OpenAI's Sam Altman vil rejse milliarder af dollar til netværk af chipfabrikker

Topchefen har angiveligt forhandlet med en række større investorer.
Sam Altman, topchef i OpenAI. | Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix
Sam Altman, topchef i OpenAI. | Foto: Fabrice Coffrini/AFP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Den indflydelsesrige tophef for OpenAI, Sam Altman, er færd med at rejse milliarder af dollar med henblik på at skabe et netværk af fabrikker til produktion af computerchip beregnet til kunstig intelligens.

Det skriver Bloomberg News med henvisning til anonyme kilder.

Sam Altman har ifølge kilderne forhandlet med adskillige større investorer med henblik på at rejse de gigantiske summer, der skal til for skabe netværket af chipfabrikker.

Blandt de potentielle investorer er blandt andet det japanske teknologikonglomerat Softbank.

Altmans vision skyldes ifølge Bloomberg risiko for, at der kan opstå mangel på chips beregnet på kunstig intelligens, hvis teknologien vinder indpas og udbredes hurtigt.

Samtidig kan opførelsen af et netværk af fabrikker tage adskillige år og vil koste tocifrede milliardbeløb i dollar, skriver Bloomberg. Derfor mener Altman, at det er på tide at gå gang med investeringerne, så der er rigeligt udbud af computerchip mod slutningen af dette årti.

Siden OpenAI lancerede chatbotten ChatGPT for over et år siden er interessen for kunstig intelligens nærmest eksploderet både blandt virksomheder og investorer.

De store chipfabrikker Intel, Taiwan Semiconductor Manufacturing og Samsung Electronics nævnes alle som mulige partnere til OpenAI.

Sam Altman arbejdede ifølge Bloomberg allerede på projektet før sin dramatiske fyring fra OpenAI i november. Men han genoptog hurtigt projektet, da trusler om masseopsigelser fra medarbejderne i OpenAI fik ham genansat kort derefter.

Microsoft, der er medejer af OpenAI, skal ifølge Bloomberg også være interesseret i Altmans nye projekt med oprettelsen af et netværk af chipfabrikker. Ingen af parterne, der er nævnt, har dog ønsket at kommentere historien. Chipproducenten Nvidia, der er kendt for chip beregnet på kunstig intelligens, er ikke nævnt i artiklen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også