholdsvis 2008 og 2012.

BWB Partners besidder også en majoritetsandel i Qubiqa som er markedsleder inden for udstyr til isoleringsindustrien samt en minoritetsandel i Jupiter Group, der er verdens største producent af såkaldte glasfibercovers til generatorer og gearkasser i vindmølletårne, og som ejes af Verdane Capital Partners efter en fusion af de to virksomheder, Bach og Jupiter Group.

BWB Partners købte senest en virksomhed i 2017, møbelvirksomheden Holmris, der året efter fusionerede med Grundfos-familiens kontormøbelvirksomhed B8, som i de tre seneste offentliggjorte årsregnskaber har været ramt af underskud.

"Prisen på grisen" får Ziton til at droppe stor aktieudstedelse

Kapitalfond afhænder dansk frugtfirma med hjælp fra DLA Piper 

Ziton får nye millioner fra kapitalfond og beder långivere om tålmodighed 

Kapitalfond køber dansk skadeservicevirksomhed 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også