Familien bag Select Sport sonderer muligheden for et salg af virksomheden

”Det er jo en hæderkronet virksomhed, som må have mange interesserede. Jeg kan ikke forestille mig andet,” siger bestyrelsesformand.
Superliga i Parken: FCK - Brøndby. FCKs Denis Vavro (3) og Mohamed Elyounoussi (10) i en hovedstøds duel med Brøndbys Mathias Kvistgaarden (36). Søndag den 12. november 2023 | Foto: Kenneth Meyer
Superliga i Parken: FCK - Brøndby. FCKs Denis Vavro (3) og Mohamed Elyounoussi (10) i en hovedstøds duel med Brøndbys Mathias Kvistgaarden (36). Søndag den 12. november 2023 | Foto: Kenneth Meyer

En af Danmarks mest kendte sportsvirksomheder, familieejede Select Sport, undersøger nu muligheden for at afhænde virksomheden, erfarer KapitalWatch.

Virksomheden, der især er kendt for produktion af fodbold- og håndbolde, er stiftet af den tidligere, nu afdøde landsholdsmålmand, Eigil Nielsen, i 1947. Virksomheden er ejet af Eigil Nielsens efterkommere, herunder sønnen, Peter Eigil Nielsen, der også er næstformand i bestyrelsen. Og i øvrigt professor på Københavns Universitet.

Bagerste række f.v.: Axel Piilmark, KB, Poul Petersen, AB, Edv. Hansen, Køge, Knud Lundberg, AB, Eigil Nielsen, KB og John Hansen, Frem. Forreste række f.v.: Ivan Jensen, AB, Jørgen Leschley, OB, Karl Åge Hansen, AB og Carl Åge Præst, OB. | Foto: Asger Sessingø
Bagerste række f.v.: Axel Piilmark, KB, Poul Petersen, AB, Edv. Hansen, Køge, Knud Lundberg, AB, Eigil Nielsen, KB og John Hansen, Frem. Forreste række f.v.: Ivan Jensen, AB, Jørgen Leschley, OB, Karl Åge Hansen, AB og Carl Åge Præst, OB. | Foto: Asger Sessingø

Han ønsker ikke at kommentere KapitalWatchs oplysninger, men henviser til bestyrelsesformanden, advokat Preben Kønig fra Kønig Advokater. Han kan bekræfte, at der er sonderinger i gang.

”Som så mange andre skal vi jo også vurdere, hvad den fremtidige ejerstruktur måtte være på den lange bane, det er de sonderinger, der pågår i øjeblikket,” siger han til KapitalWatch.

Så I er bare ud for at sondere, om der er interesse?

”Ja”

Fornemmer du, at der er interesse?

”Det er jo en hæderkronet virksomhed, som må have mange interesserede, jeg kan ikke forestille mig andet.”

Han tilføjer, at det er en familieejet virksomhed, der er nødsaget til at ”se fremad og på et eller andet tidspunkt træffe beslutning om, også på kapitalejersiden, hvordan strukturen skal være, og det er det, man sonderer i øjeblikket.”

Der er i dag ingen familiemedlemmer i driftsledelsen. 

”Nej, så på den lange bane skal der da laves nogle overvejelser, og det er det, vi er i gang med - med rettidig omhu,” pointerer bestyrelsesformanden.

Han ønsker ikke at oplyse, hvilken rådgiver der er hyret til at sondere terrænet.

Voksende overskud

Ifølge Select Sports hjemmeside producerer firmaet mere end fire millioner bolde om året. Køberne er ligaer inden for både fodbold og håndbold, og firmaet eksporterer til mere end 50 forskellige lande. Select producerer også tøj og udstyr.

Virksomhedens senest offentliggjorte regnskab er fra 2022. Select Sport A/S oplyser ikke tal for omsætningen, men bruttoresultatet landede på 67,6 mio. kr., den højeste bruttofortjeneste i en årrække. Det gælder også årets resultat, der var på 25,2 mio. kr. sammenlignet med 18,8 mio. kr. i 2021. Egenkapitalen var på 101,3 mio. kr., og de samlede aktiver var på 150,1 mio. kr.

Select Sport med hovedkvarter i Glostrup har dattervirksomheder i Norge og Sverige.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også