I årtier har alle danskeres pensionsfond, ATP i Hillerød, oset langt væk af tillid, troværdighed og tryghed. En mastodont, som dygtigt bevægede sig rundt på investeringsmarkedet uden at trampe rundt som elefanten i glasbutikken og uden at sætte den afgørende tillid fra omverdenen over styr.

Men i de senere år har pensionsfonden skiftet karakter. Fra en afbalanceret offensiv stil til en indadvendt passiv stil, i takt med at kritikken af pensionsforvaltningen er øget år for år. Med den konsekvens, at ATP, dens daglige ledelse og bestyrelse i værste fald er ved at lukke sig inde om sig selv og sin egen vrede. Sådan ser det i hvert fald ud udefra.

Det kulminerede, da ATP-topchefen Martin Præstegaard over for FinansWatch i sidste uge oven på endnu et skuffende regnskabsår 2023 kom med denne svada til alle ATP-kritikerne:

”Man ved ikke, hvad verdenen vil bringe, derfor skal man prøve at lave en portefølje, der vil klare sig ok, uanset hvad. Men der findes mange mandagstrænere, og det er fint, sådan er det,” sagde Martin Præstegaard.

Begrebet en mandagstræner kommer fra sportens verden, hvor alle, også dem uden forudsætninger, om mandagen kloger sig på den kamp, der blev spillet i weekenden.

Det er en voldsom og konfronterende udmelding fra ATP-direktøren og må antages i høj grad at være stilet til to af fondens skarpeste kritikere. Nemlig finans- og pensionseksperterne, professor ved CBS Jesper Rangvid og tidligere direktør i Danica og Danske Bank, Henrik Ramlau-Hansen. De har over de seneste år kritiseret ATP-strategien på investeringsområdet for at være fejlslagen og for risikabel.

Mandagstrænerne har fat i den lange ende

Foreløbig synes mandagstrænerne at have fat i den lange ende. Efter et meget skuffende 2022 med tab på 64 mia. kr., skuffede ATP også i 2023, eftersom pensionsfonden kun fik indhentet en mindre del af det tabte med et positivt afkast på knap 6 mia. kr. Lidt forenklet sagt har ATP spekuleret en del af fondens formue væk. 

ATP er en temmelig kompleks størrelse. Fonden er sat i verden som et supplement til folkepensionen, altså en livslang pension. Forpligtelser, som kræver en særlig struktur i regnskabsbalancen. I ATP har man så en særlig kasse, ud over forpligtelserne, som pensionsfonden har spekuleret voldsomt med ved at indgå kraftigt gearede investeringer.

Investering for lånte penge er godt i opgangstider, men rammer ekstra hårdt i nedgangstider. Set over en længere periode skal op- og nedture helst give et positivt bidrag på bundlinjen. Ellers giver det ikke mening at indgå risikable, gearede investeringer. Og det er her, ATP foreløbig har fejlet. Og foreløbig afvist omverdenens kritik som et udtryk for uvidenhed.

Passer den gamle ATP-struktur også med nutidens krav?

Rangvid og Ramlau-Hansen står ikke alene med kritikken. Men det bider ikke på Præstegaard eller giver anledning til at bekymre ham.

”Nu har jeg levet med medierne i mange år i forskellige stillinger, så det (at bekymre sig, red.) er jeg holdt op med,” lød det i interviewet i FinansWatch i sidste uge.

Det må formodes, at ATP’s formand igennem flere år, professor Torben M. Andersen, bakker 100 pct. op om både ATP-investeringsstrategien og ATP-direktørens kommunikation til og afvisning af kritikerne. Formanden eller andre i den store ATP-bestyrelse har ikke ytret sig udadtil.

ATP er en særlig størrelse i den danske pensionsverden med sin helt egen lovgivning, der ligger under Beskæftigelsesministeriet. Også ledelsen er en helt særlig størrelse. Repræsentantskab og bestyrelse er i overvejende grad rekrutteret fra arbejdsmarkedets parter, lønmodtagerne og arbejdsgiverne plus et par enkelte professionelle bestyrelsesmedlemmer. Formanden udpeges af repræsentantskabet, altså i praksis af arbejdsmarkedets parter, som formanden er uafhængig af.

Spørgsmålet, som dukker op fra tid til anden, er, om ATP nu også har den rigtige governance og de rigtige personer med forskellige kompetencer i bestyrelsen. ATP er således ikke blot en dansk pengekasse, men en af de helt store internationale investorer, som placerer danskernes pensionsopsparinger verden over. Altså en international kompleks størrelse.

Set over de allerseneste år har det ikke just været bullseye med dartpilen fra ATP’s investeringseksperter. Ud over de ovennævnte skævvredne, gearede investeringer har ATP misset eksempelvis store dele af opturen i Novo Nordisk. ATP’s værdi af Novo-aktier svarer i dag til blot lidt mere end eksempelvis ATP’s værdi af aktier i Ringkjøbing Landbobank.

ATP risikerer at miste sit best-in-class-prædikat

Begge har været glimrende investeringer, men vægtningen på Novo og Landbobanken kan være svær at følge. Nuvel, det er en bagklogsbetragtning, men ikke desto mindre rammer det ind på investeringsafkastet. ATP selv mener ikke, det giver mening at sammenligne ATP’s helt særlige rolle og status med andre store pengehuses evner til at skabe afkast. 

For den enkelte pensionsopsparer vil det dog altid være relevant at se på, hvad han eller hun får ud af sin opsparing i de forskellige pensionshuse. ATP er en lovbestemt statslig størrelse med et tvangsudskrevet bidrag, men ikke desto mindre befinder ATP selvfølgelig sig i en konkurrencesituation målt på afkastet til den enkelte dansker.

ATP har i årtier været den ledende investor på det danske aktiemarked. Hvis ATP var med, var det at betragte som en blåstempling, og så var det lettere også at få andre investorer med på en given investering. På samme måde får ATP typisk altid det første ord på de årlige generalforsamlinger i danske børsselskaber. Der er respekt om ATP, og der lyttes på indlæggene fra ATP, også hvis der måtte være kritik. Denne best-in-class-rolle risikerer ATP at sætte over styr.

ATP har også været en meget vigtig brik i nogle af de helt store infrastrukturelle investeringer gennem årene. Eksempelvis da ATP gik sammen med Goldman Sachs, da Ørsted skulle rekapitaliseres.

Tidligere var ATP afgørende for den fremtidige kapitalstruktur i Københavns Lufthavne i 2017. ATP kom med sin største enkeltinvestering nogensinde, nemlig 10 mia. kr. Og fonden sidder i dag sammen med en canadisk pensionskasse og den danske stat på over 90 pct. af ejerskabet i lufthavnen. ATP gik dengang ind til kurs 5700, i dag ligger aktien på en kurs på 5440 kr. 

Det skal siges, at ATP’s investering i lufthavnen er meget langsigtet, og at der har været en covid-19-krise i mellemtiden. Men blot for at sige, at ATP tidligere på investeringsområdet har nydt stor respekt i forbindelse med både almindelige, danske aktieinvesteringer og større, mere komplicerede investeringskonstruktioner.

Denne helt særlige, ledende investorrolle er ATP ved at spille sig af hænde. Dels fordi fonden har droslet ned på investeringer i danske aktier, dels fordi ATP’s helt særlige, stærke og tillidsfyldte ry er anskudt.

ATP gør sig sårbar i den politiske verden

Det gør ATP sårbar, også i den politiske verden. Fra tid til anden diskuteres det nemlig, hvorvidt det ville være fordelagtigt for de 5,7 mio. medlemmer i ATP at flytte deres respektive opsparede formuer over i andre pensionshuse for at spare omkostninger og for at skabe sig et bedre afkast og et bedre overblik. 

ATP’s brand er rutsjet ned af imageanalysen fra IFO. Fra en placering i 2022 som nummer 34 til en placering som nummer 77 i 2023. Og selv om imagemålinger kan være usikre, må et så kraftigt fald give anledning til rynkede øjenbryn i en halvstatslig pensionskasse, hvor tillid, troværdighed og tryghed står meget højt på dagsordenen. 

Det skal understreges, at ATP fortsat er en sikker pengekasse for den del af danskernes pensionsopsparing, der forvaltes af ATP. 

Men hvis pensionsfonden over en længere årrække ikke kan matche de andre pensionshuse, som danskerne gør brug af, vil kritikken af ATP’s evner forstærkes. Og som bekendt er det rundt regnet ti gange sværere at oparbejde goodwill og et stærkt brand, end det er at sætte det over styr.

Præstegaard og ATP i øvrigt har ret i, at ATP er en kompleks størrelse og har en helt særlig rolle på det danske pensionsmarked. Men det bør være ATP-ledelsens fornemste opgave at kunne kommunikere ATP’s strategier og værdier – også så de forstås af kritikerne og menigmand i øvrigt. 

Den supplerende ATP-pension fylder stadig rigtig meget for 40-50 pct. af pensionisterne. Men det vil aftage over de følgende år, hvor arbejdsmarkedspensioner og private pensioner vil fylde mere og mere. Og tilsvarende reducere ATP’s betydning.

Set i det lys er det svært at forstå, at ATP-ledelsen ved direktør og formand ikke indgår i en konstruktiv debat om den kritik, der er opstået.